5. oktober 2016

 
psyko2.png
kedafdet.png
ullykke.png
 

Jeg har været vågen i løbet af natten. Jeg vågnede utryg. Havde ubehag og uro i kroppen og var bange for noget uden præcist at vide hvad. 

Benjamin bagte boller til morgenmad. Han ville ikke afsted i dag. 

Jeg tog toget til byen, havde en del, jeg skulle nå, inden jeg kunne tillade mig at gå kl. 12. Jeg fik lavet lidt forskelligt. Noget på facebook, noget med spis mindre kød, vegetar opskrifter og spurgt på rettigheder på nogle billeder. Jeg gik ned til kanalerne, hvor jeg havde en frokostaftale med Alexander H, en studierejseven. Vi spiste en burger. Det var hyggeligt at se ham. Vi spiste og snakkede længe. Bagefter tog jeg bussen til Østerbro for at møde Benjamin ved psykologerne. 

Jeg var nervøs for vores psykolog tid, fordi vi fremover skal arbejde med en terapimetode der hedder EMDR. Vi havde på forhånd fået af vide at ved brug af den metode, skal vi gennemgå alt, hvad vi kan huske fra ulykken. 

Jeg havde været på randen til at tude de sidste to dage, så i det jeg satte mig i sofaen, brød jeg sammen. 

Jeg var ked af at skulle tænke detaljeret på ulykken, for bare tanken om at tænke på ulykken gør mig utilpas og fremprovokerer billeder. Samtidig er jeg skræmt over at tænke på, at jeg er en person med behov for sådan en slags behandling. 

Vi skulle finde min mentale eller fysiske sikkerhedszone, en zone jeg føler mig tilpas og tryg i. Anne sagde, at det var helt forståeligt, hvis jeg heller ikke havde noget sted, jeg nemt kunne sige, at jeg føler mig sikker. 

Vi talte lidt om fortiden i stedet, om hvor jeg normalt har følt mig tilpas. Min seng har altid været mit tilflugtssted. Jeg har altid siddet og skrevet, arbejdet, slappet af og bare været i min seng. Både da jeg boede hjemme, og da jeg boede alene, har min seng fungeret som min sofa og af og til som min spiseplads, der hvor jeg allermindst er det menneske, jeg vil være ud ad til, og samtidig allermest det menneske, jeg inderst inde er. Efter ulykken har jeg også søgt tilflugt i sengen, hos min mor, og nu med Benjamin i vores hjem vil jeg helst ligge med ham i sengen, inden vi sover. Min seng er min sikkerhedszone.  

Jeg fik to små håndtag i hånden som vibrerede på skift i nogle frekvenser. Jeg skulle lukke øjnene og Anne spurgte ind til ulykkes forløbet. 

Det handler om stenen, øjeblikket hvor han dør, hans døde krop, al blodet og den måde jeg kunne vende ham på hovedet på for at tømme hans krop for blod. Jeg har følt det så forkert at vende ham rundt på den måde, nærmest pinlig over at behandle ham sådan. Men det hele var korrekt, alt vi gjorde var helt korrekt. Vi handlede hurtigt og instinktivt. Anne forsikrede mig om, at det var det rette at gøre, for hvis han stadig havde været i live, skulle han ikke kvæles i alt det blod. Det betød rigtig meget at få den del af forløbet afklaret. Det har fyldt rigtig meget. 

Anne bad mig komme videre derfra, men det kunne jeg ikke. Jeg kunne kun komme tilbage til øjeblikket inden, hvor han stadig havde sit liv, og vi havde Noam. Det sidste der skete, var at han i et forsøg holdte hænderne for øjnene, fordi jeg hurtigt skulle ud af hans synsfelt. Det nåede jeg ikke, før  han fjernede hænderne igen. Vi fik øjenkontakt. Jeg lagde mærke til de store blå levende øjne, lige inden jeg aldrig skulle se dem igen. Det gør mig så ked af det. 

Anne syntes, at jeg gjorde det godt. 

Min mor hentede os. Vi kørte til Søborg, gik en tur med Flora og kørte lidt på tur langs vandet. Det gør jeg og Benjamin, når vi skal have tiden til at gå. Vi handlede på vejen hjem. 

