6. august 2016

 
 

Nogle gange føles det som om, at folk kan se på mig, at der er noget helt galt, også de gange, hvor jeg ikke er trist. Det er der, jeg lægger mærke til, at folk kigger. Det er nok mere ønsketænkning, end realiteten, men så igen. Det kan jo være, at der er flere, der kender vores historie, end vi lige regner med, og folk snakker i krogene og derfor kigger de. Sådan havde jeg det til morgenmaden. 

Guitaristen fra i går er en dobbeltgænger af en bekendt fra min gymnasietid, der hedder Hans. 

Vi vil køre til Rønne og handle lidt og så skal vi  aflevere nogle motorcykel-stumper for min far. 

Vi kørte til Rønne for at købe bordtennisbolde til at skrive de manglende tal på, så bankospillet var helt til i aften. Jeg og Benjamin købte en stor flot blå keramik lampe i Michael Andersens forretning. Nu mangler vi bare en skærm, ligesom til alle de andre lamper.  

Vi kørte mod Gudhjem, for at aflevere motorcykel-stumper til Jens, men på vejen opdagede vi, at der var loppemarked på Årsballe Stadion, så der drejede vi ind. Jeg fandt lidt småting og en retro lampe. Benjamin købte en lille skrivepult til pladespilleren, et ur og en bog. Det var ikke et fantastisk marked og folk er uhøflige og irriterende, men det var fint at bruge tiden. 

Vi kørte om Gudhjem til Sandvig, hvor vi delte lidt mad, drak en smoothie og en kaffe. Da vi kom tilbage til Gæsten, ordnede vi numre til banko og spiste frokost med de andre. 

Vi lagde os ind for at slappe af og finde overskud til aften. 

Jeg talte i telefon med min mor i dag. Hun sagde, at mine små fætre snakker meget om Noam og husker ham ved at gøre brug af Noams sprog. Så derhjemme beder de om “gourt”, når de skal have morgenmad (yoghurt). Hun sagde, at hun havde lært dem lidt flere udtryk, da de havde været på tur sammen. 

De havde også spurgt, om det nu var helt sikkert, at de gerne måtte låne Noams legetøj, da de havde været i sommerhuset. De snakker meget om ham sammen, men tør ikke med os, det samme gælder min faster. 

Der er en sæson 6 af Downton Abby, så vi har lidt serie at se igen. Vi kom kun lige i gang, da Benjamin, skulle tjekke noget på min telefon og blev ked af at se  baggrundsbilledet af Noam, siddende på armlænet, foran fjernsynet, få dage før han døde. Vi græd begge to. Ved at leve lidt uden for den vanlige bobbel, skyder vi sorgen lidt til side, og derfor rammer det os hårdere, når der så bliver stille og vores hoveder bliver stille. Vi fik snakket og krammet. 

Vi så afsnittet færdigt stille og roligt, hvorefter vi gik ud til mad. Vi spiste lækker grillbuffet, for sidste gang i år, og købte bankoplader. Rasmus Botoft gik på i smoking, og var virkelig underholdende. Han er meget humoristisk, og lynhurtig til at formulere sig ud fra situationer og folks små genkendeligheder. 

Jeg fik Banko på række nr. to. Der var sat to barnehøjstole på højkant, og jeg havde ikke lyst til at sige banko i den store menneskemængde, men det blev sagt med lidt  hjælp fra Malene, hun gik med mig til scenen. Jeg fik stille frabedt mig at få stolene udleveret, og tog så i mod, alt muligt mærkeligt. Et slidt havebord, peberrod på bøtte, en ukrudtsbrænder, merchandise fra bornholmerfærgen, slik og frugt. 

Det var en kold aften, og jeg kunne mærke i kroppen, at jeg var trist, men havde alligevel kunnet grine og hygge mig med Benjamin til Banko-aften. Det har været rart nok. 

Vi var trætte og kunne ikke finde ud af, hvordan vi skulle være sociale med de andre. Vi blev enige om, at vi ikke ville komme til at føle, at vi var gået glip af noget og fortryde at vi ikke var med, ved at gå ind, så vi gik på værelset.