9. august 2016

 
psyko2.png
 

Jeg var i lidt dårligt humør fra morgenstunden. Efter morgenmad, tv og bad, kørte vi til psykologerne. Begge psykologer var der i dag, og det fungerer ret godt, når de er to. 

Vi snakkede om vores planer om at rejse over julen. De synes, det er en rigtig gode idé, også synes de, at vi er rigtig gode til at finde ud af, hvad vi har brug for og handle på det, for at få det bedre. Såsom at rejse, skemaplanlægning og at kunne sige til og fra. 

Vi har aftalt, at vi skal komme der en to gange om ugen, én gang sammen og én gang hver for sig. Jeg synes, det er skræmmende, at skulle derind alene, fordi jeg bliver så ked af det og fordi det optager hele dagen at have været så ked af det. 

Andreas mødte os kl. 14 på Østerbro efter psykologerne . Vi kørte ud for at spise en pizza slice. Bagefter kørte vi til lejligheden.  

Benjamin fiksede lidt småting i lejligheden. Jeg fik lagt meget lidt tøj på plads. Clara kom forbi. Hun skal til Budapest i morgen og havde hele op pakningen med sig. 

Benjamins ven, Johan og han kæreste Birgit kom forbi. De står på  venteliste til vores lejligheder, og skulle se på en lejlighed til åbenthuskl. 17 . 3 værelser, 95 m2, en meget hyggelig lejlighed. De virkede positive. Nu må vi se, om de gider at bo herude.

Vi kørte til Søborg for at spise aftensmad, Vi fik min mors spaghetti og kødsovs igen i dag. Jeg savner lidt Benjamins.

Amalie har spurgt, om vi skal ses på søndag, hvilket jeg gerne vil. Jeg er stadig glad på deres vegne, men samtidig er det meget anonyme følelser, jeg ellers har over for deres lykke. Det er nogle andre følelser, jeg har omkring børn eller graviditeter. Jeg er misundelig, når nogle offentliggøre en graviditet. Normalt ville jeg være glad på andres vegne, men jeg kan ikke lide, at de andre kan mærke den lykke børn bringer, efter vi mærker det, der kommer af at miste børn. 

Her til aften er jeg meget træt og ked af det i kroppen. 

Min mor satte sig sammen med mig, Ian og HP og sagde, at hun ønsker, at vi bliver ved med at være åbne overfor hinanden, som vi altid har været, og at vi vil fortsætte med at sige til, hvis der er noget i vejen, så vi ikke ender indelukkede og uforløste. 

Jeg snakkede lidt med min mor bagefter om graviditeten. Om hvor længe vi kan lade være med at sige noget. Jeg har ikke lyst til at fortælle folk det. Vi snakkede også lidt om Noam, og om at Benjamin snakker om, at der skal det mere til før, at vi går fra hinanden, fordi vi ikke kan møde nogen, der kan dele Noam, ulykken eller sorgen med os, som vi kan med hinanden. 

På Facebook var der lagt et billede op af en stor gravid mave, fra en jeg gik i gymnasiet med. Hun regner med at føde sidst på ugen. Hun havde skrevet en lang tekst til billedet, og jeg kunne kun tænkte tarveligt. “Vi skal hygge med vores eget menneske resten af livet…” Jeg er fuldstændig pessimist eller realist om man vil, i sådan en situation. Hun ved ikke en skid. Hun har ikke engang født endnu. 

Jeg bliver irriteret over mine tanker, og jeg bliver irriteret over, at sådan noget irritere mig, men det må jeg på en måde lærer at leve med, eller vokse fra på et tidspunkt. 

En ting er sikkert, der er intet, der vare for evigt. 

Jeg gik tidligt på værelset og blev der.