14. september 2016

 
psyko2.png
 

Jeg tænker meget på om det, når jeg har det “godt”, bare er noget jeg lades som om for en stund, og når jeg er helt ærlig overfor mig selv og ægte kan mærke, hvordan jeg har det, så er jeg ligeglad med alting og gider ingenting. 

Jeg kom ikke afsted igen i dag. Benjamin cyklede afsted for at komme til time kl. 09.00. Jeg lå på sofaen indtil halv 11, hvor jeg cyklede til byen for at møde Benjamin, inden vi skulle til psykologerne. Det var en mentalt hård cykeltur. Jeg tænkte på Noam og på ulykken, og på at folk ikke ved en skid. Det gør mig ked af det. 

Vi sad lidt sammen med Andreas på deres studie. De lavede nogle opgaver. Vi gik ud og spiste lidt frokost. Benjamin havde ønsket sig vandrestøvler og gik i spejdersport for at købe nogle. Vi cyklede til Østerbro men gik en del af vejen langs søerne, fordi vi var i god tid. 

Vi startede hver for sig. Idet jeg sætter mig i stolen og fortæller om mine tanker, og hvordan jeg har det, græder jeg, nærmest fra start til slut. Det er som om, det er der, jeg får lov. Jeg fortalte om vores forfærdelige biograftur og om mine mange tanker om fremtiden. Anne synes, jeg skal skrive et brev til Noam, om hvad jeg gerne ville have oplevet med ham. Jeg synes, det virker som en alt for hård opgave. 

Jeg fortalte hende om planer, jeg har om at male og lave noget kreativt om ulykke. Hun synes det lød som en god ide, men at jeg ikke er klar til at dykke ned i ulykken, og at mit traume skal behandles meget varsomt. Vi snakkede om Benjamins nærvær, om mit behov for hans nærvær og hans planer om en vandretur i Sverige, hvor jeg fandt ud af, at han ikke ønskede at gøre det alene, men han gerne ville have mig med. Jeg vil gerne med ham, hvis vi har udstyret. 

Jeg er altid hårdt ramt efter hvert psykologbesøg, hvilket er ekstremt hårdt. 

Vi tog toget til Jægersborg og handlede ind til risotto. Nanna, Johanne og Svend kom og spiste med. Jeg lavede maden. 

De vil gerne have mig med i biografen d. 25. for at se en hyggelig film, og nu er jeg klar over, at jeg skal gå, hvis jeg føler for meget ubehag. Jeg vil gerne med dem. 

Efter vi havde spist, fik jeg fortalt dem, at vi venter os en lille dreng. De blev meget glade og rørte. 

Vi drak en kop kaffe, Benjamin røg en cigaret på altanen sammen med Svend, mens Johanne og Nanna brugte Benjamins skrivemaskiner til at skrive haiku-digte på.

Vi sagde tak for i aften og satte os tilbage i stuen.

Benjamin nævner hver gang, vi har været sammen med dem hvor gode veninder, jeg har mig i dem. 

Jeg har nogle hårde dage, men Benjamin hjælper mig. Jeg elsker ham. Han er så vigtigt for mig, og han hjælper mig ved bare at være der. Han er den eneste, jeg virkelig har brug for.