30. juni 2016

 
mareridt.png
 

Jeg har drømt eller rettere haft mareridt.

Jeg drømte, at jeg var sammen med Noam. Han faldt ned fra et højt sted og døde på stedet. Han havde blod alle steder i hovedet. Skader magen til ulykken. Jeg fik en ny chance med en lillebror. Jeg vågnede en smuk morgen under et skråvindue med et kig ud på himlen og et rødt tegltag, hvor der sad en masse duer. Mille lå ved siden af mig. Jeg ville tage et billede, og da jeg tog det havde Mille en due i hånden, som hun holdt tæt ind til sig, så den kunne komme med på billedet. Jeg synes det var lidt mærkeligt, men jeg fik et fint billede. Så slap hun duen.

Sofie boede på værelset lidt længere nede af gangen. Som en god morgenvækning sendte jeg min nye søn ned til sofies værelse, mens hun var på toilettet. Jeg lå i sengen og gennemgik alle muligheder for fare inde i hovedet og kom frem til, at det var sikkert nok at sende ham derhen. Sofie kom fra badeværelset og ind til os. Hun havde ikke set min ‘morgendreng’ i blå natdragt. Hun smilede. Vi gik sammen ud på gangen, og da vi kom derud, så jeg ham møve sig på ryggen ud fra værelset og under gelænderet på repoet. Jeg nåede ikke at reagere, før han landede på gulvet. han var helt krøllet og bukket sammen i hoften. Han lå helt stille. Jeg råbte så højt jeg kunne til Benjamin, at han skulle ringe 112. Jeg prøvede at rette barnet, som var Noam, ud. I det jeg gjorde det, fik han små hurtige vejrtrækninger. Hans hoved var stadig beskadiget fra ulykken tidligere, men det var begyndt at hele. Jeg blev lidt mere rolig og havde et håb om, at redderne havde en chance for at gøre noget. Jeg stod tilbage på repoet og kiggede ned på en dreng med åben mund og blod i ansigtet. Der var blod ud på gulvet. Han var livløs.

Jeg vågnede tidligt igen i dag - lidt i seks. Jeg lå og ventede på, at Frank tog afsted til arbejde kl. 06.30, før jeg tog en beroligende pille og lagde mig på sofaen i stuen med min dyne. Jeg fik sovet foran fjernsynet indtil kl. 10.00

Jeg er trist i dag. Noam er i mine tanker hele tiden, hvilket tyder på en hård dag. Han blev bare revet væk fra mig. Jeg tænker på ham hvert eneste øjeblik, og det eneste jeg kan gøre er at starte forfra, lave mig en ny familie. Det giver mig dårlig samvittighed. Jeg vil allerhelst bare have ham.

Lejligheden er vores fra i dag. Vi har fået nøgler og kan flytte ind, når vi vil. Tænk hvis vi kan starte studie og stifte familie meget snart. Jeg tænker på hund og børn. Jeg tænker, at al vores ulykke er opbrugt, og at vi kun har lykke tilbage.

Amalie og Clara kom forbi. De står for vores aftensmad idag, vi skal have tapas.

Vi har bare hængt ud i stuen, og efter vi havde gjort det lidt for længe, kørte vi til Jægersborg, så Amalie og Clara kunne se vores nye hjem. Det er en rigtig dejlig lejlighed. På vejen hjem spiste vi en Burger. Det var hyggeligt at være på tur, men også meget udmattende. Da vi kom tilbage talte vi lidt om hunde og om Noam, de så et par billeder, inden de tog afsted. Benjamin og jeg lagde os på værelset.

Vi spiste dejlig tapas.

Benjamin nævnte i dag, at han har behov for at have børn. Han har behov for den kærlighed, der kommer med børn. Han ønsker at give så meget kærlighed. Vi snakkede om, at vi er nødt til at få et barn sammen, for at se det vi havde i Noam leve videre. Vi må klare det her sammen, holde ud og holde sammen. Ellers må vi lave en utraditionel familie. Vi skal opleve en søsken til Noam.

Benjamin og Andreas tog til lejligheden igen for at måle lidt op.

