7. juli 2016

 
noam.png
 

Vi skulle ud af døren i dag og til alternativ behandling i Hvidovre, som min mor havde foreslået. 

Min mor siger, at jeg skal sende al min kærlighed ned i maven og holde sorgen til mit hjerte, så babyen ikke bliver tynget af sorg. 

Mit liv er det værste tragiske drama af en film, som ingen nogensinde ville kunne finde på, eller have lyst til at indspille. “Barn dør en tilfældig sommerdag for øjnene af de lykkelige forældre, som drømmer om at udvide familien. De skal have hjælp fra alt og alle til at kunne leve videre. Midt i krisen finder de ud af, at ønsket om et barn mere var blevet opfyldt meget kort før ulykken, og nu skal de igennem sorgen og et ødelagt liv, mens de venter barn nr. 2. følg med og se om den lille familie klare det “

Jeg ankom til May-Brit. Hun startede med at tage en dråbe blod, som hun lagde i sin maskine. Hun begyndte at spørge ind til, hvordan jeg havde det, og hvad jeg følte. Jeg svarede, at jeg var vred på mine omgivelser, ked af det, fyldt af sorg og tom. Hun svang et pendul og sagde, at der måtte være noget andet, der fyldte mere. Jeg var stille. Hvorefter hun sagde “ulykken”. Hun havde ret. Det er den, der fylder allermest lige nu. Jeg skulle forklare hende, hvad jeg ser og oplever omkring ulykken. Hun bankede på mig, mens hun gentog en sætning. Vi talte om tomheden, og hun sagde, at jeg ikke er tom, men at jeg blot ikke har fundet plads til sorgen og Noam endnu. Hun vil hjælpe mig med at gøre plads til Noam i min krop. 

Jeg tænker hele tiden på, om det var fordi, vi var lykkelige, at vi skulle opleve det her, men May-Brit sagde, at det må vi gerne være. Det var ikke derfor, Noam skulle dø.  

Det var en anderledes oplevelse at være hos May-Brit. Jeg har min skepsis over for alternative behandlinger, men hvis det giver mig noget, hvis det har en eller anden form for virkning, så tager jeg imod det. 

Jeg havde en kort pause hjemme, hvorefter vi skulle videre til psykiateren. 

En flink meget rolig, stereotyp psykiater. Jeg synes han var god, fordi det ikke kun handlede om piller og medicin. Han gik ikke ind for, at man bare fik lykkepiller i en ulykkelig situation. Den beroligende medicin og indslumringspillerne, vi tager, er ikke skadelige. Så længe vores forbrug er, som det er, og det ikke bliver forhøjet i den sidste del af min graviditet, så er der ingen fare for misdannelser. Det blev vi glade for at høre.

Han har tilbudt at følge os, hvilket vi har takket ja til. 

Vi kørte fra byen, satte min mor af i Søborg og kørte til Jægersborg for at pakke lidt kasser ud. At have været hos May-Brit og psykiateren, har skabt en enorm ro for mig for lige nu. 

Tilbage i søborg spiste vi rester fra igår, og for første gang siden ulykken var vi kun tre til middag. Min mor var i biffen, og Benjamins familie var taget i sommerhus. 

Peter og Alexander kom efter mad. Jeg gik på værelset og så TV. 

Jeg bliver så frustreret, når jeg bliver spurgt om, hvordan jeg har det. Dag for dag går det bedre, trods op- og nedturen, men når jeg bliver spurgt, bliver jeg sat tilbage, fordi jeg skal finde noget konkret at sige, og som oftest bliver til svaret “okay”. Det er det letteste at sige, og det virker også til at være det letteste at tro på og godtage. Jeg er ikke okay. 

Hvis jeg giver mig selv lov til at se Noam, vil jeg så komme til at kunne se ham?