3. juli 2016

 
 

Vi har sovet længe, stået langsomt op, været i bad og gik så efter morgenbrød. Benjamin og Andreas kørte på tur, og jeg gik på værelset, hvor jeg så TV og sov et par timer.

Benjamin kom retur og ville flytte lidt flere kasser med sin far til lejligheden. Jeg tog med for ikke at ligge i sengen hele dagen. Min mor var i den gamle lejlighed, da vi kom derud. Hun havde fyldt sin bil med flyttekasser. Jeg fulgte med hende. Vi fik sat bøger på reolen og tømte nogle kasser, som Benjamin og Peter kom med.

Jeg ledte efter kassen med alle vores toiletsager, fordi jeg ville finde mine graviditetsstrips. Jeg fandt dem og smuglede dem ned i min taske, men jeg blev for nysgerrig og kunne ikke vente på, at vi var tilbage i Søborg, så jeg gik på toilettet med en test i lommen. Testen havde lige vist positiv, da Benjamin bankede på og hviskende spurgte, om jeg havde fået min menstruation, siden jeg rumsterede derude så længe. Jeg åbnede døren. Vi hviskede om resultatet og aftalte, at jeg skulle tage endnu en test i morgen, og at vi skulle snakke med lægen, for at finde ud af om vores beroligende medicin har nogen skadelig virkning på et foster.

Vi kørte tilbage til Søborg og slappede lidt af, indtil Mille og Sofie kom med mad. De spiste med og alle var samlet. 11 mand til bords.

Jeg kunne ikke lade være med at tage endnu en test. Test nummer to viste hurtigt og tydeligt positiv. Jeg har svært ved at forholde mig til, at det faktisk var lykkedes os, lige inden vi mistede Noam, at blive gravide med ønskebarn nr. to, som så skal komme ud til det her kaos. Jeg prøver at forholde mig til, at en så tidlig graviditet stadig er usikker.

Benjamin ville spille computer og have mit selskab. Jeg ville helst se fjernsyn, men sad alligevel ved ham. Han kom ikke i gang med at spille, for han gik i gang med at tegne indretning til lejligheden. Min mor og Frank kom ind og talte lidt med os inden sengetid. Vi lagde os i sengen, da de gik ind for selv at gå i seng. I dag har jeg sovet flere timer, end jeg har været vågen. Jeg er træt og sur, og jeg er i det her kaos hele tiden.