13. oktober 2016

 
drøm.png
psyko2.png
 

Jeg vågnede i nat og havde det rigtig ubehageligt i min krop. Jeg havde drømt. 

Jeg drømte, at vi skulle flygte. Flygte fra krig. Vi skulle til Tyskland og den eneste måde, vi kunne komme derhen, var ved at svømme. Jeg var sammen med en hel del mennesker. Vi forberedte os hele dagen til tidevande kom. Der var store bølger. Vi gik i vandet, da det blev mørkt. Vi lå i vandet og blev kastet frem og tilbage mellem store klipper. Flere kom til skade. Der kom en sygeplejer cyklende på vandcykel. Vi skulle gemme os bag klipperne og være stille. Bølgerne bragede omkring os, vi var i vandet hele natten, uden at nå nogen steder. Morgenen efter var vi tilbage på landjorden, hvor vi kom fra. Vi var kun tre tilbage. Solen skinnede. Vi gik sådan lidt rundt, uden at foretage os noget, uden at vide, hvad vi  skulle gøre og hvornår vi skulle svømme igen. Jeg mødte en lille dreng i nattøj. Drengen fortalte mig, at han havde fået besked af sin mor om, at han skulle lægge sig der, og vente til solen stod der, også måtte han rejse sig og gå ind mod fastland, for der ville vente ham et bedre liv. Han fortalte mig, at moren var taget til Tyskland og at hun græd, da hun kørte væk. Det gik op for mig, at hun havde forladt sin dreng, og ville lade nogle andre hente ham, senere på dagen. Jeg fik overtalt de andre til at hjælpe mig med at binde ham fast på min ryg. De rev noget tøj i stykker og fik ham fæstnet. Der gik folk omkring os, der ikke måtte opdage, at vi var der. Vi var nervøse. Jeg valgte at gå i vandet med drengen på ryggen, for at gemme os bag klipperne, indtil det blev mørkt. Der var helt vindstille og mørket havde lagt sig. De andre var ikke kommet i vandet endnu. Jeg besluttede mig for at svømme afsted, selvom det var usikkert alene med en dreng på ryggen. Jeg sagde til drengen, at der ventede ham et bedre liv på den anden side af det her vand, vi skulle bare svømme og være helt stille. 

Jeg måtte stå op for at tisse, mine tanker kredsede lidt om drømmen, men jeg faldt heldigvis hurtigt i søvn, trods ubehag i kroppen. 

Jeg kom op og i bad, vi spiste morgenmad sammen. Det var en planlagt kort dag på kontoret, det hjalp mig til at komme afsted. 

Jeg fik lavet det, jeg skulle og havde tid til at gå ud og købe noget frokost, inden jeg blev hentet af Benjamin. Jeg spiste et pizzaslice og ventede på at blive samlet op. Vi havde aftalt, hvor jeg skulle stå. Vi kørte til psykologerne. 

Siden sidste EMDR session, har jeg virkelig tænkt meget over mine ulykkes-tanker og været opmærksom på, når de var der eller ikke var der. Det føles som om, at ulykken er trådt et lille skridt tilbage, at ulykken ikke er konstant på repeat inde i mit hoved, men det har samtidig bare skabt plads til en masse andre ting. Frygt, angst og Noam, Noam, Noam. 

I dag skulle vi ikke lave EMDR, vi snakkede om alt, hvad der foregår, alle mine tanker. Det meste af det hænger også sammen med Anker. En del af det skal vi have arbejdet med og bearbejdet, inden han kommer, og især også når han er kommet. At vi taler om Anker, der kommer og Noam som er død, i de samme sætninger, gør mig bange for at skulle holde et dødt barn igen.

Jeg kan mærke, at det hjælper at være hos vores psykologer. Vi har fået bekræftet, at vi kan gå hos dem indtil sommer 2017. Det er rart at vide, at vi har god tid med dem, men også skræmmende, at det slutter inden for et år, hvor vi skal være i stand til at klare os selv og ikke have behov for at tale med professionelle mere. 

Vi grædder begge to hos hver vores psykolog. Vi snakker begge to om vores bekymringer på hinandens vegne, til hver vores psykolog. Vi ved, at vi er gode for hinanden, vi er gode til at sige ting til hinanden og så er vi gode til at give hinanden omsorg og plads. Vi er tillidsfulde og overbærende. Det er rigtig rart og trygt at vide, at man har en rigtig god partner ved sin side. 

Vi kørte hjem. Jeg satte en film på og havde lyst til søde sager. Alexander kom til kaffe, han havde taget hinbærsnitter med. Vi sad samlet i stuen. Jeg var lidt trist og træt, sådan er jeg altid efter en psykolog tid. Anders og Anette kom også forbi, så huset var fyldt, imens jeg så film.  

Da de alle var gået, Alexander som den sidste, var klokken blevet mange. Jeg var splittet mellem at lave mad eller købe mad. Vi købte mad. Benjamin gik afsted for at hente pizzaer. Jeg kom rigtig hurtigt til at føle mig alene. Jeg tænkte på Noam. Jeg kiggede på små film af ham og blev rigtig ked af det. Benjamin var heldigvis hurtigt tilbage og trøstede mig. Jeg ville gerne kunne dele et par små film af Noam med Benjamin, men jeg holder dem for mig selv. 

Vi så tv resten af aften, indtil vi lå i vores seng og sov.