11. juli 2016

 
loppemarked.png
kedafdet.png
 

Vi har intet lavet det meste af dagen. Sovet længe (og dårligt) til kl. 10.30 Stået op, været i bad og set TV i stuen. Vi har været alene. Min mor har været på arbejde for første gang siden ulykken.

Jeg tænker nogle gange ubehagelige ting uden at kunne sige, hvad jeg specifikt tænker på, men jeg ved altid, hvad de handler om. Jeg tænker virkelig mange ubehagelige tanker i løbet af en dag. På et tidspunkt bliver det vel til en almindelighed. Min hverdag. 

Kl. 14.30 kom vi ud af døren. Jeg havde ikke lyst, men jeg ved, at det er bedst for mig at lave noget. Bare et eller andet. Ellers bliver mit dårlige humør mere markant og trist.

Vi tog i Elgiganten for at få rettet nogle bonner efter hvidevare indkøb. Vi gik i Jysk for at kigge på seng og gennem Ikea, hvor vi kom ud med et skraldestativ. Sådan en tur gjorde ikke noget godt for vores humør. Vi købte en burger, tog om lejligheden og kørte videre på genbrugsshopping, hvor vi fandt lidt fine ting. Jeg sang Noams version af Mester Jakob inde i hovedet, mens jeg gik rundt og kiggede på genbrug. Det gør mig ked af det.

Jeg snappede med Andreas og opdagede en helt fantastisk video, jeg havde sendt til ham, af Noam der kører på en blå plastikmotorcykel og råber “mor”. Den var meget kort, men jeg blev rigtig ked af det. Jeg blev mindet om, hvor fantastisk han var, hvem det er, vi går og savner, og hvem jeg var for få uger siden. Jeg var nogens mor. Jeg var Noams mor, Noam som kunne råbe mor. Vi var hinandens hverdag. Jeg havde heldigvis også sendt den til ham via Messenger. Jeg har gemt alle videoer, jeg har sendt, og jeg har gemt alle videoer, jeg har modtaget fra Benjamin. Da jeg ville vise Benjamin filmen af Noam, græd jeg inden, jeg nåede at vise ham den, og inden jeg nåede at fortælle ham, hvad jeg var ked af. Benjamin blev også ked af det.

Mit barn er forsvundet. Mit arbejde er gjort. Min titel er væk. Min kærlighed er lige stor, men overskygget af sorg. 

Vi har spist Pizza til aftensmad. Kun seks personer samlet i dag. 

Andreas og Katrine har offentliggjort en indsamling, de har arbejdet på siden ulykken. Vi ved ikke helt, hvad vi skal synes om det, for det er grænseoverskridende at være afhængig af andres hjælp og samtidig bede om deres penge, men samtidigt så gør de penge en forskel. De gør, at vi kan kører på ture, og de gør, at vi kan bruge lidt uden at tænke for meget over på hvad. Jeg hader vores økonomi.

Min mor fortalte os, at min yngste fætter, Jonathan var til synstest og skulle svare på, hvad han så på synstavlen. Højt på tavlen så han et hus, men længere nede så han en kiste (lille hus). Han fortalte lægen, at han tegner tegninger, så vi bliver glade igen. Lægen fortalte ham, at vi nok skal blive glade, og at han ikke må tro, at det er hans ansvar. Min mor fortalte også, at han har spurgt hende, hvad der var i kisten. Hun har svarede børnesange, legetøjsdyr, biler og en masse andre fine ting. Jeg synes, det er hårdt at høre, hvordan det påvirker ham og alle andre.