24. oktober 2016

 
mareridt.png
kedafdet.png
kirkegården.png
 

(mareridt) (ked)(kirkegård) 

Jeg har drømt mærkeligt. Ian kørte i sine store biler. Vi skulle følge med ham fra det ene sted til det andet. Han kørte voldsomt og ulovligt. Jeg var bange og utryg. Vi kørte på fortovet og vi flygtede fra politiet. Efter vi havde kørt længe, var vi nået til nogle sandklitter, hvor der var en bil-forlystelsespark. Ian ville kører op af klitterne, men jeg ville hellere finde hovedindgangen. Benjamin kørte os til indgangen, hvor vi blev placeret på en bil-rutsjebane. Den var kæmpestor og rød. Der blev grebet fat om bilens dæk. Jeg sagde til Benjamin, at vi skulle vente på Ian, men banen tog os med. Vi nåede lige at se, Ian komme kravlende, inden vi forsvandt videre. Det gik hurtigt. Øverst i rutsjebanen kunne vi se udover hele bilparken. Vi kunne se banen fortsætte, men blev smidt af. Vi lå helt bukket sammen i bilen for ikke at få stød, mens den fløj gennem luften. Vi landede inde i nogle gamle forladte tunneler. Jeg havde set stedet før, på et billede på Ians telefon. Jeg var bange og vi manglede Ian. 

Vækkeurede ringede. Mit humør var påvirket af nattens dårlige drømme. Benjamin kom hen og gav mig en krammer. 

Det er mandag. Jeg vejer 64,8 kg. Jeg er i uge 21 og det er fire måneder siden, at vi begravede Noam. Alt ramler stadig lidt for meget sammen. Gode som dårlige ting, primært dårlige ting.

Jeg tog på kontoret, lavede lidt og gik igen. 

Kl. 14 mødtes jeg med Benjamin på Østerport. Vi gik til kirkegården. Benjamin bryder sammen med det samme, idet vi står foran graven. Jeg kan godt være der lidt uden at græde. Når jeg sidder der på skamlen, kan jeg mærke min puls, som om den rykker til hele min krop. Jeg tænker på, hvor god en dreng Noam var, hvor meget han skulle have oplevet og hvor voldsom hans død var, også bliver jeg ked af det, når tankerne om tabet overtager. Hvis der intet er, vi kunne gøre imod, at han skulle dø som toårig, så er der rigtig mange andre måder han hellere skulle have taget herfra på. For det var så brutalt og uretfærdigt. 

Tænk, at vi står her som forældre uden et barn. Det er det værst tænkelige scenarie nogensinde. Jeg ser frem til fremtiden, om rigtig mange år, hvor vi måske kan leve som en almindelig lykkelig familie. Taknemmelig over det liv mine børn har og den ene har haft, men det er bare utroligt langt ud i fremtiden, især når vi står her fire måneder efter, vi kom ham kold og død i sin lille kiste ned i jorden, foran vores fødder. 

Min mor kom kørende på den lille bil. Hendes kolleger havde set os. Vi går ikke ubemærkede rundt herinde. Hun sagde, at hendes kolleger normalt ikke lader sig påvirke af folk, der står foran deres grave, fordi det er hverdag for dem, men at vores tilstedeværelse berører dem meget. 

Børnene fra skolen ved siden af kirkegården larmede rigtig meget, de havde frikvarter, men der er noget trygt i, at han ligger i larm fra leg og glæde. 

Nogle gange virker det som om, at Anker er vores løsning på alt. Han bliver født og skal bærer en kæmpe byrde fra alle omkring ham, især fra os. Jeg er klar over, at vi fortsat vil være kede af det til foråret, når Anker kommer. Det vil vi altid være, men til foråret får vi en lykke tilbage i livet, som vi har prøvet at have, og som vi mangler rigtig meget i dag. Den lykke kommer til at gøre en forskel i vores meget uudholdelige og triste tilstand. 