Jeg så dårligt tv resten af aften, indtil jeg faldt i søvn.



29. juni 2016

 
flashback.png
drøm.png
 

Jeg var oppe meget tidligt i dag (kl. 04.30). Jeg ved ikke hvorfor jeg vågner så tidligt.

Jeg drømte, at en ung kvinde overrakte mig sit spædbarn, som jeg skulle beholde og tage mig af. Jeg var i USA, så jeg skulle finde en snedig løsning for at skaffe pas og cpr-nummer, så vi kunne komme til Danmark igen. Jeg opsøgte en præst, som tilbød sin hjælp. Han fandt ud af at det var et fupnummer. Barnet blev sporet, og det ville kun være et spørgsmål om tid, før at jeg ville blive afpresset for penge og barnet taget fra mig. Jeg gjorde alt for at kunne beholde ham. Jeg fik skåret en lille chip ud af hans ben, så de ikke kunne spore os mere.

Det er i dag 14 dage siden Noam døde. Det er den længste tid jeg har været uden ham, og den tid skal vare for evigt.

Jeg tænker ofte på, om folk synes jeg er en dårlig mor, fordi jeg ikke kunne leve op til min opgave om at beskytte mit barn. Jeg fejlede i at passe på det lille liv.

Jeg tænker ofte på, om ulykken skete af en bestemt årsag, om vi havde det for godt og følte for meget lykke, som vi ikke var berettiget til så tidligt i livet. Jeg tænker også ofte på, om der er nogen som ønskede, at der skulle ske noget dårligt for mig og min familie.

Vi har spist morgenmad med Kirsten og Lærke. Min mor er taget til psykolog, og Benjamin er på vej på tur med sin far.

Jeg har lige talt med min underviser Christina, hun havde tænkt på mig på sin cykeltur på vej på arbejde og tog billeder af blomster på sin vej, som hun sendte mig.

Jeg venter på Andreas, så jeg ikke skal være alene hjemme.

Andreas og jeg gik i Lions genbrugsbutik og shoppede lidt. Bagefter sad vi bare i sofaen. Jeg så Tv om mad, og Andreas arbejdede på computeren.

Det er så uvirkeligt, at vi allerede om to år og tre måneder har levet længere uden Noam i live, end vi har levet med ham i live.

Benjamin kom hjem fra tur med sin far, og min mor og Frank kom hjem fra psykolog. De drak kaffe. Jeg var lidt rastløs og gik igang med at slibe et gammelt toiletskab, som skulle op i lejligheden. Jeg tog musik i ørene for at komme lidt “væk”.

Williams bror kom med en kæmpe hjemmelavet lasagne, som vi i spiste sammen.

Efter maden kørte vi til Jægersborg for at se den færdige lejlighed. Vi hilste på bestyrelsesformanden, som tog imod os med en lille blomst. Vi har købt os en rigtig dejlig andelslejlighed. Jeg kunne mærke på Benjamin, at han var glad. Jeg ville rigtig gerne have haft Noam med. Han vidste hvor han skulle have værelse, for det havde vi vist ham på plantegningen, og han havde lært at pege på rummet og sige “Noams værelse”. Han fik aldrig set lejligheden, og nu skal vi starte helt forfra.

Om aften så vi Game of thrones. Der var en ekstrem voldsom scene med rigtig meget blod. Jeg kom til at tænke på, at det er de færreste der ved, hvad det vil sige at se så meget blod i virkeligheden, og at de færreste nok tænker på, hvor meget af vores egen søns blod vi har set og været smurt ind i. Den del af historien fortælles ikke for at skåne alle andre, men jeg kommer aldrig til at glemme alt det blod fra Noam. På Noam og på os. Blodet fra Noam i Benjamins ansigt. Benjamin, som havde pustet liv i en død og blodig krop.  

Det er hårdt at se sådan en scene i TV. Det er ubehageligt, og det fører mig tilbage til ulykken.



28. juni 2016

 
drøm.png
uvenner.png
 

Vi har sovet fint. Jeg drømte at nogen forærede mig et spædbarn.

