9. juli 2016

 
flashback.png
 

Vi var kun lige vågnet, da Benjamin læste en sms fra Peter om at han ville komme med morgenmad, hvorefter vi hørte ham træde ind af døren. Jeg var irritabel fra morgenstunden. 

Vi spiste sammen. Jeg havde svært ved samtalerne. Jeg blev irriteret over, jeg ikke måtte holde mine fødder op af Benjamin. Jeg kunne mærke uroen i hele min krop. Efter morgenmaden kørte vi til Jægersborg. 

Anders og Anette hjalp med at lægge tøj på plads og hænge flere ting op. Min mormor kom forbi, hun havde en fin plante med af hendes egne. Min far kom. Han var ked af det. Det var virkede mærkeligt, fordi vi selv arbejde så meget for ikke at være kede af det hele tiden, og vi var allerede blevet bedre til det de seneste tre uger. Vi reagerede mere indeni, end ud af til, som han nu kom og gjorde. Min mor og Frank kom lidt efter, så lejligheden var fyldt af folk. Lidt efter lidt tog de afsted, og vi kørte hjem med Frank som de sidste.

Vi får så mange ting foræret, penge og gaver. Jeg kan mærke, at jeg gerne vil være taknemmelig, og at jeg er taknemmelig, og at folk gør det for at hjælpe os og trøste os. Men det føles samtidigt så ligegyldigt at have alle de lækreste ting. Det føles tomt at sige tak, fordi vi mangler det vigtigste, et liv, som var det vigtigste liv af alle. Men jeg ved godt, at det her hjem og de her ting skal hjælpe os tilbage til et almindeligt liv. 

Da vi kom hjem, lå vi foran TV’et. Benjamin følte sig rastløs og tog en tur i IKEA. Jeg blev liggende og blev ked af det, fordi jeg savner Noam, men hver gang jeg tænker på ham, ser jeg ulykken. Forskellige situationer og fragmenter om og om igen. I dag var det om øjeblikket, hvor jeg med det samme vidste, han var død. Jeg ser hans næsten lukkede øjne, mærker hans knuste hoved og hans slappe og livløse krop. Jeg tænker på hans lille størrelse, og så tænker jeg på den store sten vælte. Jeg bliver så ked af det. Jeg er ked af det, så dybt sådan noget kan sidde i kroppen. Samtidigt med at jeg er frustreret over, at jeg ikke kan savne ham, som jeg ved at jeg gør. 

Jeg havde ikke lyst til at være med til mad, og Benjamin var ikke kommet tilbage til mig efter tur. Han var taget direkte til sine forældre. Jeg havde brug for, at han var kommet tilbage til mig. Vi spiste sammen alligevel, men jeg gik hurtigt retur. 

Camilla ringede og spurgt,e om jeg havde lyst til at se hende og Christian. De inviterede på vin, men jeg er ikke klar til at gå sådan ud endnu. Jeg må se, hvornår jeg er klar til den “virkelige verden”. Jeg kan dårligt nok holde ud at se folk i trygge omgivelser.

Sofie spurgte mig i går, om det var fedt at få børn, hvilket jeg svarede “ja selvfølgelig” til efterfulgt af standarderne, som alle forældre siger. Jeg har tænkt meget videre over, hvad jeg kunne have svaret på netop det spørgsmål. Det bedste ved at få børn er, at alt man giver, får man ubetinget igen. Og hvis man får børn sammen med en, man elsker, er det helt unikt at blive forenet i så stor en kærlighed, som man skal nyde og opleve sammen gennem livet. Det bedste ved at få børn er barnet. Det næstbedste er den, man får det med. 

Jeg savner Noam så meget, men mit hoved tillader ingen gode minder. Jeg kan kun se ulykken om og om igen. Fra forskellige perspektiver med forskellige detaljer. 

Nu kan jeg ikke overskue mere dag.