10. juli 2016

 
advokatogsag.png
 

Vi spiste morgenmad med min mor og Frank, hvorefter vi kørte til Mark på Nørrebro. Han skulle tatovere os. Velvidende at jeg ikke måtte, nu hvor jeg er gravid. Jeg sagde ikke noget til Mark, fordi han ville ikke lade mig gøre det, og jeg havde virkelig meget brug for at få Noams død markeret på min krop. Mark har været så god til at vejlede os i forhold til, hvad vi skulle have lavet. Han ville nemlig ikke lave noget voldsomt mørkt og noget med døden, da vi stadig er så intenst tæt på ulykken. For vi kan nemt komme til at tage nogle forhastede og meget voldsomme følelsesladede beslutninger, som vi måske ikke vil komme til at synes om efter noget tid. Han synes derfor, at Benjamin skal vente med at få tatoveret noget på sine fingre. Han havde tegnet nogle rigtig fine forsalg. En solsikke til mit ene ben og to svaler til mit andet. Han frihånds tegnede resten. Et banner, blomster og datoer. Den blev så smuk, men det var virkelig hårdt at være igang, og jeg skulle overtales til at få streget solsikken op, hvilket jeg var glad for, jeg blev, da det var gjort.  

Vi holdte frokostpause og gik ud for at spise en shawarma, inden det var Benjamins tur. Benjamin fik lavet en meget stor og flot tatovering på overarmen. To svaler, solsikker, solen og Noams navn.  

Imens Benjamin blev tatoveret, vandrede mine tanker. De handlede hovedsageligt om økonomi, fordi det har haft økonomiske konsekvenser for os at miste et barn. Jeg bekymre mig om det, fordi vores liv er bygget om den økonomi. Vi har fået lov til at låne penge på baggrund af den økonomi. Vi har lige købt lejlighed, og det er svært at få til at gå op fra den ene dag til den anden. Det bekymrer mig især, fordi vi er studerende, og vores fremtid afhænger af de studier, og nu står vi her og kan ikke engang være alene og passe på os selv. Vi har fået besked om, at vi har fået for meget udbetalt i SU, efter at have mistet Noam, fordi vi fik forsørgertillægget udbetalt, så det skal vi betale tilbage. Jeg har lavet et regnestykke for at få et overblik. Vores advokat, som har taget vores sag pro bono, hvilket betyder, at hun hjælper os uden at tage betaling, indtil vi skal i en eventuel retssag, har rådet os til at kører en erstatningssag mod Københavns Kommune. Men det er dyrt at gå i retten, minimum 100.000 kr., og fri proces er ikke muligt, da vi har en ualmindelig sag og skal skabe præcedens. 

SU før: 99.768 kr. årligt

SU nu: 85.530 kr. årligt

Difference: 14.238 kr. x 2 (både jeg og Benjamin) 

= - 28.476 kr. om året  

SU-lån nedsat

Børnepenge før: 4.444 kr. 4 x årligt 

Børnepenge nu: 0 kr. 

= - 17.776 kr. om året

Ingen institution mere: + 600 kr. om måneden 

= + 7200 kr. om året 

Husstandsindkomst før: 210.112 kr. 

Husstandsindkomst nu: 132.008 kr.

= - 78.104 kr. om året

At miste et barn på SU påvirker vores økonomi helt vildt. Som studerende tæller alt, og vi får nu 78.108 kr. mindre. Det er mange  penge for et, i forvejen lille års budget.

Vi har ikke selv kontakt med advokaten, og vi har endnu ikke hørt noget om sagen. Vi ved, at hun skulle holde møde med kommunen om erstatning i morgen. Jeg ved bare, at vi virkelig skal tænke over hvilket erstatningskrav, hun skal stille, for det skal være et beløb, vi vil få noget ud af, sådan så vi evt. ikke skulle bekymre os om, at blive forsinkede i vores studieforløb, eller om vores økonomi kan løbe rundt uden studiejobs i en længere periode. Jeg tror, 500.000 kr. ville være det rette beløb. Vores fremtid er en investering værd. Noams liv er uvurderligt.

Kl. 19 kunne ingen af os mere. Vi var ømme og færdige for dagen. Ian hentede os på Nørrebro, og vi kørte om Søborg efter Nanna, som havde lavet vores aftensmad, igen igen. Denne gang var det hendes scoreret. Noget med auberginer med ost i tomatsauce. Anette og Anders havde dessert med.

Vi fik af vide, at mødet med kommunen var udskudt. 

Vi gik i seng.