Jeg stod op og kom i bad. Johanne kom forbi og spiste morgenmad med os. Benjamin gik på værelset for at spille computer. Andreas kom kort efter og gik op for at være sammen med Benjamin og for at forberede eksamen.

Jeg har det bedst med at være sammen med én god veninde af gangen. Hvis der er to eller flere, bliver jeg tavs og sætter fokus ned i min telefon.  

Johanne og jeg gik op for at sende en lampe jeg havde solgt og endte i Lions Genbrug. Vi kom hjem med både rammer, lamper, et spejl, en vase og en stempelkande - flest ting til Johannes hjem. Det var hyggeligt at gå rundt og kigge på ting, det fjerne mit fokus fra omverden at kigge efter genbrug. Det virker en smule afslappende.

Hjemme kiggede vi på fotos og film af Noam.

Jeg blev hentet i bil af Ida, som kom direkte fra sit arbejde. Vi kørte til deres lejlighed på Nørrebro og startede med at lære hinanden lidt at kende ved at fortælle, hvad vi har især laver til dagligt. Ida er lærer på en specialskole og bor på Nørrebro sammen med Erik, han er far til Anna og Clara, som jeg har kendt lige så længe jeg kan huske. Ida har to store sønner i trediverne og en hjemmeboende søn Christian på 16 år. Så har hun også Frode på evigt halvandet år, som hun mistede i en bilulykke, hvor hun selv var fører af bilen. Hendes bil skred og det gik værst ud over passagersædet hvor Frode sad. han blev skadet i hovedet og på halsen. Hun fik rakt ham ud af vinduet til en, der var kommet for at hjælpe, men han døde efter få vejrtrækninger. En forfærdelig og trist skæbne.

Det var meget stille og roligt. Vi sad i deres ene stue, og jeg begyndte at fortælle om hvad der var sket.

Jeg spurgte ind til den langsigtede sorg, for hvor længe skal jeg være her? Jeg kunne forstå på hende, at hun lever og har det godt, men samtidig lever hun stadig hver dag med en dyb sorg. Det skræmte mig egentligt ikke, for jeg har mistet, og der findes ikke noget værre end at miste sit barn, men jeg ser frem til at kunne leve med det. Hun viste mig et billede af Frode og gav mig en lille grøn sten, som Frode fik på sin dåbsdag med et lille brev til. Det var en meget fin og personlig ting at give videre. Den blev jeg rigtig glad for, og jeg var rørt over at hun ville give den til mig.

Hun kørte mig hjem igen efter to timer og sagde, at hun ville ringe igen.

Min mor havde besøg af Kirsten og Lærke. Benjamin og Andreas havde færdiggjort eksamen. Alexander havde også været forbi.

Aftensmaden foregik samlet. Vi spiste hjemmelavet vegetarpizza.

Jeg har ikke set eller talt et ordentligt ord med Benjamin i dag, selvom vi har opholdt os i det samme hus det meste af tiden. Han har spillet computer og forberedt eksamen, imens jeg har lavet mit. Vi har sagt få dårlige ting til hinanden og havde ikke noget at sige til hinanden, da vi lå i sengen om aftenen. Vi faldt i søvn irriteret på hinanden og uden overskud. Det er svært at være i vores forhold, for vi har meget kort lunter, og vi kan ikke forudse eller gennemskue hinandens irritations punkter.

Jeg har brug for Benjamin.


27. juni 2016

 
kedafdet.png
psyko2.png
uvenner.png
 

Vi har sovet længe i dag (kl. 09.40), men jeg sover ikke tungt i morgentimerne. Jeg rumsterer rundt og tvinger mig selv til at holde øjnene lukket og blive liggende.

Nanna  og Johanne kom forbi med is om formiddagen, Andreas var der også. Det var rigtig rart bare at sidde sammen i haven.

Jeg får hele tiden spørgsmålet “Hvordan går det?”. Det virker oftest som om spørgsmålet stilles som en standard-høflighedsfrase, for når jeg som oftest svarer “fint”, bliver mit svar accepteret. Andre gange nuancerer jeg mit svar, hvis jeg mener den spørgende kan tåle bare en brøkdel af sandheden, og fortæller at det går op og ned. Det går bestemt ikke fint. Det går op og ned. Det går mest op når den beroligende pille virker, og når jeg er sammen med nogle, jeg har lyst til at være sammen med. Ellers går det mest bare ned. Det meste foregår faktisk på bunden.

