5. august 2016

 
 

Jeg vågnede før Benjamin. Vi stod op og fik lækker morgenmad fra morgenbuffeten. Jeg havde rigtig mange ubesvarede beskeder, som jeg tog mig sammen til at svare på. Det var meget rart.

Vi lagde os tilbage på værelset, klar til dagen. Jeg faldt i søvn, og blev vækket af Malene, der bankede på for at høre, om vi var klar til at gå tur. Hun havde samlet et helt hold, der ville med. 

Vi blev alle sammen kørt til Sandvig strand, hvor vores tur startede. Mercedes og hendes kæreste Aske, Stella og hendes veninde, Rasmus og Laurids fra baren, Martin (Henriks bror) og hans to børn, Malene, Benjamin og mig. 

Vi gik stille og roligt op og omkring Hammerknuden og holdt små pauser undervejs. 

Martins børn klatrede og udforskede alt, hvilket er det helt rigtige, men jeg tænkte flere gange på den redningsaktion, der skulle til for at redde en, der slog hovedet på stenene. Jeg ved hvilken panik, der spreder sig. Jeg sagde til Benjamin, at jeg ikke er sikker på, at jeg kan lade vores kommende barn klatre på den måde. Han svarede, at det var vi nødt til, og han har ret. 

Under en af pauserne talte mig og Benjamin om, at vi tror på, at vi godt kan holde sammen, især fordi vi ikke ville kunne finde en ny partner, der ville forstå vores tab. Vi er dog enige om, at det ikke skal være grunden til, at vi holder sammen, men vi tror på vores chancer er fine. Vi vil giftes. Det er en start på at knytte vores bånd, stærkere. 

Vi gik 2,5 timer og endte i Hammerhavn. Malene gav sandwich. Bagefter gik vi til Opalsøen, hvor et par stykker hoppede i vandet. Bagefter gik turen mod Gæsten igen. 

Godt udkørte gik jeg og Benjamin i bad og ind i seng, for at slappe af inden aftensmaden. 

Vi spiste med Familien Gæstgivergård og hørte dagens musik. I dag var det noget Rap, Alagami, med sin søn. De var dygtige og underholdende. Vi snakkede lidt med Malene og Rasmus. Vi gik rundt og så boligen, der ligger ved deres Røde Plads, snakkede om morgendagens banko med Rasmus Botoft  og mulige præmier. Vi finder præmier til banko i morgen.  

Dagen er gået fint, men jeg tænker hele tiden på Noam. Jeg ville ønske, jeg kunne se ham vokse op, eller bare at han kunne få lov at vokse op og lære livet at kende. Jeg ville opgive alt for, at det kunne lykkes. Alt man siger har betydning, ville jeg opgive. Jeg ville give mit liv for hans. Det er sådan en tanke, der kommer til, når jeg ser andre børn i alle aldre udfolde sig og hygge sig.

Det fungere fint at være ude. Bedre end sidst, indtil videre. Vi bliver taget godt af , og vi er beskæftiget med simple ting. 

Vi stod lidt i baren og ved siden af stod Rasmus Botoft og talte med en ung mand, som var hans lokale bager fra Vesterbro. Det viste sig at være min behandler May-Britts søn. Det er lidt sjovt og tilfældigt med sådan nogle sammenfald.