22. juni 2016

 
ullykke.png
psyko2.png
 

I dag sov jeg længe (til kl. 08.20) for første gang siden ulykken. Benjamin sover som regel til kl 11, men i dag skulle han med op, fordi han skulle klippes. Det var arrangeret med Oliver, så der var herresalon i stuen.

Min mor bliver ved med at tale om Noam som lys og som ren energi. Hun fik fortalt af en, at hans sjæl forlod kroppen inden hans krop blev ødelagt, så hans hele og fine sjæl altid vil være med os. Jeg er ikke helt der.

Jeg har siddet alene på HPs værelse i dag, jeg er træt af alle de mennesker. Jeg har bare set dårligt tv, men jeg overhørte min mor, Frank, Peter, min faster og bededamen Lene snakke om begravelsen. De talte om gæster der kommer eller ikke kommer og om mit ønske om, at alle er velkomne. Peter roste et billede af Noam, som jeg har taget. Han roste min evne til at fange Noams ånd og mine evner til at tage gode billeder. Min mor fortalte dem om de ting hun har sagt til mig, Peter fortalte om nogle småting, han har snakket med Anette om logistik, tid og plads. De taler om alt det praktiske og hvad de føler. Jeg kan godt lide at vide hvad der foregår, og det gør mig rolig at lytte.

Det hele er så uvirkeligt.

Der er mange ting jeg ikke kan sige eller snakke med mine venner om, for jeg har ikke lyst til at smalltalke og tale om ligegyldigheder, men jeg har heller ikke lyst til at tale om Noam og om ulykken. Så jeg bliver tavs. Måske også fordi jeg føler, at de aldrig har kunne relaterer til hvad jeg har haft, hvordan kan de så på nogen måde forstå hvad det er jeg har mistet.

Vi skal tage stilling til, om vi selv vil klæde Noam på inden begravelsen på fredag, om vi vil holde hans døde krop, inden vi skal lægge ham i kisten. Vi skal også tage stilling til hvad vi skal komme ned til ham i kisten, og hvem der må se ham inden låget bliver lagt på.

Bededamen har forberedt os på, at han stadig har små kvæstelser og forandringer på kroppen, men at han stadig er hel og fin. Hun siger at det er nemmere at komme kisten i jorden, hvis man tydeligt har set, at der ikke er mere liv tilbage.

Vi har besluttet, at det kun er vores forældre, søskende og Andreas der kan se ham på riget fredag inden begravelsen. Jeg har besluttet, at jeg vil prøve at give ham sin natdragt på, og hvis jeg ikke kan, hjælper min mor og bededamen.  

Bededamen Lene vil gøre så meget for os som hun kan. Min mors kolleger har gjort pænt og klar på kirkegården. Anitamor og Jesper har leveret aftensmad til os, ligesom vores forældres venner, vores egne venner og deres forældre har gjort. Anitamor og Jesper står også for små sandwichs til begravelsen.

Jeg tænker dagligt på ulykken. Mit hoved gennemgår de små scenarier om og om igen. Stenen som vælter. Øjeblikket hvor det går op for os, hvor slemt det er. At vi fjerner stenen og trækker ham væk. Den slatne krop, blodet, øjnene. Vores råb, vores panik. Manden, menneskene. Mine tanker bliver mest ved med at fører mig tilbage til øjeblikket hvor det går op for Benjamin og mig,  at vores søn ligger under den sten og er knust. Jeg kan hele tiden hører Benjamin råbe “NEJ NEJ NEJ” og mig selv råbe “Han er død”. Jeg kunne se det levende forsvinde fra hans krop. Jeg kunne mærke tabet i min egen krop, i det han lå under den sten. Jeg kan se og høre ham dø fra os.

Jeg dagdrømmer så ofte om, at jeg nåede ind under den sten selv og nåede at råbe “FÅ HAM UD FORHELVEDE”, inden den knuste mig istedet. Vi drømmer om en glad fremtid sammen.

Jeg tænker af og til på Hemingways syv ords historie. Den passer på os.

Vi har været til psykolog i dag. Det er rart at åbne sig op over for nogle, som ikke har følelser i det, ligesom vores familie og venner har. Det er rart at åbne sig op i Benjamins selskab.

Jeg kan ikke rumme særligt meget støj på en gang. Hvis fjernsynet er tændt samtidig med der bliver støvsuget eller slået græs, og der også er nogle der snakker, så bliver jeg sur og forvirret. Jeg har lyst til mindre og mindre.

Jeg skal koncentrere mig om at gøre plads til Noam i min krop. Jeg kan ikke mærke ham. Jeg kan ikke mærke den kærlighed vi havde sammen, men jeg vil rigtig gerne. Jeg savner hans tilstedeværelse og at kunne rører ham.

Benjamin har insisteret på at køre sin Velo solex fra Solbakken til Søborg, så det har han fået lov til. Det fik os til at smile, da han kørte forbi os.

Alle folk vi kender sørger med os, men de sørger også for os - at vi får hvad vi skal bruge. Vi sørger, men mest om morgenen, for der er der stille. Resten af dagen er min mors hjem fyldt med venner og familie og al den omsorg og pleje som de kommer med.

Vi har haft mere besøg, men også holdt os lidt for os selv. Jeg har sovet alene mens huset var fuldt.

Vores venner er her. Vi har ikke engang skulle spørge.

Alexander passer ikke kun på Benjamin, men på hele Benjamins familie. Han laver kage sammen med Kasper og Nanna, for at få deres tanker ledt hen på noget andet.

William har kørt frem og tilbage fra Århus for at passe på Benjamin, samtidig med at han skal passe sin egen familie og sit job. Benjamin hygger sig med William, han har nemmere ved at åbne sig op overfor ham, og så nyder han at snakke om alt og ingenting med ham.

Mille, Johanne, Sofie og Nanna gør alt hvad de kan trods egne studier, planer og eksaminer.

Jeg ved vi er i mange menneskers tanker. Vi får dagligt blomster ind af døren og tekstbeskeder og kommentarer fra folk, der kun kendte Noam gennem billeder.

Andreas bruger det meste af sin tid på os. Han hjælper med praktisk papirarbejde, han har kontakt til advokaten. Han er sammen med os og vores familier.

Jeg har tænkt mig at fortsætte på instagram og vil prøve at gøre det til en hjælp for mig selv til at bearbejde det her. Det var noget jeg elskede at gøre, men jeg er ikke længere nogen Instagram-mor og jeg har gjort min profil privat.