28. juli 2016

 
 

Jeg vågnede tidligere, end jeg plejer. For første gang i meget lang tid, var mine første tanker ikke død og ulykke, men kærlighed mellem mig, Benjamin og den nye baby. Vi var langsomme om at stå op. Vi så bare tv. 

Min mors veninde Charlotte kom på besøg. Det havde jeg ikke overskud til. 

Min underviser Christina skrev, at jeg kunne få hende som vejleder, under mit praktikforløb, for så ville hun hjælpe mig med at gennemfører. Hvilket jeg er rigtig glad for. Vi aftalte, at jeg skal komme forbi hende, så vi kan snakke sammen, inden jeg skal starte i den praktik, som var planlagt før ulykken. 

Natasja kom til kaffe kl. 12. Vi kørte sammen til lejligheden. Det var rart at se hende. Hun hjælper mig med at få styr på studiet. Det giver mig ro, at have orden på tingene, og jeg har brug for at vide, hvad der skal ske. Planen er, at vi skal skrive bachelor sammen. Hun vil hjælpe mig med at blive færdig, og hun mener, at hun nok skal finde et fint job, lige meget karakter. 

Da vi havde sat hende på toget, købte jeg og Benjamin ind til bålmad. Min mor havde ønsket, at vi samledes i Hareskoven og tilberedte aftensmad over bål. 

Jeg og Benjamin masseproducerede små foliepakker til bålet. Nogle med kål og hakket kød, som vi krydrede med diverse krydderier, nogle med kartofler, olie, smør, ost og krydderier og nogle med grøntsager. Vi havde også købt kiks, skumfiduser og pålægschokolade ind til smores, som dessert. Benjamins mor står for snobrødsdej. Det bliver en fuldendt treretters. 

I Hareskoven ved en bålplads et sted, fik vi tændt op og lavet et fint bål, efter at Frank fik hugget sig i fingeren med øksen. Det blødte ikke så meget, men det var meget dybt. Det gik helt ind til knoglen. Jeg fik hedeslag og måtte gå væk imens jeg havde det dårligt. Normalt reagere jeg ikke sådan på skader og blod. Jeg plejer at være den, der hjælper, når der sker skader. Lige nu kan jeg ikke tåle det.

Benjamin var bålmester og madansvarlig. Først spiste vi maden i foliepakkerne, så lavede vi snobrød og til sidst grillede vi skumfiduser. Det var dejlig mad. Primitivt. Det var en hyggelig aften, men jeg kan hele tiden mærke en frygt indeni for, at der sker noget dårligt. Jeg har altid haft en livlig fantasi. Hvis jeg bevægede mig alene, især om natten, i mørke, men nu kan jeg ikke gå 30 meter væk fra et stort samlet selskab,uden at jeg forventer det værste. 

Vi stank af bål, da vi kom hjem. Vi fik overtalt Frank til at ringe til 1813, og han fik tid på skadestuen kl. 03.00. Jeg ville rigtig gerne have delt sådan en aften med Noam. Alle dem han holdt allermest af, var samlet i skoven til aftensmad. Han ville have elsket det. 

Jeg oplever, at jeg får nogle jag igennem kroppen, når jeg har haft fred og ro i kroppen, og jeg kommer tilbage til at tænke på Noam død og på ulykken.