25. juli 2016

 
 

Dagbog nr. 2

Skrevet fra d. 25.07.2016
Én måned og én dag efter Noam blev lagt i graven. Skrevet for at huske dagene i en hård tid, i et mareridt. 
For min elskede søn, for mit meget knuste hjerte og for fremtiden. 

Noam 08.03.14 - 15.06.16

25.07.16

Jeg vågnede op med ondt i skulderen, jeg havde sikkert ligget forkert. Vi stod langsomt op og spiste morgenmad med de andre.

Jeg og Benjamin gik ud af døren, da vi var klar. Vi kørte ind til byen, for at blive scannet hos Lille Liv. Vi ventede i venteværelset ca. 20 minutter, sammen med en del andre unge par. Vi kom ind til en smuk ung jordemoder, som spurgte os, om der var en særlig grund til, at vi ville have så tidlig en skanning. Jeg kunne ikke lade være med at græde, mens jeg fortalte hende, at det var fordi vi lige havde begravet vores to-årige søn og at vi derfor havde brug for tryghed i at vide, om alt virker til at være, som det skal. Hun havde ingen yderligere spørgsmål, kun omsorg og god behandling. Hun scannede min mave viste os den lille spunk-formede krop og pegede på den lille hjerne og det lille hjerte som blinkede. 1,4 cm fra hoved til hale. Alt var som det skulle være. Benjamin var ked af det. Han ville gerne have oplevet Noam som storebror. Det ville jeg også. 

Vi fik aftalt at hente Andreas, på vejen, nu hvor vi var i byen med bil, men vi kørte først om en blomsterhandler, fordi Nanna havde fødselsdag. Vi købte et laurbærtræ til hendes køkken. Hos Andreas var jeg oppe for at låne toilet i den lejlighed, hvor han lejede et værelse. Det var første gang jeg så, hvor han boede. Et fint, lille værelse, centralt i København. Beliggenheden er det vigtigste for ham. 

Andreas var sulten, men vi manglede lige en gave nr. 2 til Nanna, som vi fandt i Imerco. Bagefter kørte vi om Mac’en. 

Jeg blev sat af hos min mor. Der var ingen hjemme. Jeg tændte for fjernsynet og faldt i søvn. Jeg vågnede først, da Benjamin og Andreas kom tilbage. De havde været forbi Andreas’ mor og i Elgiganten. 

Jeg gav Ian scanningsbilledet i hånden, da han kom hjem. Han sagde ikke så meget til det. 

Nanna havde inviteret os til fødselsdag i haven hos Erik og Mariann. Nanna grillede spyd. Johanne kom forbi, Anton, Martin og Rebecca var der også. Det var hyggeligt. 

Kl. 22 var jeg klar til at tage hjem. Det var Benjamin også, han havde haft det lidt hårdt. Vi kørte Andreas til sin mor, før vi selv kørte hjem i seng. 

Vi savner Noam.