31. juli 2016

 
kedafdet.png
loppemarked.png
 

Jeg har sovet dårligt i løbet af natten og da jeg vågnede, var Benjamin oppe. Det er første gang meget længe.

Helene, min fars tidligere kærestes datter, havde skrevet på instagram, at hun først nu havde set, hvad der var sket, og de kondolerede. 

Min facebook valgte at dele et glædeligt minde fra præcis et år siden; en lille video af Noam, som sidder bag i bilen og bare griner af, at vi kigger på ham, i ren overtræthed, efter at være blevet passet hos min far, imens jeg og Benjamin havde været ude at spise. Det gjorde mig rigtig ked af det, fordi jeg så gerne ville opleve hans gode humør igen. Mit inderste indre længes efter at få ham igen og det er meget svært at forstå, at det aldrig kommer til at gå i opfyldelse.

Benjamin trøstede mig og tilbød mig en beroligende, men jeg ville gerne vente lidt, for det er ikke den slags tanker, jeg tager beroligende imod. 

Vi stod op og fik noget morgenmad. Jeg er ikke særlig vild med de dage, der starter ekstra hårdt ud. 

Vi kørte med Anette og Anders på tur, til et lille loppemarked i Vig. Jeg fandt et rundt plastik spejl, som jeg købte til Silja, da hun havde givet udtryk for, at hun ønskede sig sådan et. Også købte jeg nogle små glasskåle. 

Da vi kom tilbage til sommerhuset, havde Benjamin travlt med at komme mod Søborg. Jeg spurgte ham, hvorfor det skulle gå så hurtigt og han svarede, at det var alt for nemt at komme til at kede sig her. Vi kørte til Jægersborg, jeg sov på vejen. 

Vi fik slæbt skænken op, ordnet den og sat den på plads. Vi skal finde en plads til mit store maleri. 

Vi kørte om Mcdonalds for at få noget frokost. Vi så tv, da vi kom til Søborg. Jeg blev igen ked af det. Jeg er begyndt at mangle Noam endnu mere, synes jeg. 

Josefine D var rejst til Brasilien i praktik før ulykken, og jeg har ikke hørt fra hende før nu, men hun skrev på Messenger, at gaverne jeg havde været med til at købe til Eddie og Red, var blevet taget rigtig godt imod. De var glade. Efterfulgt af en besked, hvori der stod, at hun savnede mig. Jeg synes, at det var en meget mærkelig besked. Der manglede noget, omsorg eller en form for anerkendelse. Jeg kan ikke svare i lige måde, for jeg føler intet for nogle andre end Noam og den ulykke. Jeg har ikke svaret, og det kommer jeg nok heller ikke til. 

Vi hentede sushi halv 18.30. Spiste og så tv. Hilste på Ian, inden vi gik i seng.