9. september 2016

 
 

Vi kørte sammen til byen, parkerede ved Holmens Kirke og gik hver til sit til hver vores, selvom vi havde snakket om at pjække sammen. Jeg havde ting, der skulle ordnes. 

Jeg fik lavet dagens arbejde. Det var kun mig og en anden praktikant Mariana, der var på kontoret i dag. Vores chef var til møde. Halv 12 havde Benjamin skrevet. Han havde brug for mig. Jeg skrev god weekend på mail til min chef, og at jeg gik, fordi Benjamin havde brug for det. Han svarede god weekend, og at jeg skulle give ham en kæmpe krammer. Det er rart, han er så rolig og forstående. 

Vi købte ind til en knækbrødsmad og milkshake og kørte til lejligheden. Vi spiste og så fjernsyn. Bagefter gik vi en tur i Ermelunden. Det bliver bedre at gå med en hund. 

Senere kørte vi efter Andreas og videre ind til byen. Vi spiste på RizRaz sammen med Nanna og Johanne. Det var rigtig hyggeligt. Vi grinede og snakkede om befriende emner som kønsbehåring. Vi fortsatte til biografen. Jeg frygtede filmen, vi skulle se “The Lobster”, fordi min mor havde sagt, at det ikke var en film for os, og at den var dårlig, men som regel når det kommer fra min mor, kan det betyde mange ting. 

Fra jeg satte mig i biografsædet, blev mit hoved ved med at gentage, jeg vil ud herfra. Halvvejs i filmen sprang en kvinde ud af et vindue og landede på jorden. Hun døde ikke. Hun lå med et blodigt hoved og skreg og skreg og skreg. Jeg sad med hænderne for ørene, lukkede øjne og gjorde alt for at holde mit udbrud af gråd tilbage. Alt inde i min krop skreg, men jeg græd bare lydløst. Benjamin spurgte om jeg ville ud, men jeg ville ikke have opmærksomheden ved at gå, så jeg holdte ud og Benjamin holdte sin hånd på mig. 

Tanken, om jeg overhovedet var klar til at gå i biografen, havde strejfet mig. I dag blev jeg bekræftet i, at det var jeg ikke. Det var det hele. Det kræver en overbærenhed at være tæt på og i rum med andre fremmede mennesker. Den har jeg ikke, og samtidig er biografen rigtig bindende. Du sætter dig og bliver siddende til filmen er færdig, men du kan ikke forudse filmen, beregne situationer eller forlade fællesskabet. Det generer mig, at det gik sådan, for nogle gange tror jeg, at jeg er tæt på at være tilbage til “normal”. Vi tog hjem til lejligheden bagefter. 

Jeg kan ikke lide udtrykket, jeg dør, eller jeg skal dø. Jeg troede jeg skulle dø, Dræb mig. Der er overraskende mange, der bruger døden i deres sprogbrug for at fremme forståelsen. Jeg vil ikke bruge døden i mit sprog på den måde. 

Jeg tænker ofte på, at vi arbejder på at genskabe, hvad vi havde sammen og nogle gange lades som om, det er bedre, end det er. Jeg bliver ked af det, når Benjamin ikke er nærværende hverken fysisk eller psykisk. Vi er gode sammen. Jeg kan ikke være foruden, men det burde i realiteten have ødelagt vores forhold, vores fremtid og vores liv. Det burde det, efter hvad mit hoved fortæller mig og efter mine forestillinger om at stå i sådan en situation med sin partner. Men vi er stærkere sammen. 

Jeg har lagt mærke til, at jeg ikke kan lide berøring fra folk omkring mig, en arm omkring skulderen eller en hånd på låret. Ligesom Benjamin heller ikke kan lide det.