19. juli 2016

 
 

Kl 09.35 sad vi ved gaten i lufthavnen. Jeg var så træt. Min far havde sagt, at han ville hente os i lufthavnen. 

Vi var begge triste og trætte og uvidende om, hvad der kunne vente os mentalt ved at tage afsted på tur. Vi skulle nu forholde os til “nye” omgivelser og lave noget helt andet, end vi har gjort den seneste måned, hvor vi har boet hos min mor. 

Vi sagde ikke meget til hinanden. Benjamin sukkede mest. 

Flyet var lidt forsinket, men turen til Bornholm er lynhurtig. Man når lige at drikke en kop te i luften, inden man lander. Det er rigtig rart, bortset fra at det er et meget larmede fly. 

Vi ventede på bænken udenfor lufthavnen, indtil min far kom kørende i Buicken sammen med Ian og Eline. Vi nåede kun lige at dreje om hjørnet, da der begyndte at lugte brændt. Vi holdt ind til siden, for at se hvad der var galt, men da vi ikke opdagede nogle fejl, kørte vi videre, hvorefter vi fandt ud af, at det var et fladt dæk, der blev brændt af. Benjamin, Eline og jeg blev sat af, og Ian og min far kørte til Rønne for at pumpe dækket. Vi begyndte at gå langs vejen for ikke at stå stille. Der gik ikke lang tid, før de kom tilbage, men da vi alle sad i bilen, skete det igen. Vi var kun nået to kilometer fra lufthavnen, da vi igen stod på landevejen ved en mark, og 30 minutter senere passerede de andre flypassagerer, som havde ventet på bussen. Vi ringede til Rolf og fik ham til at hente os. Jeg og Benjamin skulle bo hos Rolf og Marlene på deres sommergård. Vi ville ikke bo i Smølfehuset, som vi ellers plejer, for vi er ikke i stand til at bo alene, og vi kan ikke regne med min fars tilstedeværelse i hans hus. 

Marlene havde bagt boller og redt op til os. Vi drak kaffe og snakkede lidt om alting. Marlene foreslog, at vi skulle lave rødgrød af havens bær, så jeg og Benjamin plukke hindbær, ribs og solbær. Luften var fuld af tordenfluer.

Vi har tilbragt eftermiddagen i stuens sofaer. Benjamin har læst lidt og sovet, imens jeg har set TV. Her er fyldt af en hyggelig og langsommelig kedsomhed, men det er bedre end den tomme tristhed, der fylder hjemme hos min mor. Måske fordi vi ikke forbinder stedet med Noam. 

Jeg savner Noam i alt, hvad jeg foretager mig. Hans små hænder skulle have været med til at plukke bær. Han skulle have siddet på mit skød i flyveren og kigget ud på de larmende propeller, spist grillpølser og nydt sommeren med os. Jeg savner alt det gode, men også alt det hårde og besværlige arbejde, der er med et barn. Jeg savner vores hverdag med stædighed, temperament og vredesudbrud i ulvetimen i supermarkedet.

Min far kom med kød til grillen, og Marlene lavede tilbehør. Vi grillede i haven og fik snakket utroligt meget. Normalt på sådan et tidspunkt ville jeg have trukket mig tilbage. Rolf og Marlene er bare nogle gode mennesker - sjove og nemme at være i selskab med. 

Marlene havde tidligere fortalt mig, at min far er meget ked af det, hvilket jeg godt er klar over. Mens de andre ryddede af bordet efter aftensmaden, sad min far og jeg og var kede af det sammen, mens vi talte. Benjamin satte sig ved siden af mig, og det virkede som det rigtige tidspunkt at fortælle min far om graviditeten. Han blev glad. Han sagde, at der igen ville blive noget at leve for. 

Vi rykkede ind og spiste hjemmelavet rødgrød og snakkede hele aften. 

Vi har aftalt, at vi skal på tur i morgen.