27. august 2016

 
 

Vi er langsomme. Jeg var oppe lidt før Benjamin og sad og snakkede med min mor i køkkenet, indtil han stod op. 

Vi så lidt TV og spiste morgenmad i sengen.

Benjamin blev rastløs og ville lidt ud. Han kørte til Harald Nyborg for at købe et brusehoved. Jeg blev liggende foran TV’et. 

Kl. 14.20 hentede vi Andreas ved Høje Gladsaxe og kørte til Ismageriet for at mødes med Nanna. Vi spiste en stor is og kørte til den anden ende af Søborg, hvor der var Gladsaxedagen. Vi tog derhen for at høre Johanne spille med Charlies Blåhval. De spillede længe. De gik optog rundt, vi gik med. 

Det var hyggeligt at være sammen med Nanna, og det var fint at høre bandet spille, men jeg tænkte flere gange, hvorfor er vi her. Vi mødte heldigvis ikke nogen, vi kendte. Jeg havde ikke lyst til at møde gamle klassekammerater eller forældre af gamle klassekammerater. Vi mødte kun Johannes forældre, hvilket var fint, for de er flinke, også er det Johannes forældre. 

Klokken lidt over fem kørte vi Nanna til sine forældre, og vi kørte hjem til min mor. Andreas fulgte med. 

Det er hårdt at deltage i et arrangement med så mange børn, fordi jeg allerhelst ville dele det med Noam, og jeg ville ønske, at vi var der for hans skyld. Samtidig bruger jeg tid på at se, om jeg kan se nogle at Noams træk og bevægelser hos de andre børn. Selvom det er større børn, tænker jeg på, om han ville blive den ene eller den anden type, ville han blive den frække, den distræte, den sjove, den kloge, den sporty eller den gode dreng i klassen? Jeg prøver at finde svar, ud fra hvad jeg ved om ham og ved at se andre børns træk. 

Jeg har snakket med min far i telefonen i dag, og han havde fra Ian hørt om min praktik. Ian havde lagt det ud som om, at jeg klare mig nemt igennem dagene med sene mødetider og korte timer på kontoret. Jeg ved, at det er svært for Ian at forstå, og han gengiver jo blot, hvad han oplever hjemme fra min mor, fordi han ikke spørger ind, og fordi jeg ikke fortæller ham om tingene. Jeg havde behov for at få min far til at forstå, at det ikke var nemt, selvom jeg både møder sent og går tidligt, så han fik nogle flere faktuelle og følelsesmæssige oplysninger om min situation og mine tanker. Blandt andet at Noam dukker op i mine tanker, fordi jeg bevæger mig ud i noget, der minder om en hverdag, og at min dag ikke nødvendigvis slutter, fordi jeg går fra kontoret tidligt, så kan der være psykolog-tid, psykiater-tid eller andre ting, som kræver meget energi. 

Min far vil gerne bare have, at jeg bliver glad.