Jeg var helt tung og udkørt. Vi spiste sandwiches til aftensmad og så den nye X-men.

4. oktober 2016

 
kedafdet.png
sex.png
 

Planen var at vi skulle følges til byen, men da vi var oppe, i tøjet og nærmest på vej ud af døren, ville Benjamin ikke afsted alligevel. Jeg kan godt forstå ham, men det økonomiske aspekt skræmmer mig. Han må gerne blive sygemeldt, tage orlov, studere hjemmefra, så længe det er afklaret med systemet, og der er en form for økonomi ind over. Han har lovet mig at kontakte en studievejleder.

Jeg tog afsted alene. Toget var forsinket og kupeen, jeg kom ind, i var fyldt med små børn. Det var lidt irriterende.

Jeg nåede helt hen til kontorets opgangsdør, ringede på og blev lukket ind, i sammeøjeblik, fik jeg lettere overrasket sagt “Hej Simon”, og lod opgangsdøren lukke igen. Jeg fik en kæmpe krammer og nogle kondolerende ord. Jeg kunne ikke holde mine tårer tilbage. Vi snakkede lidt. Først om mig og Benjamin og bagefter mest om ham. Det er primært sådan samtalerne deles op, men det var fint, og det var dejligt at se ham dér, meget tilfældigt. Han krammede mig, kyssede mig i panden og sagde, at jeg måtte skrive, hvis jeg ville noget, eller hvis han kunne bidrage med noget. Jeg svarede “lad os drikke en kop kaffe sammen, snart.” Han gik videre, og jeg ringede på igen og kom 25 minutter for sent. 

Jeg holder mig lidt under radaren, holder mig til mine egne opgaver og påtager mig ikke for mange løse opgaver. Selvom der er flere af opgaverne, jeg ved, jeg normalt ville være i stand til at løse. Det er rart at fornemme, at jeg på et tidspunkt vil være i stand til et ordentligt arbejdsliv. 

Jeg ringede til min far, for at høre om han ville hente mig. Han samlede mig op udenfor tivoli kl. 14. Vi kørte til Valby. Han skulle købe en fødselsdagsgave til Ian i Harley Davidson-butikken. Vi købte en fed kørejakke. Vi kørte til Albertslund. Jeg skulle ordne lidt for ham på hans computer. Jeg sad og arbejde i bilen, imens min far var inde og se på noget arbejde hos en kunde. Han kørte mig til Jægersborg bagefter. 

Benjamin og jeg kom lidt skævt ind på hinanden, så jeg satte mig ind i soveværelset for at se en film. Jeg havde været på randen til at græde hele dagen. Benjamin var god. Vi startede forfra. Benjamin gik i køkkenet og lavede både dej til boller og aftensmad. 

Johanne og Nanna kom kl. 18. Vi spiste stegt flæsk med persillesovs. Nanna havde doughnuts med, og så lavede vi kaffe bagefter. Vi havde aftalt, baseret på Benjamins ønske, at se Twin Peaks, tirsdage, i Jægersborg. Kaffe og doughnuts var passende til første afsnit af vores efterårsseriemaraton. 

Jeg var utryg og ked af det. Twin Peaks er en dyster serie, og jeg kan ikke lide at se andre reagere på tab, heller ikke på film. Jeg havde ikke meget lyst til at se med, men jeg holdte ud og kiggede på min telefon. Det blev bedre. 

Da de var gået, så jeg og Benjamin lidt på computeren, inden vi sov.

3. oktober 2016

 
advokatogsag.png
sex.png
 

Vi vågnede før vækkeuret. 06.45. Vi rykkede fra sengen til sofaen med vores dyner. Vi så TV og gjorde os langsomt klar. Vi kørte til byen. 

Jeg havde lidt forskellige opgaver på kontoret. Hvilket får dagen til at gå lidt nemmere. Efter mandagsmødet gik jeg hjem. 

Jeg købte doughnuts med på vej hjem. Benjamin var hjemme sammen med William. 

