8. september 2016

 
 

Jeg har ikke taget beroligende piller i fire døgn, så nu tror jeg ikke, jeg vil gøre det mere. Det går okay uden. 

Jeg drømmer om den hundehvalp, der venter. Jeg kan mærke nervøsiteten i kroppen omkring frygten for, at det ikke lykkes os at få en. 

Vi fulgtes i bussen for at være sammen, inden vi skulle møde kl. 9. Vi drak en kaffe, inden vi gik hver til sit. 

Kampagnen, jeg har arbejdet på, er stort set klar. Jeg har ventet på, den har været til gennemtestning, så den kan blive delt på de sociale medier. 

Jeg kan mærke babyen i min mave, det rumler. Den rigtige graviditetsmave kan kun ses, når jeg ligger ned, ellers ligner jeg bare en med en oppustet mave i meget stramme bukser. 

Der blev arbejdet på kampagnen, og jeg lod det være op til resten af teamet, da jeg gik. 

Benjamin og jeg fulgtes hjem igen i bussen, vi var kun hjemme kort, før vi kørte til Albertslund for at møde min far. Han var lidt forsinket, men da han kom, kørte vi mod Frederikssund. Vi kørte i kø det meste af vejen. Vi kørte gennem Jægerspris, hvor vi stødte på vand, som vi skulle over, før vi kunne komme videre. Vi var kørt forkert i rundkørslen længere tilbage og var kommet den forkerte vej om Roskilde Fjord, så vi måtte på en lille båd over, men det var nu ret hyggeligt. Det gav en følelse af at være rigtig på tur, og vejret var dejligt. Vi ankom til Carsten med over 100 hækplanter på bilen, som skulle plantes omkring hans have. Benjamin og jeg var der for at hilse på hans whippet Bobo, imens min far og Carsten læssede planter af og begyndte at plante dem. 

Det var en fantastisk god og tillidsfuld hund. Jeg var ikke i tvivl, inden vi havde mødt ham, men nu kan vi ikke andet en at få os sådan en hund. Det er den helt rette hund for mig og Benjamin. 

Vi kørte den rigtige vej om Roskilde Fjord hjem og spiste en burger på vejen. Vi blev sat af i Albertslund og kørte til Søborg.

Benjamins mor og søster var blevet låst inde på kirkegården med bilen, så han måtte kører til Østerbro, da vi var kommet hjem, for låse op for porten med min mors nøgle, så de kunne få bilen med hjem.

Jeg tænker, at jeg ikke burde være bange for døden, men døden viser sig i mit hoved og gør mig bange, hvilket irritere mig. Hver gang vi kørte under en bro, kiggede jeg op for at sikre mig, at der ikke stod nogen, for ingen andre skal dø af sten. Tanken og behovet for at kigge op, kommer af de mange sager om stenkast fra motorvejsbroerne, alle de uskyldigt tilskadekomne og stadig ingen skyldige fundet.