1. juli 2016

 
psyko2.png
kedafdet.png
 

Jeg har drømt igen i nat. Jeg var i vuggestuen for at se den en sidste gang. Pernille stod ved skabene og fortalte mig i stor glæde, at hun ventede sig. Jeg reagerede ikke på det. Jeg kunne ikke. Bagefter kom Lise hen til mig med en stor rund mave. Hun aede sin mave, imens hun stolt fortalte, at hun ventede pige nummer tre. Jeg gik hen mod Benjamin, som ventede ude foran vuggestuen. Jeg kiggede efter ham ud af døren. Jeg kunne se Benjamin, og jeg synes også, at jeg så Noam.

Vi stod stille op og skulle til psykolog.

Jeg har ømme bryster, hvilket ikke er uvant op til min menstruation, men jeg kom til at tænke tilbage på dengang, jeg fandt ud af, at jeg var gravid med Noam. Jeg var på Roskilde festival. Kun seks måneder inde i mit forhold med Benjamin, da jeg gik to dage over tid, havde ømme bryster og måtte gå til festivalpladsens apotek for at købe en graviditetstest. Det var om onsdagen. Jeg tog testen natten til torsdag. Den var negativ, men jeg var ikke sikker på, at den var taget korrekt. Siddende på hug bag ved teltene og tisset på testen i mørke. Så jeg tog hjem dagen efter med en undskyldning til mine veninder om, at jeg ikke kunne klare flere dage i telt. Jeg testede positiv derhjemme. Benjamin fik det at vide over Skype, fordi han var på flere ugers rejse til Palæstina, og jeg var på vej videre til et sommerferiejob på Bornholm. Vi var for unge, og det var alt for tidligt i vores parforhold, at vi blev forældre til Noam. Det ændrede vores liv, men gik over al forventning. Vi var virkelig gode som familie.

Det er rigtig rart at tale med psykologerne, men også utrolig hårdt. Jeg er følsom og græder, når jeg skal fortælle om Noam, om hvad jeg tænker på, og hvordan jeg har det. Jeg græder sjældent andre steder, så det er som om, der kommer forløsning der. Jeg er træt bagefter.

I dag handlede det om tanker omkring fremtiden, hvad vi har af ønsker og om børn. Jeg læste en af mine drømme op. De siger, at min hjerne arbejder rigtig meget med ulykken og med sorgen. De fortæller os, at vi er gode. De sagde, at vi har et stort ‘forældregen’, og de mener, at vi sagtens vil kunne klare et barn samtidigt med at huske Noam og bearbejde sorgen.

Johanne kom forbi, hun skulle også se lejligheden, så vi kørte til Jægersborg. Jeg synes den er lige smuk hver gang, men den føles ikke så rigtig som før, men det hjælper at se lejligheden og snakke om den og om indretningsideer. Det fjerner mit fokus fra alt det dårlige i et øjeblik.  

Hjemme hos min mor igen. Jeg har set dårligt tv (et program om fiskeri) alene, og jeg sov indtil aftensmaden. Min faster og fætre havde været på besøg, da de gik kom Peter og Andreas. I dag var det Benjamins veninder Nynne og Anne, der kom og lavede mad hjemme hos Benjamins forældre. Køkkenet var proppet. Vi fik chili con carne.

Jeg har været indelukket i dag og gik tilbage på værelset uden at sige farvel.

Jeg talte dage i min cyklus, for mine tanker er blevet ved med at kredse om de ømme bryster. Hvis jeg har talt rigtigt, er jeg gået fem dage over tid, hvilket kan betyde, at der er en baby, eller at min krop er sat fuldstændig i stå. Jeg har nævnt det for Benjamin.