20. juni 2016

 
psyko2.png
 

Jeg føler, at jeg glemmer hvordan han var, hans kærlighed og hans sind. Jeg kan mærke tomheden om morgenen, og den fylder meget. Jeg kan også mærke tomheden i løbet af dagen, men pillerne bedøver vores følelser på en måde, så det er til at leve med.

Jeg frygter mere end noget andet at jeg glemmer ham, så de eneste minder jeg har om ham er billeder og små film.

Vi har planlagt Begravelsen sammen med Peter. Vi har hørt om hele forløbet og valgt sange og salmer. Vi skal synge “Du kom med alt, det der var dig” af Hans Engel. Den sang vi også til hans Dåb.

Jeg var stolt af at være mor til Noam. Jeg var stolt af at være ung mor, stolt over alt andet end hvad begrebet “ung mor” har af ladning. Jeg er ked af, at jeg ikke nåede at være med til at ændre opfattelsen af det begreb, og nu er der flere der kommenterer på artikler om ulykken, at vi mistede ham, fordi vi var unge og dumme.

Jeg har så mange tanker. Jeg gør mig så mange tanker. Noget bliver sagt, andet bliver skrevet ned, og meget forsvinder bare i hovedet.

Vi har besøgt Vuggestuen. De tog godt imod os. Semira, Armina og Camilla - Charlotte var på ferie. De var alle meget kede af det. Vi var meget kede af det. Jeg fortalte om ulykken, og de fortalte bare os hvor gode vi var, og hvor dejlig og fantastisk Noam havde været. De var igang med at samle en mindre mappe til Noam, fordi han skulle flytte, så den vil vi modtage senere.

Vi snakkede om Noam og om hans veninde Liva, som han kaldte Viva. Det elskede jeg. Liva havde ikke særlig meget sprog endnu, så hun kunne godt finde på at bide, hvilket gjorde at Noam bed igen. Noam døde med et stort bidmærke på højre overarm fra Liva.

Pædagogerne havde fået psykologhjælp om fredagen, og forældrene havde været gode til at holde deres børn hjemme.

Tænk at det var vores historie, der skulle blive den værste.

Jeg ser frem til at tale med nogle professionelle, som ikke er kede af det på vores vegne, og som ikke skal høre historien af nysgerrighed eller bare fordi, men fordi de skal hjælpe os.

Kl. 13. Vi har været hos psykologerne Anne og Palle for anden gang. Vi taler med dem sammen, det er rart, og vi åbner os op omkring vores tanker og følelser, omkring ulykken og om vores forskellige personligheder.

Vi er nervøse for den stilhed, der kan komme efter på fredag, når der ikke er mere at planlægge, og folk forsvinder tilbage til deres hverdagsliv.

Jeg savner Benjamin, når han er væk for længe.

Jeg venter på at virkeligheden kommer tilbage, og den her fantasi ender.