12. september 2016

 
kedafdet.png
 

Jeg fylder 24 år i dag. Jeg ønsker ikke at være her som 24-årig. Jeg havde en familie, jeg drømte om at udvide. Alt var gået vores vej, trods dårlige odds. Vi var lykkelige. Det er meget liv på 24 år, og der kan være rigtig meget endnu. 

Vi vågnede en halv time, før uret ringede 06.30 og lå bare sammen. Jeg blev ked af det, fordi jeg savner Noam. Benjamin holdte om mig, og jeg havde en diskussion med mig selv i hovedet. Fordi jeg har lyst til at formulere mig om mig selv, i mit hoved, at fylde 24 år og lige have mistet sin søn, er det værste i mit liv, men jeg lader ikke mig selv sige det, for det værste i mit liv, har været at se Noam dø, og sænke ham i jorden, og bare at have fødselsdag og fylde 24 år er jo ingenting ved siden af.  

Benjamin kørte efter noget morgenmad. Det er ikke sjovt at være centrum på en “glædelig” dag som ens fødselsdag, når man ikke ejer noget glæde. 

Jeg har slettet min fødselsdag fra Facebook.

Vi spiste stille og roligt og så fjernsyn. Kl. kvart i ni fik jeg ide, om at vi skulle tage ind og få bekræftet kønnet og se vores lille baby. Så vi skyndte os ud af døren og kørte til byen. 

Da sygeplejersken scannede min mave, kunne jeg med det samme se en tydelig lille tissemand. Nu venter vi os en dreng. Dreng nr. to (ud af mange). Han fulgte alle målene til perfekt standard. Jeg håber sådan, han kommer til at ligne sin bror men være sig selv. Jeg kunne mærke lidt lykke. 

Jeg hoppede ud af bilen ved rådhuspladsen og købte croissanter med til kontoret. De blev glade for mandags-treat. 

Jeg havde ikke noget at lave i dag. Jeg skulle lave et facebook-post, men teksten var skrevet, så jeg skulle bare trykke “slå op”. Jeg gik kvart i to. Benjamin hentede mig. Vi kørte til Søborg og forberedte fødselsdagsmiddag. Jeg bagte kage. En god og nem æblekage, og så snittede jeg en masse grøntsager til friske forårsruller. 

Min farmor kom uanmeldt for at ønske tillykke. Efter hun var gået kom min far. Jeg fortalte ham, at vi venter os en dreng. Han blev helt rørt, med tåre i øjnene. Han var glad. 

Benjamins forældre og Nanna kom. 

Vi overvejer meget, hvordan vi skal begynde at fortælle om graviditeten. Jeg er ikke helt klar til de lykønskninger og den glæde fra andre, der følger med en graviditet, men jeg kan snart ikke skjule min gravide mave mere. 

Vi har besluttet os for at fortælle Benjamins søskende, Kasper og Nanna, det i morgen, og så kan vi tage den derfra og få det sagt til andre. 

Vi blev i Søborg for at ligge foran TV’et og falde i søvn. 

Jeg savner Noam så meget og er så ked af det, men den ked-af-det-hed jeg startede dagen med, fortsatte heldigvis ikke med ud i dagen.