18. august 2016

 
 

Endnu en langsom morgen. En veninde offentligegjorde en fødsel på sin facebookvæg, hun var lykkelig. En anden, ukendt kvinde, mor til et barn, havde oplevet en fejlbehandling på et sygehus og havde taget vores ulykke i brug, til at statuere sit eksempel. Opslaget handlede om, at det er i orden at begå fejl, og at alle der tilføjer dumme kommentarer, skulle tænke to gange, før de beskylder nogen for noget. Jeg fik tårer i øjnene af at at læse det, men også sur over, at vi skal statuerer hendes eksempel på, at forældre laver fejl og dumme mennesker er dumme og laver dumme kommentarer. Selve opslaget er fint, fordi det handler om, at det er menneskeligt at fejle, men forskellen er bare, at hun kunne tage en tur omkring skadestuen og få det hun mener var hendes fejlbehandling og tage sin søn med hjem igen, mens vi mistede vores.

Mille kom til Søborg kl. 13. Vi gik ned ad hovedgaden til Madhus 24, hvor Sofie mødte os. Det var hyggeligt at se dem, at høre om Milles tur til USA og Sofies sommer. Vi fik dejlig frokost. Bagefter gik vi til Ismageriet og fik en lækker is. 

Jeg føler mig langt væk fra dem. Jeg føler ikke, at de er klar over min livsændring. Samtidig føler jeg mig skyldig over at hygge mig, og føler at jeg er i selskab med nogen, der ikke forstår mit liv, og hvad der mangler. Vi lignede tre helt almindelige unge kvinder, veninder på frokostdate. Jeg skulle føle, at jeg skal være den “Anlo” de kendte fra gymnasiet. Det følte jeg også, at jeg skulle, da jeg havde Noam, der var det bare muligt at gå ud og være, den jeg var engang i nogle timer, til en frokost eller til en fest, og så gå hjem igen og være mor og familie. Det er det ikke mere, men de piger betyder meget for mig.

Jeg fulgtes hjemad med Sofie. Mille cyklede afsted. 

Benjamin lå foran TV’et, da jeg kom hjem. Jeg følte mig sløj med ondt i halsen og i øret, med spændinger i kinden, så jeg overtog hans plads, og blev liggende til der var aftensmad, hvorefter jeg gik tilbage igen. 

Det er som om, at jeg er ved at være klar over, at jeg skal leve et almindeligt liv uden Noam. Ikke at jeg er klar til det, bare klar over det. Jeg tænker meget på at trappe lidt ud af pillerne. 

Jeg prøver dagligt at sende kærlighed ned i maven. Det generer mig dog, at jeg ikke kan lukke mine bukser, især fordi jeg stadig ikke vil fortælle om det. Jeg tænker på det som en lille pige. Måske Baby Uma. 

Vi snakkede om at gå en aftentur, men som med alt andet, kan vi ikke tage en beslutning.

17. august 2016

 
psyko2.png
 

Jeg har stadig ikke fået åbnet min computer og startet på mine læringsmål til min praktikstart. Det føles som om, at jeg ikke får lavet det, fordi jeg har travlt i løbet af dagen, selvom jeg nærmest ingenting laver. Jeg ved ikke, hvornår det kommer til at lykkes, eller om det lykkes. 

Vi startede dagen med at handle ind til morgenmad. Efter vi havde spist, skulle vi til psykologerne. 

Hos psykologerne startede vi hver for sig. Jeg startede hos Anne, og Benjamin startede hos Palle. Jeg havde en god session. Nok mest fordi det ikke handlede om traume og tab, men om frygten, jeg har omkring studiestart og frustrationerne omkring artikler og sagen. Det er hårdt, at det hele tiden ændres og udsættes. Det virkede som tovejs kommunikation i dag mellem mig og Anne. Hun gav lidt mere af sig selv, det er rart at tale sådan med hende. 

Jeg fik noget feedback og indblik i, hvordan hun ser mig som person, ud fra vores snakke sammen. Det var rart at høre, selvom det er ting, jeg selv er klar over og ting jeg har hørt før, men det er rart at få bekræftet, at jeg er den, jeg er, også overfor andre, især når jeg føler mig anderledes og er i så svær en situation. 

Efter en lang snak samledes vi sammen, og opsummerede i fællesskab, hvad vi havde snakket om. Vi havde hver i sær snakket om avisartikler. Vi kunne heldigvis lave lidt sjov omkring det til sidst. 

Næste psykolog tid kommer til at foregå på samme måde. Det var en god måde at gøre det på, også fordi jeg ved Benjamin får sagt mere i enerum. 

Da vi kørte hjem, fortalte Benjamin mig, at Palle havde spurgt ind til hans selvmordstanker, og at han havde svaret, at han var her for min skyld, at han ikke havde noget problem med at skuffe den resterende familie, ved at tage sit eget liv. Han sagde også, at det ikke ville komme til at ske, at han tager sit eget liv, fordi han altid har været for døds forskrækket, men at det har ændre ham at blive far. Han ville gå hele vejen for, at hans barn kunne leve og overleve. 