Vi kørte med min mor hjem. Vi fik varmen i bilen. I Jægersborg gik vi efter vores cykler, som holdte på stationen også gik vi over for at handle ind til aftensmad i dag og til Twin Peaks-tirsdag, i morgen. Vi var sultne, men det var for tidligt at lave aftensmad, så vi spiste et knækbrød og sad foran tv’et indtil vi kunne lave aftensmad.  

Jeg har kedet mig en stor del af aften. Jeg synes, vi har siddet nok i stuen foran vores elektronik og bare taget imod, hvad end der nu blev vist og hvad vi kunne scrolle igennem. Benjamin foreslog, at vi lagde os i sengen og så noget, vi vælger sammen. Det hjalp. 

Benjamin har fået en sygemelding hos lægen i dag. Det har skabt en kæmpe ro hos ham og hos mig. Lægen havde været super flink. Det er så rart, at der er “styr” på livet. Nu håber jeg bare, at han kan trives okay med, at være hjemme, alene. 

23. oktober 2016

 
uvenner.png
vigtigetanker.png
 

Vi sov til kl. 11, og kom ikke rigtig op og igang. På et tidspunkt rykkede vi fra sengen til sofaen, hvor vi så fik spist lidt morgenmad. 

Sussie skrev, om vi ville komme op og vælge en drømmefanger, som hun ville forærer os. Det ville jeg i hvert faldet gerne. Det gav os også en anledning til at komme i tøjet. Hos Sussie talte vi lidt om beboerne i opgangen, også fik jeg lov til at vælge en drømmefanger ud fra alle dem, hun havde lavet. Hun havde hængt dem op, så jeg kunne se dem ordentligt. Jeg valgte en “omvendt” drømmefanger, med jordfarvede lyse sten og lyse grå brune fjer. Jeg er rigtig glad for den. 

Vi placerede den i stuen, fordi der var en krog til den, men den skal hænge i  vores soveværelse, måske den kan hjælpe på nattens dæmoner. 

Vi endte tilbage i sofaen foran fjernsynet. Der har vi brugt størstedelen af dagen. Benjamin har haft ondt i hovedet hele dagen og været stille.

Kl. 17.20 blev vi hentet af min mor for at spise aftensmad hos hende. Det var meget rart, så skete der lidt i dag, også er det rigtig rart, at vi har en familie, der tager sig af os. Vi blev kørt hjem igen. 

Hjemme foran fjernsynet, så vi Westworld. Det er menneske-robotter og der var en af karaktererne, der havde mistet sin søn. Jeg spurgte Benjamin, om han ville kreerer en 1:1 robot af Noam, hvis han kunne. Han var stille et stykke tid.  Jeg kunne mærke at tårerne pressede sig på hos mig, imens jeg ventede på hans svar, fordi jeg selv tænkte over mit svar. Han svarede, at det ville han ikke. Det samme var jeg kommet frem til med fornuft, men kunne alligevel mærke en tvivl i min krop. Tænk hvis jeg kunne få lov at opleve ham løbe og grine igen, give ham en krammer og dufte til ham igen. Se ham i øjnene og høre hans få, men gode ord. Jeg kom frem til, at jeg ville gå meget langt for at få lov til at opleve ham igen. Jeg lod mine tårer løbe ned af mine kinder, indtil jeg kunne tørre dem væk og fortsætte med at se serie. 

Jeg kigger væk, når der er for meget blod, og når nogle bliver skadet eller dør ved slag i hovedet. 

Vi savner han, men nævner det ikke, for ikke at gøre hinanden ked af det.

22. oktober 2016

 
uvenner.png
sex.png
 

Jeg har sovet fint, men min krop er hårdt mærket af bækkenløsning. Særligt efter sådan hel dags kørsel med stillesidning. Det er også slemt efter en dag med meget stilstand og liggen ned eller dage med lange gåture. Jeg ved faktisk ikke, hvad der ikke gør ondt. 