Vi har været hos psykologerne i dag, og det var hårdere end de andre gange. Jeg var mere ked af det og græd mere, end jeg har gjort før, mens Benjamin var mere fattet. Han er begyndt at åbne sig op og fortælle om nogle gode ting. I dag handlede det om begravelsen, vores tanker, hvordan vi har det og om den vrede jeg føler omkring et erstatningsbeløb og hele den sag. Psykologerne spurgte ind til gravstedet, og så talte vi også om sommerplaner.

Jeg føler, at folk tænker jeg er den stærke, og at jeg derfor skal tage hensyn til Benjamin, når han har det hårdt. Det er svært. Benjamin føler at alle er over ham. Han synes det er hårdt med al den omsorg, som omhandler berøring. Han kan ikke udholde flere hænder på skuldrene, nusning på ryggen eller en kærlig hånd på låret. Han har fortalt mig, at det kun er mig, der må drage omsorg om ham med berøring.

Jeg har ikke ville besøge graven, fordi jeg har ikke vil se alle de visne blomsterkranse fra begravelsen på Noams grav.

Det er hårdt at være til psykolog. Jeg har været vred, og jeg og Benjamin er lidt uvenner. Vi har svært ved at rumme hinandens små ting.

Jeg har generelt svært ved småting. Jeg kan ikke rumme spørgsmål, hvor jeg skal tage stilling til noget, ikke engang bare små ting. Jeg bliver spurgt om hvad jeg har lyst til, om vi skal det ene eller det andet, om den spørgende skal være her eller der, gøre sådan eller sådan. Jeg ved det ikke. Jeg er ligeglad. Jeg har ikke lyst til noget. Jeg har mistet min 2 årige søn, og der er intet I kan gøre.

Jeg har sovet.

Vi har endelig modtaget overdragelseskontrakten til lejligheden, og den er videresendt til banken.

Vi har spist burger sammen med Anders og Anette, men mit humør var stadig dårligt, og jeg er stadig uvenner med Benjamin.

Jeg har siddet på en kedelig tilfældig bænk i Søborg og været ked af det. Jeg er træt af ikke at kunne håndtere mig selv eller være mig selv. Når man mister et barn, mister man meget mere end bare det fysiske barn. Vi har mistet vores humør, vores søvn, vores forstand og vores samvær. Vi har mistet vores kunnen til at gide noget, vores kunnen til at være alene og vores kunnen til at klarer en hverdag. Jeg føler mig som en doven teenager med konstante humørsvingninger - primært vred. Jeg ved at jeg er en voksen kvinde, en mor uden et barn og uden et formål for dagen, med en dyb sorg som jeg ikke selv forstår endnu, men som jeg skal leve med resten af mit liv.

Jeg kom til at tænke på mig selv som helt gammel ligesom min oldemor. Selv i den alder vil jeg stadig mangle et barn. Det kan blive et meget langt liv uden Noam. Jeg har svært ved at forstå, at det er permanent. Jeg forstår ikke, at det skulle ske for os.

Jeg har ringet til Ida og vi har aftalt at ses i morgen.

Jeg har lyst til bare at gå i seng, men jeg har allerede sovet nogle timer i løbet af dagen, og jeg har ikke lyst til at have nogle vågne timer i nat. Jeg har overvejet at tage en ekstra sovepille. Jeg er ikke ude på at tage mit eget liv, selvom rigtig mange ting ville være lettere for mig, men ikke for nogen andre. Den her tid handler om Noam. Min og alle andres sorg handler om Noam. Han skal have vores kærlighed og vores opmærksomhed, det kunne jeg ikke finde på at afbryde med en dramatisk død. Tænk hvis Benjamin tager sit eget liv og efterlader mig her alene i sorgen. Jeg ville ikke kunne tilgive ham.

