26. juli 2016

 
 

Jeg vågner ofte med de samme tanker, om at vi har mistet Noam. Jeg gentager inde i hovedet “Han er død, han er død”, “Vi har lige begravet vores to-årige søn”. I dag var ikke anderledes. Det er hårdt. 

Vi spiste morgenmad samlet. Bagefter hentede vi Andreas og kørte i lejligheden. Jeg var i dårligt humør fra starten af. Jeg havde fået diverse dokumenter, kort og billeder med fra hospitalet og begravelsen. Jeg kom dem i hans kasse. Jeg kiggede kun meget lidt på det. Min mor har specifikt bedt mig om at lade være med at læse journalen fra hospitalet. Den lå også i bunken. Jeg havde modtaget afskeds mappen fra vuggestuen. Den indeholdte billeder af Noams dagligdag i vuggestuen. På flere af billederne går de tur på kirkegården. Et af stederne er de på tur på jernstien lige ved siden af ulykkesstedet. Det sted, som jeg ville vise Noam, men som han åbenbart godt kendte til i forvejen. Tænk, hvis ulykken var sket med vuggestuen. Tænk, hvis vi var gået en anden vej den dag… Mappen indeholdt også to malerier, Noam havde lavet. Dateret juni 16. Det var en fin mappe, men det gjorde mig ked af det, hvilket ikke hjalp på mit i forvejen dårlige humør.  Benjamin tilbød at køre mig tilbage til min mor i Søborg, hvilket jeg tog i mod. 

Jeg gik i boghandleren, for at købe en ny notesbog, også spiste jeg lidt frokost med min mor, Ian og Frank. 

Jeg modtog en besked fra Caroline, som arbejder på Gæstgivergården. Hun undskyldte over, at hun ikke havde turde spørge ind til os og til Noam, da vi var på Bornholm. Hun skrev også, at hun gerne ville være der, hvis vi havde brug for at snakke. Det var en fin og flink besked. Jeg må huske at svare. Jeg er dårlig til at svare på beskeder. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Hvilket er irriterende, for jeg har modtaget mange smukke ord og hilsner siden ulykken. 

Min far kom forbi. Han havde nogle af vores møbler med, som skulle til Jægersborg. Vi kørte samme derhen. På vejen fortalte han mig, at ham og Eline var gået fra hinanden. Hun var meget jaloux og det var gået helt galt. De er vist begge kede af det. 

Til aften havde Frank og min mor lavet mad. Kylling, kål og kartofler. Jeg var ikke sulten. 

Efter maden snakkede vi om at rejse. Jeg og Benjamin kunne godt tænke os at køre i det Nordlige USA, men vi har ikke tiden til det i forhold til min graviditet, eller pengene. Så snakkede vi om, at vi skulle rejse over julen for at slippe for traditionerne og alle de ting, der hører med. Selvom vi godt ved, at vi ikke kan slippe for følelserne, men vi ved ikke, hvor vi skal tage hen.