25. august 2016

 
noam.png
 

Jeg har sovet fint uden alt for mange afbrydelser. Jeg fik ondt i kæben i går og håbede, det ville gå i sig selv, men det er ikke blevet bedre i løbet af natten. Jeg har svært ved at spise. 

Fjerde dag i praktik. Jeg kom ikke afsted. Jeg havde ikke lyst til at sidde med mit eget foran skærmen. Jeg skrev på mail til Nikolai, at jeg havde svært ved at komme ud af døren, og jeg ville prøve at lave lidt hjemme fra. Det var helt okay, svarede han.

Jeg og Benjamin hang bare foran tv’et. Vi så Beverly Hills. Vi besluttede os for at køre på tur. Vi kørte til Plantorama, for at se om de havde potter, som vi manglede, og selvfølgelig om de havde nogle gode planter. Benjamin købte to vindruer til sine forældre og to kødædende planter. Jeg købte en lille  ananasplante og en bananpalme. Vi købte potter i Bauhause. Der var de billigere. 

Vi stenede i Søborg, indtil vi skulle hente Johanne. Vi havde en aftale om at lave mad i lejligheden.

Vi købte ind på vejen. 

Vi ordnede lidt og snakkede lidt, og så lavede vi mad. Salat og laks. 

Johanne skulle til musikskolen i Søborg, hvor vi satte hende af og kørte til vores senge i Søborg. 

Jeg har det ikke særlig godt. Jeg har ondt i kæben og i øret. Og så er jeg helt vildt træt, jeg får hedeslag og er meget oppustet. Jeg føler mig syg og skidt tilpas. Jeg har svært ved at skelne mellem fysisk og psykisk. Hvad er hvad, og hvor meget påvirker det hinanden?

Jeg har tænkt på Noam og minder, jeg har af ham, flere gange i dag. Da jeg tog en ske i køkkenskuffen, kom jeg til at tænke på, hvordan han altid skulle have den helt rette ske, og jeg eller Benjamin kunne blive ved med at fiske skeer op af skuffen, imens han bare sagde “nanden ge”, indtil vi fik fat i den, han ville have. Og da vi sad og spiste aftensmad, kiggede jeg på skolekortet og fik øje på hans kuglepen-kruseduller, som han havde tegnet i stedet for at tegne på sit papir, i et uopmærksomt øjeblik. Jeg bliver glad over, hvor fantastisk han var. Jeg bliver ked af, at jeg ikke kommer til at opleve ham igen, og jeg bliver bange for, at vores kommende børn ikke kommer til at minde om ham, og jeg så vil føle, at de er forkerte. 

Det at jeg bevæger mig ud i en hverdag, som har elementer af hverdagen med Noam, får mig til at tænke rigtig meget på ham. Mere end jeg ellers har gjort. Det er rigtig hårdt, men også godt. 

Vi har læst artiklen, og vi har sagt nej til udgivelse. Det var rent hændelsesforløb, hvilket vi finder ligegyldigt at oplyse læserne om.