28. september 2016

 
vigtigetanker.png
 

Vi stod tidligt op. Jeg kom i bad. Vi kørte til byen. Benjamin skulle møde kl. 9. Der var kø hele vejen, men han nåede det lige præcis. Jeg skulle først møde ind kl. 10, så jeg gik langsomt afsted langs kanalerne gennem indre bys små gader. Jeg gik til den lille bager på …, hvor jeg drak en kop kaffe. Der kom tre uniformeret politimænd ind, for at købe kaffe og morgenbrød. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på dem. Tænk hvis de havde været en del af vores ulykke på kirkegården. Jeg tænker, om jeg mon ville kunne genkende den ene politimand, som kørte mig og Benjamin afsted, hvis jeg så ham. 

Kl. 9.30 gik jeg på kontoret. Der var morgenmøde mellem de andre. Efter to timer var der møde mellem de unge, hvor der blev snakket om, hvad man hver især sad med af opgaver. Jeg fik tildelt lidt forskellige opgaver, heldigvis overskuelige opgaver. Det fik tiden til at gå noget lettere. Jeg var med til frokost i dag. 

Benjamin hentede mig. Vi kørte mod Jægersborg, men ville lave noget før vi bare skulle være hjemme, så vi kørte i Ikea. Vi købte et tæppe til vores kommende hund. Jeg købte en lille plante og nogle bøjler. Vi har aftalt af få ordnet det skæve kammer derhjemme.

Vi ryddede alt ud af kammeret og ind i stuen. Vi fik sat chatollet midlertidigt på plads i rummet og den lille sofa. Vi nåede ikke rigtig videre og lod resten stå i stuen. 

Vi satte os i sofaen, så et afsnit Prison Break og kværnede en pose osterejer. 

Vi kørte til min mor, hvor vi fandt friluftsudstyr frem fra kælderen. Vi slog teltet op. Så er vi lidt mere forberedte på Sverigetur. Bagefter gik vi til Benjamins forældre for at spise aftensmad. Kød og kartofler, selvfølgelig. 

Jeg var klar til at komme hjem, men viste Nanna en nøglering med noget læder, som jeg tænkte var noget for hende. I mens vi kigger på det, sagde Anders, at han har alt i læderværktøj i kælderen. Nanna overtalte ham til at hente det, og det endte med at vi alle sammen sad og lavede nøgleringe og arbejde med læder. Det var rart at lave lidt kreativt. 

Vi blev kørt hjem og så serie på computeren i sengen. 

Jeg talte med Benjamin om, at min dag ikke havde været dårlig, men at jeg kunne mærke, at alt det dårlige lurede lige under overfladen. Ulykken og alle tankerne om Noam, som om jeg havde været i stand til holde det nede og gå igennem dagen distraheret fra alt det værste. Det lykkes mig at komme igennem en dag relativt simpelt, når jeg er beskæftiget og ikke får lov til at synke ned i mit eget sind og min egen tid. Det skræmmer mig, at det er beskæftigelse der skal til, at det dårlige hele tiden lurer. Frygten for at falde sammen fylder hele tiden. Jeg er bange for at tabe dagskampen og ikke kunne finde noget at blive distraheret af.  Jeg bliver ked af, at det kræver så meget at komme igennem én dag, at jeg skal arbejde så hårdt for at distrahere mig selv. Jeg er konstant ked af det og bange, min krop er fuldstændig ødelagt at ked-af-det-hed. Det er virkelig forfærdeligt. 

Jeg er begyndt at være bange for at miste mere liv. Anker i maven er det vigtigste og største for mig. Han er min fremtid. Han er en bedre kommende nutid, men jo gladere jeg bliver for ham, og jo mere jeg glæder mig, desto større bliver frygten for at miste ham. Jeg overlever ikke at miste flere børn. De her tanker har jeg ikke nævnt for Benjamin eller psykologerne endnu.