19. august 2016

 
psyko2.png
 

Jeg startede dagen tidligt. Jeg havde aftalt med min far at vi skulle til Taastrup på det der før hed Grøntorvet. Han hentede mig kl. 6.00. Jeg er vild med det sted, og ville ønske, jeg bare kunne leve af blomster og planter. 

Jeg købte to smukke grønne planter og en buket små solsikker. Jeg kunne godt tænke mig at have dem stående i lejligheden, men vi er der jo næsten ikke. 

Jeg slap ikke for at kører lidt med rundt på arbejds ærindrer bagefter, men det havde jeg heller ikke regnet med, at jeg gjorde. Min far snakkede lidt om Noam, og om hvor godt det bliver med en lille ny. Han bliver ked af det, når han snakker om ham. Jeg lader være med at blive ked af det. 

Jeg var hjemme igen kl. 9. Meget træt og sulten. 

Jeg spiste hurtigt nogle cornflakes, og ville lægge mig hos Benjamin, men han vågnede, da jeg kom ind. Han sad på sengen, indtil jeg sov sammen med Flora. 

Jeg sov i to timer og vågnede ugidelig op. Jeg kunne ikke komme ud af sengen, selv ikke da jeg sad op på kanten. Jeg kaldte på Benjamin. Det hjælper, at han er der. 

Vi gik i Menu og købte potter til planterne. De var alt for dyre, dem returnere vi igen. 

Jeg var stadig ugidelig og havde hovedpine og kvalme. Jeg besluttede mig for at gå tilbage til Menu og købe noget brød, jeg kunne riste. Jeg kan kun købe ind efter en her og nu tanke, så det blev til brød, smør ost og smoothie.

Kl. 14 kom Peter og Andreas. Jeg havde stadig hovedpine og holdte mig for mig selv. Jeg har ikke lyst til at diskuterer artikler og forlig i forhold til erstatning. Vi kan indgå forlig, hvis en dommer dømmer, at vi skal. 

Andreas fortalte, at kommunen havde lavet en egen juridisk vurdering om, at de ikke har noget med ansvaret omkring den sten og ulykken at gøre. Det er det, de har at sige, i forhold til vores kritik. Jeg bliver så ked af det og frustreret, fordi de har lavet en kæmpe undersøgelse og indsats for at lægge alle løse sten ned, efter at den ene, som ikke tæller, væltede over Noam, hvilket ikke spiller nogen rolle i vores ret voldsomme og aktuelle sag. 

Journalisterne ville nu også ændre på teksten i artiklen. Ud fra deres aktindsigt, ville de bruge vores forhør, som var lavet mellem os hver især i enerum på Rigshospitalets Traumecenter, for at oplyse læseren. Det skal ikke trykkes på papir. Det er og skal ikke være allemandseje. Jeg er ikke mere i tvivl om, at den artikel ikke skal udgives. Der bliver hele tiden lavet ændringer, og i stedet for at hjælpe os, er den blevet mere og mere personlig og kommer blot til at informerer læseren om, hvad der er sket, og det er jeg ikke interesseret i. Jeg vil have hjælp. Bare de ikke udgiver den alligevel. 

Jeg var ked af det efter alle de informationer. Jeg lagde mig i seng, imens Benjamin, Peter og Andreas tog til Jægersborg. 

Jeg blev liggende til der var aftensmad. Ked af det og fortvivlet. Hvad skal vi stille op? 

Min mor synes, vi skal lade det hele være. Ikke kæmpe nogen sag, bare leve med tabet og leve med at huske Noam. 

Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre. Jeg ved kun, hvad vi skal leve med, og det er, at Noam ikke er her mere.

Andreas skal begynde at tænke over, hvornår og hvorfor han kommer, for jeg synes, at han er begyndt kun at komme, når der er noget, vi skal tale om. Jeg forbinder ham mere og mere med noget dårligt. 

Jeg havde ikke lyst til at være i selskab med nogen, da der var aftensmad, selvom jeg var forberedt på, at der var middag. Vi skulle grille vildt, som Andreas havde skudt i Sverige. 

Jeg deltog, men spiste kun lidt. 

Kl. 20 sendte DR. live koncert med et symfoniorkester, der spillede serie musik. Vi sad alle sammen i stuen og hørte det. 

Jeg havde lyst til at gå op og se det for mig selv. De generede mig, med deres snak og deres stemmer. Rødvinen havde også sat sine spor hos dem. Jeg blev og holdte ud til det var færdigt. 

Min dag har været anderledes. Første del følte jeg overskud, at der var mulighed for at blive god til at leve med tabet, og jeg nok snart skal nå langt. Anden del har været hård. Jeg har følt mig indelukket, men vil være alene, og jeg været irriteret over folk og deres gøren. Jeg har ikke taget nogen beroligende siden kl. 12, måske det har en betydning, men skræmmende, hvis det er mine sande følelser, og den smule overskud jeg har, kommer fra pillerne.