1. september 2016

 
mareridt.png
kedafdet.png
 

Vi var flygtet fra noget, men stod stille og ventede. Der var isglat. En pige på rulleskøjter med en dreng i armene blev ved med at glide op og ned af en kant. Jeg stod under dem på en glat sten og kiggede på. Jeg bad hende stoppe, men hun blev ved med at skøjte op og skøjte ned. Hun fik for meget fart på i en af hendes nedgange og gled ud over kanten, hun satte sig i hug i luften og skøjtede stejlt ned af. Hun røg ned mod vandet, og i det hun ramte vandet, tabte hun drengen ud af hendes arme. Jeg skreg så meget, mine lunger kunne. Hun fandt ham, han var livløs, han havde ramt en sten. Hun lod ham ligge i vandet og bevægede sig mod mig, hun sagde at der ikke var noget at gøre. Jeg ville hen til ham, for jeg syntes ikke, han bare skulle blive liggende der, og det var ikke vores beslutning at tage, at der ikke var noget at gøre. 

Jeg havde ikke lyst til at komme ud af døren, men jeg kom både i bad og på cykel til byen. 

Cykelturen var ubehagelig, fordi jeg tænkte meget på folk omkring mig, hvad jeg gerne ville fortælle dem, hvis jeg kunne være helt ærlig over for dem. Også tænkt jeg rigtig meget på Noam. 

Jeg har ikke noget at lave på kontoret. Jeg har endda lavet mine egne praktikopgaver, så jeg venter bare på at kunne tage hjem. 

Det der har været inde i mit hoved i dag i kontortiden er tankerne om at vi bliver forældre om seks måneder, at seks måneder ikke er lang tid, men at de kommende seks måneder virker rigtig lange, fordi der kommer til at ske en hel masse. Jeg får afsluttet min praktik, jeg får skrevet og afsluttet min bachelor. Vi skal fejre jul i New York. Det er mange store og gode ting, jeg bare føler skal overstås, så vi kan møde vores dreng og kærlighed igen. 

Jeg cyklede hjem igen, og kom til at tænke på Noam, det gjorde mig ked af det. Jeg ringede til Benjamin, han sagde, at jeg ikke skulle cykle og være ked af det, så han ville hente mig med det samme. Jeg stillede min cykel og blev samlet op i bil. Det var rart at blive reddet. Vi handlede ind til sandwiches og kørte til lejligheden, hvor vi så et afsnit Prison Break, inden vi fik besøg af Benjamins far og bedstefar. De to er er nogle dejlige mennesker, men sammen med Benjamin, bliver de rigtig interne og meget detaljeret om emner, jeg ikke kan følge med i, primært grundet manglende interesse. De er ekstra svære at være sammen med, når jeg ikke er på toppen. De drak kaffe, jeg gik ind og lagde mig. Jeg så på billeder og videoer af Noam og faldt i søvn ked af det. Jeg blev vækket af en sms en halv times tid senere. 

Vi kørte til Søborg og spiste aftensmad. Efter maden blev jeg ked af det igen. Jeg fortalte min mor om al den ked-af-det-hed, som fylder for tiden. Vi kom til at diskutere, fordi hun vil gerne have, jeg gør noget. Høre og lære om selvudvikling, hvordan man får det godt igen, ellers synes hun,jeg skal gå i gang med at strikke, bare gøre noget, men det har jeg ikke lyst til. 

Det var været en ekstra hård dag. Jeg ved ikke, hvad der skal til, før jeg ikke har alle de tanker.