26. september 2016

 
kirkegården.png
psyko2.png
 

Vi skulle op og ud af døren, fordi min mor skulle bruge bilen. Hun skulle besøge en veninde. Benjamin kunne ikke helt overskue dagen, men skyndte sig alligevel afsted mod toget for at nå det til tiden. 

Jeg blev i Søborg en times tid sammen med min mor, indtil vi begge skulle ud. Jeg havde heller ikke helt overskuddet til at tage til byen, men trøstede mig selv med, at det trods alt var en planlagt kort dag, fordi vi havde psykologtid.  

Jeg sad i toget på Nordhavn, da Benjamin skrev, at han ikke var på studiet men hos Noam. Jeg spurgte, om han ville have mit selskab og tøvede ikke et sekund med at skippe dagen på kontoret. Jeg stod af på Østerport og gik den hurtigste vej til Noam på kirkegården, hvor Benjamin sad og var ked af det. 

Jeg trøstede ham. Vi snakkede lidt om Noam og om hinanden. Vi skulle have tre en halv time til at gå, for det kunne ikke betale sig at tage til hvert vores eller hjem, før vi skulle til psykologerne. Vi satte os på en cafe ved søen. Vi spiste brunch og sad udenfor. Det var hyggeligt og rart, at kunne få lidt godt ud af en hård start på dagen. Vi gik langs søerne mod Nørrebro, vi holdte en pause på en bænk og gik tilbage mod Østerbro hele vejen hen til psykologerne. Min krop var træt, men vi havde fået tiden til at gå. Trætte og udkørte af morgnene og formiddagens dårlige humør, var det ekstra hårdt at skulle til psykologerne. Det tager særligt meget på humøret og energien. Det er tungt. 

Det var en rolig samtale, vi havde i dag. Vi talte lidt om i dag, i fredags og dagene imellem. Fra næste uge vil Anne arbejde med mig og mine traume billeder i hovedet, så de kan blive mindre invaliderende. Jeg blev ked af bare at tænke på, at jeg skal tænke på, hvad jeg hele tiden ser for mig. Noam er tydeligt i mine tanker ca. hver tredje time. 

Fælles er vi enige om, at vi ikke kunne være nået hertil uden hinanden. Vi elsker hinanden og er begge afhængige af hinanden. Vores bånd er stærkt. 

Vi tog toget til Jægersborg, hvor vi bare slappede af, vi var trætte. Min far ringede og ville gerne spise med os. Benjamin kunne ikke helt overskue det, han ville helst bare blive på sofaen, og foreslog at jeg kunne tage med min far. 

Min far hentede mig, og vi kørte ud for at spise running sushi. Det var hyggeligt. Jeg har besluttet mig for at være så ærlig overfor min far som muligt, for han forstår ikke, hvad der foregår inde i mig eller mellem os. Han bliver ked af det, når jeg siger, at vi er kede af det, når jeg taler om kirkegården, om psykologerne eller vores kommende dreng.  

Efter maden kørte vi hen for at besøge min farfar. Vi købte cigaretter med til ham. Han er skør, men i et muntert humør. Hele plejehjemmet er pyntet med hans malerier, hans værelse er mere et atelier, der er maling overalt, og malerierne står stablet. Han kan ikke nå at fuldfører en sætning, før han slår over i volapyk-fransk. Vi kan ikke lade være med at grine af det. Han trives og er glad, hvilket er det vigtigste. Min far var glad for, at jeg var med, for han kan ikke helt holde manglen på kommunikation ud alene. 

Vi købte en burgermenu med hjem til Benjamin. Jeg og Benjamin så fjernsyn, imens han spiste, og så gik vi tunge og trætte i seng. Det har været en hård følelsesmæssig dag.