1. oktober 2016

 
ankertanker.png
ullykke.png
 

Vi var først oppe kl. 9.30 efter en meget hård nat. Vi har begge sovet, men vi har været vågne mange gange i løbet af natten. Jeg har ondt i kroppen. Især mit bækken er smertefuldt, men jeg klarer mig selvfølgelig igennem næste nat også. 

Vi stod op til en flot efterårsformiddag. Ret kølig, men med en masse lag tøj, var det helt fint. Vi satte os på vores liggeunderlagsstole og rettet mod søen, lavede vi morgengrød på trangiaen. Det var en helt nede på jorden frisk oplevelse. Vi lytter til fuglene, der bor en spætte i træet over os. Søen var stille, og hvis det ikke var så mega hårdt at sove i telt (på jorden), kunne jeg godt leve med sådanne primitive morgener og en fantastisk udsigt i en længere periode. Når der ikke er nogen af os, der siger noget, er det kun naturen og selvfølgelig menneskeskabte megamaskiner i himlen, vi kan høre.

Vi havde aftalt at bruge tid på at finde noget brænde, fordi vi gerne ville kunne holde gang i vores bål. Alt var vådt og der var kun små pinde og kviste, så vi valgte at køre en tur for at købe noget. Vi fandt en jem og fix, hvor vi købte brænde og nogle kiks. 

Da vi kom tilbage, pakkede vi en pose med frokost og fiskegrej, tog vores stole under armen og gik ud på spidsen af vores vinge. Hvor vi satte os, spiste frokost og fiskede. Vi er begge dårlige til at fiske, så vi vidste godt, at oddsene for at fange noget var meget små. Heldigvis havde vi makrel i tomat på dåse. Vi gav op efter en time uden at fange noget. Selv bare at få snøren langt nok ud var en udfordring, fordi det blæste. Vi gik tilbage til vores lejr, hvor der var vindstille og satte os ved søbredden der, for at give fiskeriet en chance. Vi fangede ikke noget. Vi lavede krydsord, spillede Uno og nød, at der var blevet lidt lunere. 

Jeg ville gerne ud at bade. Vi nåede at smide alt tøjet, og var friske på at komme i, indtil vi mærkede vandet med fødderne. Det var for koldt for os, så vi soppede bare lidt rundt. Vi forberedte aftensmad. Vi skulle lave noget grøntsagssuppe. Vi spillede endnu et spil kort. Vi fik tændt op i bålet, og vi har egentligt været gode til at være positive omkring stilheden, vejret og naturen. Benjamin havde købt blå gulerødder, så vores suppe endte med at ligne en lilla heksegryde med nudler. Det var en mærkelig relativ smagsløgs men meget fin blå omgang mad. Efter vi havde spist, og vi bare sad foran bålet, sagde Benjamin at hans krop var urolig. Den samme uro der havde holdt ham vågen om natten. Han var ked af det. Jeg spurgte om han havde brug for at vi kørte hjem. Han svarede med samme spørgsmål rettet mod mig, “vil du?, hvilket jeg ikke syntes, jeg var i stand til at svare på. Jeg var med for hans skyld. Jeg tager også gerne hjem for hans skyld, men jeg bliver der også klart for hans skyld. 

Jeg spurgte lidt ind til, hvad det er der gør ham ked af det. Det er svært at få ham til at sige, så jeg spurgte med meget specifikke spørgsmål formuleret ud fra mine egne tanker, og hvad der gør mig ked af det. Er det ulykken? Er det tanker om, at vi ikke har ham med på sådan en tur her? Er det tanker om andre ulykkesscenarier for kommende børn eller andre børn? Han sagde, at at det var alle tre ting. Ting jeg selv har gået med og som har fyldt lidt ekstra meget her alene på telttur. Forskellen på os og vores tanker, selvom det er de samme ting de omhandler, er at hos mig, der fylder de hele tiden. Jeg har fundet ud af at kunne lave ting samtidig med, at de fylder, og af og til at abstraherer eller ignorer. Jeg fungerer fysisk på trods af de tanker, mens hos Benjamin kræver sådanne tanker fuldstændig distrahering enten i form af fjernsyn eller telefonen, men ofte kræver det mere. Han har behov for at lave noget helt konkret, at han har en simpel mission, han kan løse, eller noget han kan fikse. Her i Sverige i telt er der stille og kun lidt at tage sig til, så Benjamin har det rigtig svært. 

Jeg fortalte om mine tanker om Anker, der kommer. For at få ham på bedre tanker. Hvordan Anker vil lade os opleve den der helt vilde kærlighed, der opstår, når man møder sit barn, og at han vil være med til at give vores tilværelse mening igen. 

Vi kom frem til, at det nok var bedst, at vi tog hjem. Så vi kunne undgå en trist og urolig aften efterfulgt af en meget hård og lang nat. Mit bækken er så smadret, at jeg ikke har turde tænke på endnu en nat på underlag. Vi pakkede stille og roligt sammen og så kørte vi hjem af. Kun med et enkelt stop på vejen for at købe noget at drikke. 

Jeg faldt i søvn på vejen og havde dårlig samvittighed over at lade Benjamin køre alene. Vi var hjemme kl. 22, fire timer efter vi havde taget beslutningen om at tage hjem.

Vi så et afsnit badehotellet og sov bagefter.