6. september 2016

 
 

Vi snoozede i 45 minutter. Jeg skulle have ordnet nogle filer på nogle cd’er men havde ikke fået det gjort, så Benjamin prøvede at hjælpe mig fra morgenstunden, men det var besværligt og tog lang tid. Jeg kom afsted og tænkte, det var lige meget, det var det også. 

Jeg tog bussen, det er uudholdeligt fordi jeg spiller pokemon go imens. Jeg kigger ikke op, og jeg bekymre mig ikke om andre mennesker. 

Jeg laver ikke meget, og hvis tingene kan udskydes, så gør jeg det. 

Jeg skulle til May-Brit efter frokost. Jeg gik til hovedbanen og tog toget til Friheden. Jeg gik langt, meget langt synes jeg. Og det var først dér, det gik op for mig, at jeg var gået tre kilometer i den forkerte retning, hvilket betød, at jeg ikke kunne nå det til tiden. Jeg vinkede en taxa ind og sagde, jeg bare skulle tre kilometer i den retning, han var på vej i. Han bad mig løfte numsen, så bilen ikke registrerede, at jeg sad der, og så satte han mig af fire minutter senere, uden at tage betaling. Det var flinkt, og jeg ankom i god tid. 

May-Brit kan mærke, at min krop er stresset, og hun fortalte til mig, at det ikke er fordi jeg er doven, at jeg ikke gider mit arbejde, det er på grund af min følelsesmæssige tilstand. Jeg skal først tilbage til hende om seks uger. 

Benjamin hentede mig bagefter. Det var rart, at jeg ikke skulle med toget hele vejen gennem byen. 

Vi spiste aftensmad i Søborg med min mor og Frank. 

Jeg har fået kontakt til en whippet-kennel, der venter hvalpe om 14 dage. Jeg har endnu ikke fået lovning på en hvalp, men han har sagt at sandsynligheden, for at der kommer en til os, er stor. Det ville betyde så meget.  

Bertel Haarder har skrevet fra kirkeministeriet ud til alle kirkegårdskontorene og opfordre dem til at få tjekket alle gravstenenes sikkerhed. Min mor har overvejet at svare ham, fortælle hendes historie og vores. Måske han læser det, måske endda svarer.