16. august 2016

 
 

Nogle dage vågner jeg op tung og trist, som i dag, andre dage lidt lettere. Det er ret vilkårligt. Jeg hader de tunge morgener, men at dagen starter sådan betyder ikke, at den ikke kan blive fin alligevel. 

Vi skulle tidligt til lejligheden, fordi en elektriker skulle forny vores el-skab og tilføje en ny fase, så vores køkken kan få en stikkontakt mere, så vi ikke behøver, at stå i døren med kaffekværnen, eller piskeriset. Vi kedede os lidt, men prøvede bare at slappe af i stuen. Da strømmen kom igen, så jeg fjernsyn, imens Benjamin tog en lur i sengen. 

Klokken 13. kom Andreas L. Vi drak en kop kaffe og snakkede bare lidt. Det var hyggeligt, og jeg kan så godt lide ham.

Vi snakkede lidt om praktikstart, og han spurgte ind til, hvorfor jeg ikke bare kunne udsætte hele studiet. Det var svært at svare helt ærligt på “hvorfor”, og jeg ville ikke lyve, for det handler om, at jeg gerne vil være færdig, fordi jeg ikke tror, jeg kommer til at afslutte, hvis jeg først sætter det i bero, fordi jeg har fundet mig et praktiksted, og fordi min veninde Natasja har tilbudt at skrive bachelor med mig. Men det handler også om, at jeg gerne vil nå det inden baby og barsel. Men det sagde jeg ikke. 

Benjamin kørte mig til min mor på Østerbro, vi kørte videre til May-Britt 

Hos May-Britt handlede det i dag om min ugidelighed, og mine tanker om praktikstart, som jeg synes virker meget skræmmende og uoverskueligt. Jeg synes, det var den bedste session jeg har haft med hende indtil videre. De problemer, jeg kom med i dag, var mere konkrete, hvilket gjorde det nemmere at arbejde med, end chok og sorg, måske fordi dovenskab, ugidelighed og nervøsitet, ikke er lige så altoverskyggende som døden. 

Benjamin og Frank lavede mad. Pulled Pork burgere til den ene halvdel og fisk til den anden. 

Benjamin havde været på tur, og havde skrevet og spurgt om han måtte købe Apple-tv, jeg svarede “ja”, men for langsomt, så han havde ikke købt det med hjem, men valgte at kører ud og købe det efter maden. 

Jeg har lavet mine to første aftaler ude af hjemmet, i det offentlige rum. På torsdag, skal jeg spise frokost med Mille, og på lørdag skal jeg spise brunch med Nanna og Johanne. 

Det er hårdt at tænke på at skulle ud, men godt i forhold til mandagens praktikstart, så øver jeg mig i ugen op til. 

Jeg savner Noam helt vildt, hans smukke sind. Hans smukke krop og ansigt. Jeg finder andre børn utroligt irriterende og ucharmerende, og ved bare, vi havde sådan en god og fin dreng. 

Jeg er i uge 11 i dag. Jeg har halsbrand. 

Vi har fået gravsted papiret i dag. Vi har nu ca 7 m2 jord på Holmes Kirkegård. Noam ligger på halvdelen af pladsen med lidt blandede planter placeret ovenpå, mens den anden del er græs. Jeg vil rigtig gerne lave et fint sted for ham. Jeg har ikke åbnet brevet om gravstedspladsen. det kommer bare i kassen med Noams ting. 

Det nye apple-tv er installeret, så det gik aften med.