30. september 2016

 
drøm.png
 

Benjamin har nævnt, at jeg er begyndt at skære tænder om natten, og da jeg var faldet i søvn i går, vækkede han mig og sagde, “Du gjorde det nu”. Jeg kunne godt fornemme det lige der, men jeg har ellers ikke nogen erindring om det.

Jeg drømte noget meget mærkeligt, inden jeg vågnede. Nanna havde et helt hvid klinket værelse i kælderen. På sit værelse havde hun også to meget vrede aber, der bed og rev. Hun havde overtaget dem fra en veninde. De var super ubehagelige og fulgte efter en, ligemeget hvor man gik hen. Vi satte en kasse frem, hvor der begyndte at kravle biller ud af. Det var mig, der skulle bærer den ud af rummet, selvom jeg havde prøvet at slippe for at gøre det. 

Vi passer ikke vores studier i dag. Vi kører på tur. Min mor kom over for at blive kørt til arbejde, så vi kunne overtage bilen. 

Omkring kl. 11 kørte vi afsted mod Sverige. Det var hyggeligt at begynde sådan en tur. Vi hørte Den korte radioavis og handlede i et supermarked, efter vi var nået fint der op af. Vi skulle bare have lidt at drikke til vores frokostsandwich, som vi havde lavet hjemmefra. Vi spiste i bilen. 

Jeg havde været tæt på at blive ked af det hele formiddagen også på turen i bilen. I de stille stunder. Jeg tænker så meget på Noam. Jeg tænker hele tiden på døden, alle mulige dødsscenarier. Jeg ville så gerne have Noam med på sådan en tur her, selvom det havde været benhårdt arbejde. 

Kl. 14 var vi fremme ved den destination, Benjamin havde valgt. Det regnede. Vi sad lidt i bilen. Vi gik lidt omkring for at finde det rette sted at slå telt op. Vi var helt ude på en smal vinge, hvor søen var på begge side. Vi fandt et lidt højt sted i kanten af skovstykket med sø på begge sider. Der var en bålplads i forvejen, og vi besluttede os for, at det skulle være der. Vi gik tilbage efter vores ting i bilen. Det regnede hele tiden lidt. Vi satte telt op ved et lille ophold i regnen. Det regnede igen da teltet stod. Jeg gik i teltet. 

Vejret har ikke slået os ud, endnu, selvom det har været vådt hele dagen kun med små ophold i regnen. Vi har fået lavet os en lille lejer, samlet lidt vådt træ til brænde og undersøgt hele den vinge, vi er på. Man kan gå helt ud til en lille spids og stå ved søens bredder. Vi har ordnet vores ting i teltet, spillet uno og lavet aftensmad på vores trangiasæt. Pasta med pesto. Og overraskende nok fik vi gang i bålet, men det gik ud kl. 19, da der kom endnu en regnbyge, hvor vi hoppede i soveposerne og løste krydsord. Timerne er gået okay i dag. Nu er der en lang nat foran os, og så krydser vi fingre for noget mere tørvejr i morgen. Vi sov kl. 21.30 efter krydsord, kortspil og en omgang ondt i maven fra Benjamins side.