Vores morgener er altid lidt mærkelige, eller bare anderledes. Det er som om, at vi hver morgen endnu engang skal indse vores virkelighed og se sandheden i øjnene, at vores liv skal fortsætte. I stilheden kan jeg mærke min meget stærke kærlighed til Benjamin og mit behov for at være sammen med ham. Jeg kan mærke vores lykke sammen som par, men jeg kan også mærke, at vi mangler noget. Vi mangler liv, noget farve og energi. Vi ved, hvad vi havde og det er det, vi mangler. Vi mangler Noam. Det tærer heldigvis ikke på vores kærlighed til hinanden, men det tærer på vores livslyst, glæde og energi. 

Vi lå lidt med hvert vores tech-enhed, før vi stod op. Jeg lavede mig en kop Chai-latte og et karbad og sad der længe. Benjamin spillede X-box. 

Vi spiste morgenmad og hang bare i sofaen hele dagen. 

Kl. 15 kørte vi efter Andreas, han var på Gentofte station. Vi kørte videre ud for at handle ind. Andreas ville gerne have stegt flæsk med persillesovs, så det købte vi ind til. 

Hjemme, måtte jeg ikke sætte Den store Bagedyst på i stuen, for Benjamin. Jeg blev sur og gik ind i vores seng og så det alene i stedet. 

Benjamin skulle afsted til lufthavnen, for at hente sine forældre. Imens gik jeg og Andreas i gang med at lave mad. Han ville gerne hører, hvordan vi har det, og han ved, at han får mere ud af at spørge mig, end han gør ved at spørge Benjamin. 

Benjamin kom hjem. Han tog flæsket ud af ovnen og blev vred “Hvad fanden har I gang i med det her?”. Han var sur over, at risten med flæsket var placeret lidt for langt fra bagepladen, der skulle gribe fedtet, så det havde svinet ovnen til. Jeg blev virkelig ked af, at han kom ind af døren på den måde og kritiserede og skældte ud over ting, der bliver gjort i god mening. Han skælder mig ofte ud eller irettesætter mig, når jeg laver mad, støvsuger, gør rent eller passer hund. Ting jeg gør, uden henblik på at genere. Jeg skal kæmpe for at blive rost, eller gøre mig meget meget umage for at undgå kritik. Jeg bliver så ked af det, når der kun er kærlige tanker i det, jeg gør, og jeg så bliver mødt med vrede. Vi diskuterede. Maden var klar og bordet var dækket. Jeg lukkede mig grædende ud på toilettet. Der gik ikke længe før Benjamin kom til mig for at snakke. Det tog lidt tid, før jeg fik forklaret ham, hvorfor jeg bliver så sur og ked af det. Han sagde undskyld, og vi blev gode venner. Vi spiste rigtig dejlig mad sammen med Andreas. 

Bagefter sad vi i sofaen foran fjernsynet. Vi så lidt tilfældige, ligegyldige ting og film fra nettet. Vi havde mundhugges lidt. Det gør vi ofte i Andreas’ selskab, hvilket er ret irriterende. Andreas gik 23.30. 

21. oktober 2016

 
vigtigetanker.png
 

Jeg sov fint, ikke fantastisk. Jeg vågnede i løbet af natten med helt vildt ondt i maven. Det er som om, at jeg er ekstra modtagelig over for ting, jeg ser og laver om aften. Den sidste del af dagen påvirker min nattesøvn. Min hjerner tager imod ting på en helt anden måde, end den har gjort de sidste mange måneder. 

Det var helt vildt hårdt at vågne, da vækkeurede ringede kl. 7. Jeg blev liggende en halv times tid. Jeg havde stadig ondt i min mave. Vi spiste morgenmad og gjorde os klar til dagen. Vi skulle til Randers for at besøge alle hvalpene, mest Cooper og formentligt også for at blive set an af sælger. Vi handlede lidt ind til vores lange køretur og så samlede vi en Gomore passager op ved Jægersborg station. 

Vi kørte tre timer. Vores passager sov, det meste af vejen, hvilket gjorde det nemt for os, for vi er ikke vildt snaksaglige. Vi er bange for at skulle svare på spørgsmål. Jeg og Benjamin hørte Den korte Radioavis på podcast og snakkede lidt. Lige så snart, der bliver for stille, så vandre mine tanker. Jeg kom til at tænke på, hvor lidt man ved om andre mennesker, og hvor mange mennesker, man intet ved om, men omgås hver dag. Her i bilen er vi bare et “smilende” ungt par, der er på vej til Randers for at købe hund og venter os et barn. Jeg har en drøm om,  at gå side om side med folk, der lider lige så meget som os. Det er en hård tanke. 

