24. august 2016

 
kedafdet.png
psyko2.png
noam.png
 

Jeg vågnede præcis kl. 02.30, og der gik to timer med forvirrede blande tanker og en rumsteren rundt. Kl. 06.00 gik der håndværkere i gang, og vi var vågne. Mit hoved er træt, mine øjne er tørre og gør ondt. 

Vi spiste lidt morgenmad og lå foran fjernsynet på sofaen. Under reklamerne kom jeg til at tænke på Noams vuggestue-venner og vuggestuen, hvor glad han var for at være der. Alle pædagogerne og rutinen med at aflevere og hente igen. Lige meget hvor hård natten havde været, og hvor trætte vi var, var der godt humør fra vores lille dreng og pligter, der skulle gøres.

Jeg blev ked af det. Jeg savner ham så forfærdeligt meget. Alt, hvad han førte med sig, var godt. 

Hvis jeg og Benjamin kommer igennem dette, uden stress, psykiske mén, tilbagegang i studier, med livet sammen, så kan vi klare alt. 

Det har været en voldsom hård dag. Benjamin var sød at køre mig til byen, efter en lang nat og en hård morgen. Jeg var ikke lige så god til at sige noget, som jeg havde været de første to dage, men jeg blev introduceret for en del af de ansatte fra den internationale afdeling. Samt jeg fik påbegyndt nogle af de opgaver, jeg er blevet stillet.

Jeg gik ved frokosttid. Vi skulle til psykologerne. Jeg havde kigget en hel del på uret, haft hedeslag og var bare træt. Da jeg gik gennem gaderne for at møde Benjamin, som var kommet ind for at hente mig, så vi kunne følges, blev jeg ked af det igen. Jeg tænkte på Noam, på alt det vi havde investeret i hans liv, fordi vi troede vi skulle se ham vokse op og blive voksen, men i stedet mistede vi ham alt for tidligt og så brutalt. Jeg græd, da jeg satte mig ind i bilen. Vi kørte til Østerbro, hvor vi spiste en sandwich og drak en juice, inden vi gik til psykologerne. 

Hos psykologerne startede vi hver for sig. Jeg snakkede meget om praktikstart med Anne og om mine dårlige vågner nætter. Hun siger, at hele mit system er under enormt pres, og at jeg skal lytte til min krop og ikke min arbejdsflid, og at der må justeres lidt på det pille-indtag med de dårlige nætter. 

Jeg kan godt lide Anne. Vi har en samtale i stedet for en spørgerunde. Hun vil gerne høre mere om de op- og nedture, jeg har haft gennem livet, for at kunne lære mig bedre at kende, finde ud af mine styrker, mine svagheder og mine mønstre. 

Vi afsluttede med fællessession, hvilket er en god måde at komme ud af den meget fokuserede samtale, vi har haft hver især med vores psykologer. 

Vi kørte til Søborg og blev bare foran tv’et, indtil der var aftensmad og fortsatte bagefter. 

Benjamin har nævnt i dag, at han synes, hans venner er fraværende og dårlige til at kontakte ham. Jeg ved ikke, hvordan vi kan løse det. Det har vist sig, at mine venner er bedre i stand til at være sammen med os og tage initiativ. 

Det er to måneder siden, vi lagde Noam i graven. Ikke en mærkelig dag, at gå rundt og være i dårligt humør.

Vores liv var så godt og velfungerende. Indtil vi mistede det mest dyrebare. Det er stadig ikke til at forstå. Han var så perfekt, og vi var så åbne og rolige. Nu kan jeg ikke tænke en tanke om at holde et arrangement, uden at synes det bliver alt for meget med alle de mennesker. Fremadrettet bliver det noget helt andet.