1. august 2016

 
psyko2.png
 

Vi skal til lægen i dag. 

Natasja har første dag i praktik i dag. Jeg har taget mig sammen, for at huske at skrive, for at vise min støtte til hende og for at kunne give støtte og ikke kun tage imod. 

Vi kørte til lægen efter en hurtigt morgenmad. Vi ventede først på, at jeg kunne tisse i en kop, og indlevere min urinprøve. Bagefter ventede vi på en af lægerne i lægehuset. Trine, mødte vi. Hun startede nærmest med at slå armene ud og sige tillykke, vi svarede med et lille tak, vi forklarede hende vores situation. Hun blev rørt og overrasket. Hun tog det pænt og tilbød at være min faste læge under hele forløbet, jeg skulle blot nævne det for sekretæren ved tidsbestilling. Hun var flink. Vi blev sendt tilbage i venteværelset for at vente på sygeplejersken kunne tage en blodprøve. Vi var trætte, da vi kom ud. 

Vi kørte til lejligheden i Jægersborg og slæbte bøger op, og satte bøger på plads. Benjamin talte vores bøger på bogreolen og kom frem til 300 stk. 

Vi kørte lidt tidligere til Østerbro for at få noget frokost og en pause, inden vi skulle til psykolog. 

Anne kom ud og tog imod os. Det er svært at komme i gang med at fortælle om det hele, især efter 14 dage, hvor vi ikke har været hos dem. Jeg kan også mærke på Benjamin, at han har svært ved det. Generelt har han svært ved at tale om tingene, og jeg kan nemt høre, når han ikke har lyst, for så vejer han sine ord meget nøje, hans tale tempo bliver langsommere og stemmen dybere. Hos psykologerne tør han hurtigt op. 

Anne siger, at vi skal lytte meget nøje til os selv. Især når det kommer til at stå frem i medierne og i forhold til journalisterne. Vi er ret enige om, at det ikke skal  være en personlig artikel og vores navne ikke skal nævnes. Jeg bliver mere og mere i tvivl om foto. 

Efter psykologerne kørte vi til Søborg. Begge i dårligt og trist humør. Da vi havde parkeret bilen, synes vi, at der var alt for mange timer til, at vi skulle have aftensmad og til at vi kunne gå i seng, så vi kørte med det samme videre på tur. Vi kørte til Lyngby. 

Benjamin købte et par nye bukser og vi gik en tur gennem Søstrene Grene.  

Hjemme i Søborg havde Benjamin behov for at spille lidt computer. Jeg så tv og skrev. 

* Min terminsdato blev regnet ud til at være d. 8 marts 2017. På Noams fødselsdag, 3 år.