Jeg tænkte også på, om jeg skulle gøre brug af min dagbog. Lade andre læse, hvad jeg skriver, så jeg kunne sætte fokus på den afstand, der er til sorg. Jeg ville kunne oplyse folk om, hvad det vil sige at miste og kampen videre i livet. Jeg har skrevet min ide i en note på min telefon, men det skal først være senere. 

Vi satte vores passager af ved hendes forældre Vi kørte hjem til Per og Heidi med hundene, for at hilse på vores Cooper. Vi havde planer om at spise frokost i Aarhus efter vores møde, men vi endte med at bruge fem timer i Pers. Vi startede med at sidde gulvet og hilse på hvalpene, der blev lukket ned til os. De var utrolig søde og meget små og fine. Per og Heidi fortalte alt muligt om hundene. Vi var i selskab med en kvinde og hendes store datter, der også skulle aftage en hvalp. Per ville sikre sig, at vi synes, at vi havde valgt rigtig, og at hun matchede os, at vi kunne lide hendes sind. Vi var vilde med hende og ville ikke ændre vores valg af hvalp. Der blev serveret frokost, franskbrød med kødpålæg og så blev der snakket derud af. Efter vi havde spist, tog han hvalpene op igen, så de kunne få ro og vi kunne hilse på de voksne hunde, som havde opholdt sig i deres have og bryggers, lukket væk imens hvalpene var til stede. Per åbnede døren og ud kom 13 meget energiske og skønne hunde løbende og hoppende. Det var meget overvældende Der var hunde over det hele. Det var fantastisk med så meget livsglæde og hunde personligheder. Per mener, at det er en whippet hunds ret at sove i sengen. 

Vi havde valgt ikke at nævne min graviditet, og jeg havde iklædt mig noget løst tøj, for ikke at sætte fokus på mave. Jeg tror ikke det havde gjort nogen forskel, på deres lyst til at sælge os en hund, men for en sikkerheds skyld, også handler det også om, at undgå for mange spørgsmål. Vi fortalte, at Benjamin skulle gå hjemme det næste stykke tid og derfor har god tid til at passe hundehvalpen. Vi sagde ikke, at han skulle sygemeldes, og de kender heller ikke vores historie, endnu. Det går lige så fint, uden at dele den. Det bliver så hurtigt så tungt og voldsomt, også ender vi med at blive kede af det. 

Vi fik papirer på hende, og betalte. Hun er nu vores hund. Helt officielt d. 11. november, hvor vi skal hente hende ved Odden Havn, sammen med de andre fra Sjælland, der har købt en hvalp. 

Kl. 15 kørte vi mod Århus. Vi valgte at gøre et stop ved brugtvareterminalen i Viby. Vi købte ikke noget. Bagefter kørte vi hjemad. Vi holdte pitstop og spiste en burger, inden vi fortsatte videre. Det regnede og var mørkt. Vi hørte flere podcast. Det var en lang tur hjem. Lidt over otte var vi hjemme. Direkte på sofaen helt udmattede, men vi glæder os til vores november baby-hvalp.

20. oktober 2016

 
kedafdet.png
vigtigetanker.png
 

Jeg vågnede tidligt. Bilerne larmede udenfor. Mine tanker larmede inde i mit hoved. Jeg kunne ikke sove mere. 05.50 kiggede jeg på, hvad klokken var. Jeg tjekkede min telefon. HP skrev, han var på vej i seng. Jeg lå lidt og begyndte at blive ked af det. Mine tanker kredsede om Noam. Jeg savner ham. Han havde alle livets oplevelser til gode. Jeg synes, det hele er uretfærdigt. Benjamin vågnede og da jeg først fik en krammer brød jeg sammen. 