Noam var min dags højdepunkt. Noam var al min glæde. Noam var hele mit liv. Noam var det smukkeste og det bedste jeg har udrettet. Noam var mit ønske, han var min drøm og min virkelighed. Noam var min gode side. Han var mit livsstykke, min ballademager, min stolthed. Noam var for god til at være sand. Noam var uperfekt og perfekt. Han var selvstændig og stædig. Han var et barn og ubekymret. En sjældenhed. Særlig. Noam var udspekuleret og klog. Han var fræk og humoristisk. Han var kram og kærlighed. Han var min og han var vores lille kærlighed. Vores fælles kærlighed. Familie.

Jeg går og drømmer om, at vi lige præcis nåede at lave en lillebror eller - søster inden ulykken, så jeg kunne have en baby inde i maven nu, og vi havde noget at se frem til.


26. juni 2016

 
advokatogsag.png
sex2.png
 

Jeg vågnede kl. 08.00 og har siddet i sofaen foran fjernsynet. Jeg kan ikke være alene med et fuldt funktionelt hoved. Jeg får det fysisk dårligt og føler, at jeg skal kaste op. Det er meget ubehageligt at være uden Benjamin, når jeg trænger til at tage en beroligende pille. Mit hoved vandrer mod ulykken.

Planen er, at vi skal til vores lejlighed og pakke det sidste ned, fordi vi kan flytte ind i vores nye lejlighed på tirsdag.

Anders, Anette, min mor, Frank, Hp, Benjamin og jeg tog til lejligheden for at ordne forskellige ting. Vi fik klaret en del på de få timer vi var der, og mangler nu kun at fylde enkelte flyttekasser, rengøre ovnen og fjerne nogle småting. Ejendomskontoret har tilbudt at udføre slutrengøringen for os, og så må vi få hjælp til at flytte alle tingene.

Jeg er imponeret over hvor langt vi er nået med nedpakningen. Jeg hverken glæder mig eller ikke glæder mig til at flytte.

Selvom jeg har sovet nogle timer på sofaen, er jeg stadig træt og kan ikke overskue mere i dag, men vi skal spise sammen med begge vores familier i dag, så dagen er ikke slut endnu.

Alle siger, at der er ingen der forventer noget af os, men når jeg så alligevel møder forventninger, bliver jeg sur.

Andreas kom ved middagstid, han havde været hos advokaten og opsummerede deres samtale. Han nævnte at der måske kunne være tale om erstatning fra Københavns kommune, og i så fald, på omkring 100.000 kr. Jeg blev vred med det samme og gik fra bordet, for jeg synes at dette beløb virker som en joke. Vi står i total krise. Vi er ikke uddannede og vi ejer intet. Den fremtid vi var på vej imod er afbrudt, så lige nu står vi uden noget konkret. Noam er uerstattelig, så jeg kan jeg ikke holde ud, at der er tale om en pris. Jeg bliver vred og ked af at sætte en pris på min afdøde søn. Et barn tæller ikke i det økonomiske regnestykke, fordi et barn ikke tjener penge eller har indflydelse på husstandens indkomst. Men det at miste et barn vil alligevel få enorm indflydelse på vores fremtidige indkomst de næste mange år. En erstatning skal kunne gøre en reel forskel, før det giver mening at tale om penge.

Jeg skal leve et helt liv uden min søn, Københavns Kommune kan ikke genere mig ved at trække tiden ud.

Andreas, Alexander, Benjamin og jeg købte slik for at komme i bedre humør og så noget dårligt tv.

Jeg tænker rigtig meget på vores fremtid, vores tid, vores psyke og på økonomi. Der er forskel fra at man som par, tror man kan klare alting sammen til rent faktisk at vide det, og det må tiden vise os.

Jeg har modtaget nogle penge, som var i overskud fra blomsterindkøb fra min studieklasse og efterskolevenner. Det er meget generøst af dem.

Ida har sagt at jeg altid gerne må ringe til hende, hvis jeg har lyst. Hun mistede sin halvandet år gamle søn for mange år siden i en bilulykke. Hun var selv med i bilen.

Vi havde sex i dag. Det var rart at have den lyst og overskud til hinanden.

Det er ca. 3 år siden at jeg fandt ud af at jeg var gravid med Noam.