3. august 2016

 
kedafdet.png
advokatogsag.png
 

Jeg vågnede kl. 8, og fejlinformerede Benjamin om at kokken. var 9. Vi kom op og i bad. Spiste morgenmad. 

Det var aftalt, at Andreas skulle komme kl. 11, fordi der ville komme journalister og fotografer kl. 12.30, så vi kunne nå at forberede os lidt sammen, men Andreas kom først kl. 12. Jeg er sur og presset. Jeg er rigtig irriteret over alle de her situationer; at vi er i denne her situation, at vi skal tale med journalister, at vi har behov for, at andre håndtere vores ting, fordi vi ikke kan håndtere en skid selv, og at andre så håndtere vores ting og styrer det helt udenom os, som om vi var børn,, og at det så ikke går som planlagt. 

Jeg var i dårligt humør og undveg alle, indtil journalisterne kom. De kom tre unge mennesker fra Berlingske. To journalister og en fotograf. De var meget flinke og fik guidet os igennem deres plan. Vi satte os omkring bordet og de fik stillet en masse spørgsmål, som jeg og Benjamin hjalp hinanden med at svare på, med enkelte inputs fra de andre; Andreas, Frank og min mor. Jeg var ked af det under interviewet, men de var meget rolige og forstående. Efter interviewet stillede de mig og Benjamin op til et foto i min mors stue ud mod haven. Det var super akavet og jeg har på ingen måde lyst til at blive portrætteret, sådan som jeg har det og sådan som jeg føler mig. 

Vi gik op for at blande slik og endte tilbage i sofaen, hvor der blev indledt en diskussion omkring skam, vanære, tro og religion. Det var for kompliceret og for voldsomt for mit tempo, men jeg var heldigvis enig med Benjamin og vi var meget uenige med Andreas. Der er meget få ting i dagens Danmark, der er skamfuldt. Selvom der er rigtig mange, der føler skam, men derfor er det ekstremt vigtigt, at man ikke udskammer nogen, for at gøre eller være anderledes. Det hele handlede om den svenske prinsesse, som tror på noget overnaturligt, og gør brug af nogle alternative metoder. Andreas mente, at hun bragte skam over sin familie, ved at have den tro og gøre de ting. Det mener jeg (og Benjamin) ikke, at hun gør og at udtrykket “bringe skam over” er fuldstændig forkert at bruge. Diskussionen gik meget længere, men jeg kunne ikke håndtere det, eller følge med. 

Anette, Peter, Fe og Falke kom forbi, de brød ind i diskussionen. Jeg havde intet overskud tilbage, så jeg forsvandt hurtigt ovenpå og lagde mig foran tv’et. 

Mit humør er elendigt og tungt. 

Jeg er træt af, og ved at gå til ovre, at være ked af det, og af at savn skal være en del af min hverdag. Jeg ved intet om, hvad jeg har lyst til. Jeg ved kun, at jeg kan overskue meget lidt og de eneste følelser, jeg har, er dårlige, hårde, negative og triste. 

For altid er meget lang tid. 

Der blev lavet dejlig mad. Skinke, med flødekartofler og tilbehør. Min far kom for at spise med. Så vi var 7 til bords, primært min familie, efter et par dage med Benjamins. 

Benjamin kørte Andreas hjem, men kom hjem ked af det. Jeg fandt ham på værelset. Han havde fået nok for i dag. Han fik lov at være alene, imens jeg gik i stuen og så et tv program om Brasilien. Det var fint.