30. august 2016

 
psyko2.png
kedafdet.png
 

Psykiater og psykolog på én dag. Først psykiater kl. 09.00 hvilket betød, vi var tidligere oppe og ude af døren, end vi plejer. 

Han er flink og god, og jeg er glad for, at han hjælper os med psykiatri-delen, men jeg er også meget glad, for at vi har vores psykologer. For Anne kan få meget mere ud af mig. Vi havde en fin samtale om vores medicin, og han synes det var fint, som jeg var trappet ud, og at det var helt normalt med dårlige nætter efterfølgende, fordi det er vanedannede medicin. Han mener, jeg om tre uger kan trappe ned til kun at tage en halv beroligende pille, i alt. Benjamin skal begynde med at trappe ud af indslumrings pillerne ved at gå ned på en halv. 

Vi ville bruge lidt tid i byen, for der var tre timer imellem de to aftaler, men det kom vi ikke til, fordi vi ikke kunne finde en parkeringsplads. Så efter tre omgange i forvirrende indre by gav vi op og kørte i stedet til Lyngby. I Lyngby drak vi kaffe, kiggede lidt på boliginteriør og gik i H&M, indtil vi skulle tilbage til Østerbro. 

Jeg snakkede med Anne om min frygt for at gentage forældreskabet og oplevelsen af at have Noam. Vi snakkede lidt om min praktikstart, fremtidsplaner med børn, og kom ind på fortiden og fortidens fremtidsplaner. Til sidst snakkede vi sammen alle sammen. 

Vi købte pizza slices på vejen hjem. 

Planen var, at vi skulle lave middag og spise i lejligheden sammen med Johanne og Svend, men Johanne var blevet syg og måtte aflyse. Jeg og Benjamin besluttede os for at tage derhen alligevel. Vi tog Flora med og gik rundt i og omkring bygningerne for at se, hvad der var af forskellige rum og værksteder. Vi købte morgenmad til aftensmad i Netto og spiste bare mig og Benjamin. 

Benjamin gik i et af værkstederne for at male og slibe, jeg lagde mig på sofaen og så Masterchef. Det var okay at være alene i lejligheden, fordi jeg vidste at Benjamin var lige i nærheden. Et kort øjeblik glædede jeg mig til at have en lille babydreng liggende på vores gulv. Et sekunds mikroskopisk  lykkefølelse. 

Min mor havde bilen og var hos en veninde. Vi syntes, at hun glemte os, for vi var afhængige af, at hun kom hjem. Det blev lidt for sent for os, før hun kom. 

I Søborg så vi TV. Jeg var sur på Benjamin, fordi jeg følte mig utilstrækkelig. Vi fik talt lidt om selvtillid og selvværd og lidt om vores kærlighed til hinanden og til Noam. 

Jeg endte med at blive rigtig ked af det. Jeg græd mig selv i søvn i Benjamins favn.