15. juli 2016

 
psyko2.png
 

Jeg vågner altid tidligt og skal tisse, men kl. 6 gider jeg ikke at min dag skal begynde, for så bliver den alt for lang, så jeg tvinger mig selv til at blive liggende og holder bare øjnene lukket. Det virker som regel. I dag var jeg først oppe kl. 10 trods rumsteren. 

Det er i dag en måned siden, at vi sidst har haft en lykkelig dag, følt lykke og følt os lette. Det er en måned siden, at vi sidst delte vores kærlighed, delte en is og nød hinandens selskab.Det er en måned siden, at vi oplevede det værste, der kunne ske. Det er en måned siden, at vi ikke vidste, hvad det ville sige at føle smerte. Det er en måned siden, at vi levede, som vi ønskede. Det er en måned siden, at vi mistede vores et og alt. Det er en måned siden, at livet blev taget fra Noam. Vores Noam døde fra os for én måned siden. 

Det er en lang måned siden men stadig kun en måned siden, vi var samlet. En dag vil vi se tilbage på tiden. Vi vil tælle månederne og årene resten af vores liv. Vi får aldrig Noam at se igen. 


Noam 08.03.14 - 15.06.16


Vi har boet hos min mor i en måned. Gad vide hvornår vi skal bo bare os. Jeg er ikke klar endnu.

Kl. 13 skulle vi være hos psykologerne.

Vi snakkede lidt om hvordan vi har det med spørgsmålet “hvordan går det?”. Vi synes, det er rigtig svært at svare på, og det går, men det går jo ikke. Vi fik fortalt, at det tager 6-12 måneder, før man normalt begynder at have det bedre og begynder at være i stand til at sørge. 

Efter psykologerne kørte vi omkring byen for at bytte Benjamins ur, der gik i stykker i går. Det var en god tur, fordi det var en flink og hjælpsom medarbejder. Vi kørte om McDonald’s på vej til Jægersborg, hvor vi skulle samle sengen og ordne lidt videre. Vores hjem føles ikke som vores, selvom det nu indeholder alle vores ting. Det er et smukt hjem, et hjemligt hjem, men det mangler livet. De små skridt der skulle løbe hen over gulvet. Al balladen og larmen. Der kommer til at gå lang tid, før vi føler os tilpas i vores nye hjem. Vi føler os ikke tilpas nogen steder. 

Min far og Eline var kommet på besøg i Søborg. De gik inden vi skulle spise, så vi var bare fire til bords. Vi spiste rester. 

Min fars tilstedeværelse eller mangel på samme gør mig ked af det. Jeg troede, at mit og min fars forhold var noget andet end det anstrengte forhold, han ellers har til familie. Vi er normalt tætte, selvom han ofte ser familien som en belastning og kun lige holder den allermest nødvendige kontakt. Det er ikke så sort/hvidt, men han har slet ikke været her, fordi han synes, det er hårdt. Det, synes jeg, er hårdt. Jeg har fortalt det til Benjamin. Han synes, at jeg skal sige noget til ham, ellers vil han gerne eller bede min mor om det.

Aften sluttede tidligt med cheesecake og Downton Abbey.

Benjamins kusine Natascha er en dygtig hækler, og hun har lavet en opskrift på et næsehorn, hvor pengene fra salget går til os. Det er bare en rigtig fin gestus. 

Det gør mig træt og ked af det resten af dagen, når vi har været hos psykologerne. Det er rigtig hårdt, men jeg ved, at det vil hjælpe os, så jeg holder ud.