5. oktober 2016

 
psyko2.png
kedafdet.png
ullykke.png
 

Jeg har været vågen i løbet af natten. Jeg vågnede utryg. Havde ubehag og uro i kroppen og var bange for noget uden præcist at vide hvad. 

Benjamin bagte boller til morgenmad. Han ville ikke afsted i dag. 

Jeg tog toget til byen, havde en del, jeg skulle nå, inden jeg kunne tillade mig at gå kl. 12. Jeg fik lavet lidt forskelligt. Noget på facebook, noget med spis mindre kød, vegetar opskrifter og spurgt på rettigheder på nogle billeder. Jeg gik ned til kanalerne, hvor jeg havde en frokostaftale med Alexander H, en studierejseven. Vi spiste en burger. Det var hyggeligt at se ham. Vi spiste og snakkede længe. Bagefter tog jeg bussen til Østerbro for at møde Benjamin ved psykologerne. 

Jeg var nervøs for vores psykolog tid, fordi vi fremover skal arbejde med en terapimetode der hedder EMDR. Vi havde på forhånd fået af vide at ved brug af den metode, skal vi gennemgå alt, hvad vi kan huske fra ulykken. 

Jeg havde været på randen til at tude de sidste to dage, så i det jeg satte mig i sofaen, brød jeg sammen. 

Jeg var ked af at skulle tænke detaljeret på ulykken, for bare tanken om at tænke på ulykken gør mig utilpas og fremprovokerer billeder. Samtidig er jeg skræmt over at tænke på, at jeg er en person med behov for sådan en slags behandling. 

Vi skulle finde min mentale eller fysiske sikkerhedszone, en zone jeg føler mig tilpas og tryg i. Anne sagde, at det var helt forståeligt, hvis jeg heller ikke havde noget sted, jeg nemt kunne sige, at jeg føler mig sikker. 

Vi talte lidt om fortiden i stedet, om hvor jeg normalt har følt mig tilpas. Min seng har altid været mit tilflugtssted. Jeg har altid siddet og skrevet, arbejdet, slappet af og bare været i min seng. Både da jeg boede hjemme, og da jeg boede alene, har min seng fungeret som min sofa og af og til som min spiseplads, der hvor jeg allermindst er det menneske, jeg vil være ud ad til, og samtidig allermest det menneske, jeg inderst inde er. Efter ulykken har jeg også søgt tilflugt i sengen, hos min mor, og nu med Benjamin i vores hjem vil jeg helst ligge med ham i sengen, inden vi sover. Min seng er min sikkerhedszone.  

Jeg fik to små håndtag i hånden som vibrerede på skift i nogle frekvenser. Jeg skulle lukke øjnene og Anne spurgte ind til ulykkes forløbet. 

Det handler om stenen, øjeblikket hvor han dør, hans døde krop, al blodet og den måde jeg kunne vende ham på hovedet på for at tømme hans krop for blod. Jeg har følt det så forkert at vende ham rundt på den måde, nærmest pinlig over at behandle ham sådan. Men det hele var korrekt, alt vi gjorde var helt korrekt. Vi handlede hurtigt og instinktivt. Anne forsikrede mig om, at det var det rette at gøre, for hvis han stadig havde været i live, skulle han ikke kvæles i alt det blod. Det betød rigtig meget at få den del af forløbet afklaret. Det har fyldt rigtig meget. 

Anne bad mig komme videre derfra, men det kunne jeg ikke. Jeg kunne kun komme tilbage til øjeblikket inden, hvor han stadig havde sit liv, og vi havde Noam. Det sidste der skete, var at han i et forsøg holdte hænderne for øjnene, fordi jeg hurtigt skulle ud af hans synsfelt. Det nåede jeg ikke, før  han fjernede hænderne igen. Vi fik øjenkontakt. Jeg lagde mærke til de store blå levende øjne, lige inden jeg aldrig skulle se dem igen. Det gør mig så ked af det. 

Anne syntes, at jeg gjorde det godt. 

Min mor hentede os. Vi kørte til Søborg, gik en tur med Flora og kørte lidt på tur langs vandet. Det gør jeg og Benjamin, når vi skal have tiden til at gå. Vi handlede på vejen hjem. 

Jeg var helt tung og udkørt. Vi spiste sandwiches til aftensmad og så den nye X-men.