Jeg er ikke nervøs for, at han tager sit eget liv mere. Han passer på sig selv, han passer på mig og han vil livet mere, end han vil døden. 

Jeg har flere gange gennem livet overvejet døden, og jeg er ikke dødsangst, men jeg vil også livet mere end jeg vil døden, og tankerne er lette at få ind i hovedet, det er først svært, når man ikke kan komme af med dem igen og har taget beslutningen om døden. Det er et hårdt valg at vælge døden, men det er også et hårdt valg at vælge livet. 

Vi kørte om Lyngby for at handle, bagefter kørte vi til lejligheden. 

Vi begyndte stille og roligt at lave mad. Benjamins spaghetti med kødsovs. Ian kom, Johanne kom, Benjamins forældre og søster kom, min mor og Frank kom alle til mad. Vi havde lavet rigeligt og det var okay hyggeligt at være samlet i lejligheden. Efter vi havde spist kom Peter. Han fik også en portion, og vi sad og talte om Nannas gymnasievalg. Hun ville gerne rykke linje, men de fleste om bordet synes, at hun skal blive, for hun har kun gået der en uge, og efter en uge, tror jeg ikke, man kan vurdere sit engelske for dårligt, til at gennemfører og bestå. Hun har 3 år, og jeg ved, hun er bedre end hun siger. 

Jeg kørte til Søborg med Ian, og lod Peter og Benjamin blive i lejligheden. 

16. august 2016

 
 

Nogle dage vågner jeg op tung og trist, som i dag, andre dage lidt lettere. Det er ret vilkårligt. Jeg hader de tunge morgener, men at dagen starter sådan betyder ikke, at den ikke kan blive fin alligevel. 

Vi skulle tidligt til lejligheden, fordi en elektriker skulle forny vores el-skab og tilføje en ny fase, så vores køkken kan få en stikkontakt mere, så vi ikke behøver, at stå i døren med kaffekværnen, eller piskeriset. Vi kedede os lidt, men prøvede bare at slappe af i stuen. Da strømmen kom igen, så jeg fjernsyn, imens Benjamin tog en lur i sengen. 

Klokken 13. kom Andreas L. Vi drak en kop kaffe og snakkede bare lidt. Det var hyggeligt, og jeg kan så godt lide ham.

Vi snakkede lidt om praktikstart, og han spurgte ind til, hvorfor jeg ikke bare kunne udsætte hele studiet. Det var svært at svare helt ærligt på “hvorfor”, og jeg ville ikke lyve, for det handler om, at jeg gerne vil være færdig, fordi jeg ikke tror, jeg kommer til at afslutte, hvis jeg først sætter det i bero, fordi jeg har fundet mig et praktiksted, og fordi min veninde Natasja har tilbudt at skrive bachelor med mig. Men det handler også om, at jeg gerne vil nå det inden baby og barsel. Men det sagde jeg ikke. 

Benjamin kørte mig til min mor på Østerbro, vi kørte videre til May-Britt 

Hos May-Britt handlede det i dag om min ugidelighed, og mine tanker om praktikstart, som jeg synes virker meget skræmmende og uoverskueligt. Jeg synes, det var den bedste session jeg har haft med hende indtil videre. De problemer, jeg kom med i dag, var mere konkrete, hvilket gjorde det nemmere at arbejde med, end chok og sorg, måske fordi dovenskab, ugidelighed og nervøsitet, ikke er lige så altoverskyggende som døden. 

Benjamin og Frank lavede mad. Pulled Pork burgere til den ene halvdel og fisk til den anden. 

Benjamin havde været på tur, og havde skrevet og spurgt om han måtte købe Apple-tv, jeg svarede “ja”, men for langsomt, så han havde ikke købt det med hjem, men valgte at kører ud og købe det efter maden. 

Jeg har lavet mine to første aftaler ude af hjemmet, i det offentlige rum. På torsdag, skal jeg spise frokost med Mille, og på lørdag skal jeg spise brunch med Nanna og Johanne. 

Det er hårdt at tænke på at skulle ud, men godt i forhold til mandagens praktikstart, så øver jeg mig i ugen op til. 

Jeg savner Noam helt vildt, hans smukke sind. Hans smukke krop og ansigt. Jeg finder andre børn utroligt irriterende og ucharmerende, og ved bare, vi havde sådan en god og fin dreng. 

Jeg er i uge 11 i dag. Jeg har halsbrand. 

Vi har fået gravsted papiret i dag. Vi har nu ca 7 m2 jord på Holmes Kirkegård. Noam ligger på halvdelen af pladsen med lidt blandede planter placeret ovenpå, mens den anden del er græs. Jeg vil rigtig gerne lave et fint sted for ham. Jeg har ikke åbnet brevet om gravstedspladsen. det kommer bare i kassen med Noams ting. 