Vi stod op i mørke kvart i 7 og spiste morgenmad. 

Imens jeg børstede tænder, kiggede jeg mig selv i spejlet. Ulykken ruller som en film foran mine øjne. Det hele står knivskarpt. Jeg skjuler mig, vi griner. Vi passere hinanden, han løber videre, stopper op og han bliver knust. Han er død. Jeg bliver fysisk dårlig Jeg tænker på, hvad der er sket. Jeg tænker på, hvad der ikke skulle være sket, hvad andre mener, der er sket. Jeg har lyst til at sætte mig ned og bryde sammen, men det gør jeg ikke. Jeg afslutter min tandbørstning og fortsætter mit liv. 

Kl. 10 kørte vi mod Lynge (Farum). Vi havde en aftale med Frank om at se hans arbejdsplads, Widex. Vi fik en kæmpe og meget detaljeret rundvisning. Han er stolt af at arbejder der, han er glad for sit arbejde, kan man mærke, han kender alle og han kender til alt. Vi så de forskellige afdelinger og hvor mange mennesker, der skal til for at producere et høreapparat, før det er klar til salg. Vi gik og gik og gik og lyttede meget. Kl. 12. spiste vi frokost med Frank i deres kantine, og tog rundturen færdig bagefter. Kl. 14 kørte vi helt udmattede derfra, direkte hjem. 

Vi slappede af et par timer, hjemme. Benjamin masede sig ned til mig i vores sofa. I tv var en der sagde sine sidste ord, inden han døde. Jeg blev ked af det, fordi vi ikke kunne sige vores sidste ord til Noam, inden det var for sent. Vi nåede ingenting, inden han døde. Jeg ville gerne have haft bare lidt tid eller en smule håb på hospitalet, men intet. Det var bare død. 

Vi kørte en tur, gik ud ved Bellevue, kørte lidt videre, før vi kørte hjem. Jeg skulle afsted med det samme igen. Jeg skulle hjem til Mille. Vi skulle spise aftensmad og bagefter en tur i biffen. Jeg og Mille lavede dahl. Det blev godt. Vi cyklede til Palads og rundede Netto på vejen for at købe lidt chokolade. 

Vi havde snakket lidt om Sofies overvejelser om lejlighedskøb med Lucas og om Milles amerikaner-kæreste, som kan finde på at bryde deres forhold, også ikke være til at få fat på. Hvilket er ret problematisk, når man har et langdistanceforhold, der afhænger af onlinetilstedeværelse og kæmpe tillid. Vi kom frem til, at hun snart måtte se ham, invitere ham til Danmark og hjælpe med at betale noget af billetten. 

I biografen så vi Snowden. Det var en lang tale film, men okay underholdning. Et skræmmende emne og skræmmende lidt, der er sket siden, når man tænker videre over det. Jeg spiste en masse popcorn og drak en isthe. Jeg havde en super aktiv baby i maven, der ikke synes, der skulle være plads til min blære, så jeg var nødt til at rejse mig for at gå på toilettet, selvom jeg havde meget lidt lyst til det. Efter filmen sagde jeg hurtigt farvel til pigerne for at nå toget. Jeg nåede det. 

På Jægersborg station mødte jeg Katarzyna fra mit studie, hun var sammen med sin kæreste på vej hjem med til Nærum med lokalbanen. Jeg kunne se på hende, at hun kendte til min situation. Hun vidste, hvad der var sket. Jeg kunne høre på hendes spørgsmål, omkring min praktik, handlede om jeg var i stand til at gennemfører og klare det trods omstændighederne. Jeg var i fint humør og gad ikke gå i dybden, så jeg var bare smilende og snaksaglige.

Jeg cyklede hjem til Benjamin. Han havde været til ekstraordinær generalforsamling, der havde handlet om økonomi. Det var enstemmigt blevet vedtaget, at foreningen skal omlægge lån og bygningerne var blevet valuar vurderet og vurderingen var steget med 30-40 millioner kr. siden sidste vurdering i 2014. Jeg fortalte lidt om filmen. Vi gik i seng, for sent.