15. august 2016

 
kirkegården.png
kedafdet.png
 

Mandag. Én uge til jeg starter i praktik og to måneder siden ulykken, meget uoverskueligt. 

Vi er ekstremt langsomme til at komme op, igang og ud af døren. 

Vi tog på kirkegården. Jeg ville gerne besøge Noams grav og jeg ville gerne tage stilling til gravstenen. 

Da vi ankom til graven begyndte vi begge to at græde. Vi stod bare lidt  i stilhed. Vi satte os på græsset foran graven bagefter. Den er fin og rodet. Tallerkensmækkeren har spredt sig, min mormor har plantet en hvid rose, Anette har plantet en lille blå blomst, og rykket lidt på bamserne. Det lille blå hjerte fra min far holder stadig, men er begyndt at blive lyserødt. 

Jeg blev ked af det igen, da vi sad der foran graven, fordi jeg kom til at tænke på, at han vidste, hvor han skulle bo og have værelse ud fra plantegningen. Jeg tænkte også på den lille krop, der lå/ligger i den lille kiste, men blev mindet om hvor rigtig en beslutning det var, at han blev begravet, så jeg kan tænke på den lille fine krop, som var det sidste, vi så af ham. Det er en hård tanke, men det er et hårdt liv. 

Vi gik omkring stenhuggeren, for at se den lille halv runde sten, som min mor havde fundet, blandt stenrester, og for at vælge tekst og skrifttype. Der skal stå 08.03.14 Noam 15.06.16, ovenpå skal der stå Bachmann Rasmussen. Det kan blive rigtig fint, og det er rart at gøre lidt mere. 

Vi fik en cola af min mor og kørte afsted. Vi endte med at sidde i bilen i 10 minutter på Nørrebro, uden at finde ud af hvad vi ville. Vi endte med at kører hjem og spise rugbrødsmadder. 

Jeg sov lidt, indtil Frank kom hjem. 

Ian kom, og min far kom bagefter. Han synes, jeg ser så trist ud og ville så gerne kunne gøre noget, eller give os noget, så vi kunne blive gladere. 

Efter maden kørte vi til lejligheden, for at forlænge dagen lidt. Min mor skulle besøge Sussie, så vi kørte med hende. Det var begrænset, hvad vi fik lavet af praktiske ting. Vi var der bare. 

Det kan mærkes, at vores liv mangler indhold.  Mangler Noam, mangler liv. Vi kan ikke bare være til. Vi har brug for ting at lave, før vi har det okay. 

Lejligheden er så fin og ved at være så godt som klar, hvilket skræmmer mig lidt, for hvad så nu? Hvorfor skulle vi tage derud, og hvornår skal vi sove der og bo der? 

Jeg skal skrive en side til min vejleder om mine læringsmål inden praktikstart . Jeg kan slet ikke se, hvordan jeg skal kunne overkomme det, selvom jeg ved, at det bare er at åbne computeren og få det gjort, men jeg har intet overskud og intet initiativ. 

Jeg føler, at jeg er blevet introvert. Jeg har altid været udadvendt og åben, og selvom jeg ikke kan være alene, så kan jeg ikke være social. Jeg foretrækker ikke at skulle tage stilling til noget, og jeg har aldrig haft et problem med at sige, hvad jeg mener. Lige nu kan jeg ikke engang kigge folk i øjnene, samt at mine samtaler oftest bare er gentagelser, eller indøvede fraser for at komme lettest igennem samtalen til den slutter. Jeg lukker mig inde i mig selv overfor folk, jeg kender godt, og frygter at møde nye mennesker, som skal lærer mig at kende, og omvendt.

En trist dag er overstået, hårdt.