18. august 2016

 
 

Endnu en langsom morgen. En veninde offentligegjorde en fødsel på sin facebookvæg, hun var lykkelig. En anden, ukendt kvinde, mor til et barn, havde oplevet en fejlbehandling på et sygehus og havde taget vores ulykke i brug, til at statuere sit eksempel. Opslaget handlede om, at det er i orden at begå fejl, og at alle der tilføjer dumme kommentarer, skulle tænke to gange, før de beskylder nogen for noget. Jeg fik tårer i øjnene af at at læse det, men også sur over, at vi skal statuerer hendes eksempel på, at forældre laver fejl og dumme mennesker er dumme og laver dumme kommentarer. Selve opslaget er fint, fordi det handler om, at det er menneskeligt at fejle, men forskellen er bare, at hun kunne tage en tur omkring skadestuen og få det hun mener var hendes fejlbehandling og tage sin søn med hjem igen, mens vi mistede vores.

Mille kom til Søborg kl. 13. Vi gik ned ad hovedgaden til Madhus 24, hvor Sofie mødte os. Det var hyggeligt at se dem, at høre om Milles tur til USA og Sofies sommer. Vi fik dejlig frokost. Bagefter gik vi til Ismageriet og fik en lækker is. 

Jeg føler mig langt væk fra dem. Jeg føler ikke, at de er klar over min livsændring. Samtidig føler jeg mig skyldig over at hygge mig, og føler at jeg er i selskab med nogen, der ikke forstår mit liv, og hvad der mangler. Vi lignede tre helt almindelige unge kvinder, veninder på frokostdate. Jeg skulle føle, at jeg skal være den “Anlo” de kendte fra gymnasiet. Det følte jeg også, at jeg skulle, da jeg havde Noam, der var det bare muligt at gå ud og være, den jeg var engang i nogle timer, til en frokost eller til en fest, og så gå hjem igen og være mor og familie. Det er det ikke mere, men de piger betyder meget for mig.

Jeg fulgtes hjemad med Sofie. Mille cyklede afsted. 

Benjamin lå foran TV’et, da jeg kom hjem. Jeg følte mig sløj med ondt i halsen og i øret, med spændinger i kinden, så jeg overtog hans plads, og blev liggende til der var aftensmad, hvorefter jeg gik tilbage igen. 

Det er som om, at jeg er ved at være klar over, at jeg skal leve et almindeligt liv uden Noam. Ikke at jeg er klar til det, bare klar over det. Jeg tænker meget på at trappe lidt ud af pillerne. 

Jeg prøver dagligt at sende kærlighed ned i maven. Det generer mig dog, at jeg ikke kan lukke mine bukser, især fordi jeg stadig ikke vil fortælle om det. Jeg tænker på det som en lille pige. Måske Baby Uma. 

Vi snakkede om at gå en aftentur, men som med alt andet, kan vi ikke tage en beslutning.