16. juli 2016

 
noam.png
 

Inden jeg vågner, sover jeg ikke helt. Jeg tænker. Jeg tænker meget på Noam. 

Benjamin skulle bruge en ny skjorte, så vi kørte til Lyngby. Han fandt ikke en skjorte, men en kedel fra Le Creuset til vores komfur, som han købte i stedet. Vi kørte til lejligheden bagefter. 

Anette kom med lidt frokost, og efter hun var gået, kom min mor og Frank med resten af vores stueplanter. 

Vi skulle stå for aftensmaden i dag. Jeg havde besluttet, at vi skulle have friske forårsruller. Det var vores første aftenssmåltid i en måned, som blev lavet i huset. 

I Søborg gjorde jeg klar til aftensmad, mens Benjamin og Andreas kørte lidt på tur. Efter maden snakkede vi om Noam. Min mor nævner ofte, at det er vigtigt at vi husker at tale om Noam og tør tale om, at vi har mistet ham. Benjamin var ked af det, mens der blev snakket. Jeg ved endnu ikke, om jeg skal snakke om Noam i nutid eller i datid. Jeg ved, at jeg skifter imellem tiderne, når jeg fortæller om ham, men det er fordi, det virker så voldsomt kun at tale om ham i datid. Han har lige været her. Alle de ting han kunne og alle de oplevelser, vi havde sammen, var så nye og kan ikke allerede være fortid. 

Andreas fremlagde lidt om vores sag og det kommende møde med kommunen. Det er blevet foreslået, at der skal skrives om os og om ulykken i avisen. Vi diskuterede, hvorvidt der skulle et billede med. Benjamin vil ikke blande Noam ind i det, så hvis der skal billede med, skal det kun være af os. Ingen af os er særligt vilde med ideen, men jeg ved at billeder hjælper til den kamp, vi gerne vil vinde. Billeder forstærker følelser og forståelse.

Vi så serie og spiste is.