12. august 2016

 
psyko2.png
 

Psykolog tid var det første, vi skulle nå. HP var rejst, min mor havde taget fri for at kører ham afsted og så kunne hun se nogle veninder. Vi kørte i kassevognen i dag til Østerbro. 

Vi snakkede med psykologerne om, hvor kede af det vi var blevet over de konkrete informationer, der var i artiklen og om den kommende artikel, vi var blevet interviewet til. 

Vi skulle udfylde et spørgeskema med krydser ud fra forskellige spørgsmål. Vi kunne svare “lidt, en del, meget”. Svarene skal de bruge til det videre forløb, for at finde ud af. på hvilke områder de skal arbejde med os. Vi aftalte. at de næste par gange er halvanden times sessioner, hvor vi vil starte hos hver vores psykolog og samles den sidste halve time til fælles session. 

Vi skulle være tilbage i Søborg kl. 12, for der ville Andreas og William være hos os, men de var begge forsinket, så vi gik ud for at handle lidt ind til frokost. 

Under frokosten diskuterede vi formalia til den kommende artikel, om vores navne skulle indgå eller ej. Vi ville helst være foruden, for det skal ikke handle om os, det skal handle om manglen på hjælp. Vi læste det, som de gerne ville citere os for. Jeg blev ked af det, men mest fordi det skildrede den hårde sandhed. Vi talte om de to artikler om gravstenen og kommunens side af sagen. Vi blev bedt om at give samtykke til, at kommunen gerne måtte komme med kritik og svare tilbage på den artikel, vi lige var blevet interviewet til. Det gjorde os fortvivlede og kede af det, for hvad kan vi to, unge mennesker stille op imod en stor institution, som ikke vil tage ansvar. De kan nemt lægge sagen fra sig igen, også efter de bliver personlige, men vi kommer aldrig til at kunne lægge den her sag fra os. Vi må gøre, hvad vi kan. Det er os der står med sandheden. Vi går med sandheden. 

Vi gav samtykke til, at de gerne må svare igen, primært på det, der drejer sig om den hjælp, de tilbød, men ikke gav, og jeg og Benjamin må leve med, at vores navne er en del af det hele. Vi får lov at gennemlæse det færdige resultat. 

Andreas tog afsted, og Benjamin og William gik mod lejligheden. 

Vi har fået recept på vores beroligende, så jeg gik en tur  på apoteket med Flora, bare for at lave noget. 

Frank og Jonas var kommet hjem, da jeg kom tilbage. Frank var gået i gang med at endevende huset med rengøring, så jeg gik hurtigt op og holdte mig på værelset. Jeg tegnede lidt og så det amerikanske Masterchef, indtil Benjamin kom tilbage.  

Jonas lavede lasagne, vi spiste og gik på værelset igen. 

Jeg så videre på Masterchef mens Benjamin spillede computer. 

Vi har fået af vide, at artiklen endnu er udskudt. Det er rigtig irriterende, at forholdene ændre sig hele tiden, for vi bruger meget lang tid på at forberede os på, at der sker noget og hvad der skal ske. 

Akavede åbne munde trigger mine tanker om Noams døde krop, for hans mund kunne ikke lukke. Jeg var tæt på at blive hylet ud af den, pga. sådan en tanke i dag, men fik fjernet mit blik og ændret fokus.