4. august 2016

 
 

Vi skulle op og ud af døren, fordi vores spisebord fra Loppebiksen ville blive leveret i Jægersborg. De kom halv ni. Vi fik slæbt det op og set det med udtræksplade og uden. Det er pænt.

På vej tilbage købte vi brød. Min mor og Frank skulle til psykolog. Lige inden de kørte, fik vi nævnt, at vi ikke kan overskue planen om at tage til Bornholm, men min mor fik sagt, at vi burde overskue det, især fordi vi har planer om at overskue vores studier i slutningen af måneden. Så vi fik pakket færdigt og kørte afsted. 

Jeg sov lidt på vejen. Jeg måtte gerne for Benjamin. Vi kørte om supermarked i Ystad. Jeg købte snacks, som jeg kværnede på færgen. Færgen var 20 min forsinket, fordi der skulle boardes helt vildt mange motorcykler, sådan nogle kæmpe gammelmands-hondaer. Der er nok træf. 

Vi så første afsnit af Fargos, og vi kommer ikke til at se mere. Det var for voldsomt. Men det gjorde noget fint for rejsetiden, at vi havde noget at se. 

Vi ankom til en stille Gæstgivergård. De fleste var ude for at klatre. Der sad nogle få i stuen og holdt kaffepause,  Malene var i stuen. Vi aftalte efter en lang snak, at vi skulle gå en lille tur. Malene havde fundet en lille skjult stenstrand, så vi gik bare os tre afsted. Ned om vandet forbi Tanken, til en lille stenstrand. Vi sad der længe. Jeg rodede efter småsten og slebet glas. Malene og Benjamin snakkede mest. 

Vi gik tilbage og satte os ved et bord i haven, og der sad vi resten af dagen og resten af aften. Vi spiste lækker buffet og hørte Aura spille. Hun var fin. 

Vi fortalte Malene om graviditeten. Fordi hun serverede øl og vin, og fordi vi bruger rigtig meget tid med hende. 

Der gik hele tiden folk til og fra vores bord. På et tidspunkt, sent på aften, faldt jeg i snak med Jesper Heick. Vi snakkede lidt om sommerhus, hvor vi holder til, når vi er på Bornholm. Også kunne jeg ikke lade være med at fortælle ham om vores situation, nu hvor jeg sad der og følte mig helt flad og grå. Det føltes rigtig, og han tog det pænt. Vi fik snakket om lidt forskelligt også om hans ulykke. Han havde en sød søn med, Storm. Han trommede på alt. 

Vi blev på et tidspunkt afbrudt af Mia, Mikkel, Nynne, Stig, Margot og Johnny. De var også på ferie og havde spist på Posthuset. De var berusede og hilste en efter en, men talte alle sammen om, at de lige havde hilst på min far, og at de havde været ved Opalsøen, og at Aura havde haft meget lidt tøj på til lydprøven, hvilket de havde set på Instagram. Det var mærkeligt at hilse på dem her, midt i det hele, midt i vores, og vi havde ikke hørt fra dem siden begravelsen. 

Vi takkede af til Jesper og gik på vores Cuba-værelse. Mit humør har været okay stabilt, jeg er bare meget træt.