Jeg skal holde mig selv kørende i toget. Hvis jeg ikke er fokuseret, så flyver mine tanker til det dårlige. 

Vi spiste doughnuts sammen, da jeg kom hjem. Bagefter lod jeg dem værre. De sad på altanen, snakkede og røg. Jeg sad foran TV’et, indtil William tog hjem. 

Vi pakkede vasketøj og teltgrej og tog det med til min mor. Vi skulle spise hos hende. Det var hyggeligt og stille og roligt. Vi snakkede endnu engang om erstatningsmuligheder. Min mor synes, jeg skal tale med vores eget forsikringsselskab. Det bliver en hård opringning, men jeg har tænkt mig at gøre det. 

Vi pakkede alle vores ting fra min mors hjem i poser, så vi kunne få det med til lejligheden. Vi er nu helt officielt flyttet ud fra min mor og ind i vores egen lejlighed. 

Vi lagde os i sengen da vi kom hjem, så serie. 

Jeg er i uge 18 i dag og har en fin lille mave med en aktiv dreng. 180 gram og 16 cm siger min app.

2. oktober 2016

 
sex.png
 

Søndag på en rigtig søndag. Vi stod op men gik i seng igen. Lejligheden rodede, vi havde ikke noget mad, og jeg ville helst bare flygte ud. Væk fra alle pligterne. 

Efter et tiltrængt bad kørte vi ud for at spise morgenmad. Vi endte med en brunch på Laundromaten. Vi burde ikke, af økonomiske årsager, men det var hyggeligt. 

Vi fik talt lidt om Benjamins muligheder ift. hans studie. Han har overvejet at undersøge, om han har mulighed for at rykke fra teologi til religionsvidenskab. Jeg synes, han skal gøre, hvad han kan for at finde noget andet, for det engagement, eller mangel på samme, han har for teologi, er alt for lavt. 

Vi aftalte, at vi bare skulle tage hjem og lave ingenting, så det gjorde vi. Vi så Prison Break og fjernsyn bagefter, og så sad vi med vores computere indtil kl. 16.30, hvor min far ringede. Han ville gerne køres til centrum. 

Da vi havde sat min far af ved Klarboderne, kørte vi fra byen og til Ingolfs på Amager for at spise mormormad. 

Oliver C. stod i baren. Da jeg bestilte drikkevare, fik jeg et par kondolerende ord med på vejen. Det var fint, bedre end at han tiede. 

Henrik, Malene og Mercedes kom ind for at spise mormormad med os. Frikadeller med stuvet hvidkål, rugbrød og rødbeder. De er så rare. De er helt rolige og nede på jorden, når de bruger tid med os. Vi drak kaffe bagefter. Halv otte gik Henrik og Malene ind for at skifte tøj. De skulle hører musik i Amager Bio. Det regnede meget, så vi tilbød dem, at køre dem der hen. 

Vi gik hjem i seng og så badehotellet.

1. oktober 2016

 
ankertanker.png
ullykke.png
 

Vi var først oppe kl. 9.30 efter en meget hård nat. Vi har begge sovet, men vi har været vågne mange gange i løbet af natten. Jeg har ondt i kroppen. Især mit bækken er smertefuldt, men jeg klarer mig selvfølgelig igennem næste nat også. 

Vi stod op til en flot efterårsformiddag. Ret kølig, men med en masse lag tøj, var det helt fint. Vi satte os på vores liggeunderlagsstole og rettet mod søen, lavede vi morgengrød på trangiaen. Det var en helt nede på jorden frisk oplevelse. Vi lytter til fuglene, der bor en spætte i træet over os. Søen var stille, og hvis det ikke var så mega hårdt at sove i telt (på jorden), kunne jeg godt leve med sådanne primitive morgener og en fantastisk udsigt i en længere periode. Når der ikke er nogen af os, der siger noget, er det kun naturen og selvfølgelig menneskeskabte megamaskiner i himlen, vi kan høre.

Vi havde aftalt at bruge tid på at finde noget brænde, fordi vi gerne ville kunne holde gang i vores bål. Alt var vådt og der var kun små pinde og kviste, så vi valgte at køre en tur for at købe noget. Vi fandt en jem og fix, hvor vi købte brænde og nogle kiks. 

