11. september 2016

 
loppemarked.png
 

Bog nr 3. 

skrevet fra 11.09.16

Dagbog efter min søns død 0803.14 - 15.06.16

11. september 2016

Søndag morgen. Jeg skulle mødes med Mille og Sofie på Charlottenlund station. Vi skulle på loppemarked. Der var virkelig mange mennesker og rigtig meget tøj. Jeg tog det i et andet tempo, end jeg normalt ville gøre, for at følges med dem rundt og hygge mig. Det var hyggeligt, men efter tre kvarter fik jeg det dårligt, og jeg skyndte mig ind i skyggen og satte mig på hug foran en kasse med bøger, men det hjalp ikke. Jeg var meget svimmel og fik spurgt, om jeg måtte låne en stol i en bod. Jeg sad, til jeg havde fået blod i hovedet igen, og jeg var klar til at rejse mig, så gik jeg tilbage og fandt pigerne. 

Jeg købte en striktrøje og en cowboyjakke. Jeg brugte 100 kr. Pigerne fik både købt tøj og sko. Vi gik til Joy and the juice for at få en juice og snakke lidt. De gav mig min fødselsdagsgave. 60$ til vores USA tur. 

Benjamin hentede os, så de kunne se vores hjem. Det var et kort visit i lejligheden, før de gik til toget. 

Vi havde bestilt sushi, som vi hentede, og jeg måtte bestemme aftenens film, så det blev Dirty Dancing. Benjamin havde aldrig set den. Det var en hyggelig aften bare mig og Benjamin. Vi spiste så meget, at vi bare måtte ligge i sengen bagefter. Jeg faldt hurtigt i søvn, imens Benjamin så serie. 

Det var vores tredje nat i lejligheden, og jeg tager stadig ingen beroligende piller. 

Jeg tænker hele tiden på fremtiden, at fremtiden ikke kan komme hurtigt nok og blive nutid. Tænk hvis nuet aldrig bliver noget, jeg kan nyde. Jeg tænker kun på det næste. Hund, barn, børn, at se dem vokse op og blive store.