6. juli 2016

 
 

Hver morgen rumsterer jeg rundt og sover dårligt. I dag er det 3 uger siden, at vi mistede Noam. Det har regnet hele natten, og det vil fortsætte i dag.

Jeg kan mærket savnet. Jeg savner så meget. Jeg er ulykkelig. Min krop er så ulykkelig, og mit hoved er sindssygt. Det er så galt, at jeg ikke tør tro på, at der kan komme noget godt ud af det barn, jeg har i maven. Mit hoved tænker meget på det kommende barn, samtidig med det føles som om, at jeg tænker meget lidt på det kommende barn. Bliver det her overhovedet det kommende barn? At ønske noget, er snart opbrugt.

Noam var det mest fantastiske, jeg nogensinde har mødt. Han var klog og havde god humor. Han var lærenem og var nået til den alder, hvor alt blev husket og nævnt næste gang, han mødte det. Noam havde fart på lige fra starten af. Som helt lille, før han kunne kravle, møvede han sig hurtigt frem. Han rokkede mens han stod i planke, med konstante små lyde, indtil han fandt ud af, hvordan han skulle kravle. Han gik sjældent, fordi hans almindelige tempo var i løb. Hans små ben skulle bare afsted. Han løb gennem livet. Han løb altid og smilede, som om han var ude på noget, og allerhelst med en is i hånden. Det var også sådan han døde. Et grin på læben, et løb i benene og en is i hånden. Et fantastisk dejligt barn. Bare et barn.

Vi stod langsomt op, og gik i bad. Planen var at besøge Mark, som skal tatovere os. Vi tog først forbi Lejligheden i Jægersborg og derefter Mark. Jeg fortalte ham ikke, at jeg er gravid. Jeg skal mindes Noam på min krop.

Vi har fået tid hos en psykiater, og jeg har fået tid hos min nye læge d. 1 august.

Min mor snakker om mit kommende besøg hos May-brit. Hun siger, at May-brit kan føle, hvad jeg føler. Gad vide hvordan det føles, det jeg føler, og føler jeg egentligt noget konkret? Vil hun gerne føle hvad jeg føler? Er der nogen der vil det?  

Jeg har taget kontakt til Sofie F., som var underviser på mit gymnasium og i dag er komiker. Hun lavede et opslag på facebook, i forbindelse med Mads Holgers selvmord, hvor hun skrev, at man hellere skal råbe højt, når noget bliver for meget, og så vil hun gerne sætte vand over. Jeg sagde ja tak til kaffe og samtale, men gider jeg overhovedet at snakke med Sofie?

Vi har været på værelset. Benjamin har sovet, og der blev endnu engang leveret hjemmelavet mad til alle i huset. I dag fik vi pulled pork.

Lige meget hvor lidt, eller hvor meget, jeg laver i løbet af dagen, er jeg om aftenen træt af mennesker, selskab og snak. Jeg har igen i aften ikke lyst til at være i selskab med folk. Jeg er træt af smalltalk og små historier.

Der blev lavet sjov ved spisebordet om Benjamins og mine uenigheder. De snakkede om, at vi skulle dele lejligheden op imellem os, så han kan lave “gamer-stue” på den ene side, og jeg en pæn stue på den anden. Jeg kan ikke finde ud af jokes, fordi jeg ikke er i stand til at definere mine følelser overfor mig selv, så når nogen laver sjov, bliver jeg i tvivl om hvad jeg synes, og hvordan jeg skal reagere. Jeg gik derfor på værelset, hvor jeg blev, til jeg gik i seng. Andreas og Alexander var sammen med Benjamin, og de andre var i stuen.