Det nye apple-tv er installeret, så det gik aften med.

15. august 2016

 
kirkegården.png
kedafdet.png
 

Mandag. Én uge til jeg starter i praktik og to måneder siden ulykken, meget uoverskueligt. 

Vi er ekstremt langsomme til at komme op, igang og ud af døren. 

Vi tog på kirkegården. Jeg ville gerne besøge Noams grav og jeg ville gerne tage stilling til gravstenen. 

Da vi ankom til graven begyndte vi begge to at græde. Vi stod bare lidt  i stilhed. Vi satte os på græsset foran graven bagefter. Den er fin og rodet. Tallerkensmækkeren har spredt sig, min mormor har plantet en hvid rose, Anette har plantet en lille blå blomst, og rykket lidt på bamserne. Det lille blå hjerte fra min far holder stadig, men er begyndt at blive lyserødt. 

Jeg blev ked af det igen, da vi sad der foran graven, fordi jeg kom til at tænke på, at han vidste, hvor han skulle bo og have værelse ud fra plantegningen. Jeg tænkte også på den lille krop, der lå/ligger i den lille kiste, men blev mindet om hvor rigtig en beslutning det var, at han blev begravet, så jeg kan tænke på den lille fine krop, som var det sidste, vi så af ham. Det er en hård tanke, men det er et hårdt liv. 

Vi gik omkring stenhuggeren, for at se den lille halv runde sten, som min mor havde fundet, blandt stenrester, og for at vælge tekst og skrifttype. Der skal stå 08.03.14 Noam 15.06.16, ovenpå skal der stå Bachmann Rasmussen. Det kan blive rigtig fint, og det er rart at gøre lidt mere. 

Vi fik en cola af min mor og kørte afsted. Vi endte med at sidde i bilen i 10 minutter på Nørrebro, uden at finde ud af hvad vi ville. Vi endte med at kører hjem og spise rugbrødsmadder. 

Jeg sov lidt, indtil Frank kom hjem. 

Ian kom, og min far kom bagefter. Han synes, jeg ser så trist ud og ville så gerne kunne gøre noget, eller give os noget, så vi kunne blive gladere. 

Efter maden kørte vi til lejligheden, for at forlænge dagen lidt. Min mor skulle besøge Sussie, så vi kørte med hende. Det var begrænset, hvad vi fik lavet af praktiske ting. Vi var der bare. 

Det kan mærkes, at vores liv mangler indhold.  Mangler Noam, mangler liv. Vi kan ikke bare være til. Vi har brug for ting at lave, før vi har det okay. 

Lejligheden er så fin og ved at være så godt som klar, hvilket skræmmer mig lidt, for hvad så nu? Hvorfor skulle vi tage derud, og hvornår skal vi sove der og bo der? 

Jeg skal skrive en side til min vejleder om mine læringsmål inden praktikstart . Jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skal kunne overkomme det, selvom jeg ved, at det bare er at åbne computeren og få det gjort, men jeg har intet overskud og intet initiativ. 

Jeg føler, at jeg er blevet introvert. Jeg har altid været udadvendt og åben, og selvom jeg ikke kan være alene, så kan jeg ikke være social. Jeg foretrækker ikke at skulle tage stilling til noget, og jeg har aldrig haft et problem med at sige, hvad jeg mener. Lige nu kan jeg ikke engang kigge folk i øjnene, samt at mine samtaler oftest bare er gentagelser, eller indøvede fraser for at komme lettest igennem samtalen til den slutter. Jeg lukker mig inde i mig selv overfor folk, jeg kender godt, og frygter at møde nye mennesker, som skal lærer mig at kende, og omvendt.

En trist dag er overstået, hårdt.

14. august 2016

 
 

Planen er, at vi skal i lejligheden. Vi var langsomt oppe og spiste nybagte boller.

Vi fik købt opbevaring til vores skabe, så vores tøj kan komme på plads. Benjamins forældre kom for at hjælpe os. Vi fik ordnet soveværelset. Der kom flere kasser og ting i kælderen og der blev smidt ting ud. Altanen blev klargjort og der kom anlæg og højtalere op, det blev rigtig godt. 

Amalie kom på besøg. Vi satte os i sofaen, og snakkede om hende og Christians planer for fremtiden, bryllup, børn og hus. Der var synkronsvømning i fjernsynet samtidig. 

Jeg kan ikke finde ud af at svare på spørgsmålet; “Hvordan går det?”. Jeg gør et forsøg, hver gang. Jeg har svært ved at kigge på den spørgende og prøver at formulere et tilfredsstillende svar, hvor jeg ikke behøver at forklare for meget bagefter. 

Vi blev i lejligheden, indtil det var spisetid i Søborg.

Aften endte tidligt foran tv'et. Vi er begyndt at se Mr.Robot. Jeg ser stadig Masterchef, når jeg er alene.