Da vi kom tilbage, pakkede vi en pose med frokost og fiskegrej, tog vores stole under armen og gik ud på spidsen af vores vinge. Hvor vi satte os, spiste frokost og fiskede. Vi er begge dårlige til at fiske, så vi vidste godt, at oddsene for at fange noget var meget små. Heldigvis havde vi makrel i tomat på dåse. Vi gav op efter en time uden at fange noget. Selv bare at få snøren langt nok ud var en udfordring, fordi det blæste. Vi gik tilbage til vores lejr, hvor der var vindstille og satte os ved søbredden der, for at give fiskeriet en chance. Vi fangede ikke noget. Vi lavede krydsord, spillede Uno og nød, at der var blevet lidt lunere. 

Jeg ville gerne ud at bade. Vi nåede at smide alt tøjet, og var friske på at komme i, indtil vi mærkede vandet med fødderne. Det var for koldt for os, så vi soppede bare lidt rundt. Vi forberedte aftensmad. Vi skulle lave noget grøntsagssuppe. Vi spillede endnu et spil kort. Vi fik tændt op i bålet, og vi har egentligt været gode til at være positive omkring stilheden, vejret og naturen. Benjamin havde købt blå gulerødder, så vores suppe endte med at ligne en lilla heksegryde med nudler. Det var en mærkelig relativ smagsløgs men meget fin blå omgang mad. Efter vi havde spist, og vi bare sad foran bålet, sagde Benjamin at hans krop var urolig. Den samme uro der havde holdt ham vågen om natten. Han var ked af det. Jeg spurgte om han havde brug for at vi kørte hjem. Han svarede med samme spørgsmål rettet mod mig, “vil du?, hvilket jeg ikke syntes, jeg var i stand til at svare på. Jeg var med for hans skyld. Jeg tager også gerne hjem for hans skyld, men jeg bliver der også klart for hans skyld. 

Jeg spurgte lidt ind til, hvad det er der gør ham ked af det. Det er svært at få ham til at sige, så jeg spurgte med meget specifikke spørgsmål formuleret ud fra mine egne tanker, og hvad der gør mig ked af det. Er det ulykken? Er det tanker om, at vi ikke har ham med på sådan en tur her? Er det tanker om andre ulykkesscenarier for kommende børn eller andre børn? Han sagde, at at det var alle tre ting. Ting jeg selv har gået med og som har fyldt lidt ekstra meget her alene på telttur. Forskellen på os og vores tanker, selvom det er de samme ting de omhandler, er at hos mig, der fylder de hele tiden. Jeg har fundet ud af at kunne lave ting samtidig med, at de fylder, og af og til at abstraherer eller ignorer. Jeg fungerer fysisk på trods af de tanker, mens hos Benjamin kræver sådanne tanker fuldstændig distrahering enten i form af fjernsyn eller telefonen, men ofte kræver det mere. Han har behov for at lave noget helt konkret, at han har en simpel mission, han kan løse, eller noget han kan fikse. Her i Sverige i telt er der stille og kun lidt at tage sig til, så Benjamin har det rigtig svært. 

Jeg fortalte om mine tanker om Anker, der kommer. For at få ham på bedre tanker. Hvordan Anker vil lade os opleve den der helt vilde kærlighed, der opstår, når man møder sit barn, og at han vil være med til at give vores tilværelse mening igen. 

Vi kom frem til, at det nok var bedst, at vi tog hjem. Så vi kunne undgå en trist og urolig aften efterfulgt af en meget hård og lang nat. Mit bækken er så smadret, at jeg ikke har turde tænke på endnu en nat på underlag. Vi pakkede stille og roligt sammen og så kørte vi hjem af. Kun med et enkelt stop på vejen for at købe noget at drikke. 

Jeg faldt i søvn på vejen og havde dårlig samvittighed over at lade Benjamin køre alene. Vi var hjemme kl. 22, fire timer efter vi havde taget beslutningen om at tage hjem.

Vi så et afsnit badehotellet og sov bagefter.