29. august 2016

 
noam.png
 

Anden uge i praktik. Jeg er okay klar. Det bliver nogle korte dage til at starte med. 

Jeg lavede morgenmad til mig og Benjamin. Han ville køre mig til byen og hente mig igen kl. 13, hvor vi har en skanningstid. Jeg tænker meget på vores kommende barn, men jeg tænker mest på Noam. 

Der er altid tidspunkter, hvor man som forældre er bange for at miste sit barn, om det er gennem graviditeten, ved fødselen, sygdom eller tilskadekomster… Jeg tænker meget på frygten for at få børn, der ikke vokser op, den konkrete alders-frygt-grænse er nok to år og tre måneder. Kan mine kommende børn klare den dertil, kan de måske klare hele livet. Jeg tænker på den kærlighed, jeg hver dag vil give vores kommende barn, men når jeg tænker, hvordan jeg vil gøre det, så var det sådan, jeg var overfor Noam. 

Om aftenen, når han skulle sove, puttede vi. Hvis han ikke var klar til at sove, læste vi bøger eller sang sange. Når han lå i sin seng, kyssede jeg ham godnat ved at kysse på mine fingre og placere dem på hans pande. Jeg sagde ofte samtidigt “Jeg elsker dig”, og han svarede “mmh”, imens han nikkede og havde sit sovedyr i munden.

Om morgenen fik han ofte selv lov til at vælge, hvad han ville spise. Han valgte altid havregrød. “Grøjd”. 

Vi kyssede farvel, når vi skulle skilles, og sagde hej og krammede igen når vi samledes igen. Alt hvad vi gjorde med ham, gør man med et barn, man elsker ubetinget, højere end noget andet. 

Jeg har nok at se til på min kontorplads og fik lavet en del, men jeg brugt også meget tid på at vente. Jeg venter på, at andre gør et stykke arbejde, før jeg kan arbejde videre.

Jeg blev hentet igen kvart over et. Vi kørte til Herlev. 

Vi kom ind til en flink jordemoder, der startede med at sige, “Jeg kan se, at i er blevet scannet før, så i har en derhjemme”.  Vi svared nej, og fortalte hende, hvad der var sket. Hun tog sig god tid og var grundig. Jeg sagde til hende, at hvis det var muligt, ville vi rigtig gerne have kønnet af vide. 

Vi så hoved, krop, arme, ben, næse og hjerte. Alt var fint, og som det skulle være. Hun konsulterede en kollega og kom tilbage med et forbeholdene svar, om at det er en dreng, vi venter os. 

Jeg blev ked af det, da vi gik derfra. Fordi vi har lavet en velskabt lillebror til Noam. Han ville have elsket at blive storebror, og jeg ville have elsket at se ham blive storebror. Jeg var også ked af det, fordi det hele føles som en gentagelse. Vi er tilbage til start, venter en dreng til marts. Vi skal være førstegangsforældre for anden gang, vi har alle tingene klar, vi skal bare genbruge, og vi er på usikker grund og ukendt grund. 

Jeg er bange for at komme til at sammenligne dem og sætte ham op mod Noam, fordi Noam var så god. 

Jeg ville så gerne kunne vise Noam scanningsbilledet, og fortælle ham om den lille abstrakte lillebror, der er på billedet. 

Jeg har rigtig mange tanker om vores nærmeste fremtid, og jeg er rigtig bange. 

Da vi kom tilbage til Søborg, sad vi 10 minutter i bilen, for at se om vi kunne finde på noget at lave. Det kunne vi ikke, så vi gik ind og besluttede os for at lave pandekager.