28. juni 2016

 
drøm.png
uvenner.png
 

Vi har sovet fint. Jeg drømte at nogen forærede mig et spædbarn.

Jeg stod op og kom i bad. Johanne kom forbi og spiste morgenmad med os. Benjamin gik på værelset for at spille computer. Andreas kom kort efter og gik op for at være sammen med Benjamin og for at forberede eksamen.

Jeg har det bedst med at være sammen med én god veninde af gangen. Hvis der er to eller flere, bliver jeg tavs og sætter fokus ned i min telefon.  

Johanne og jeg gik op for at sende en lampe jeg havde solgt og endte i Lions Genbrug. Vi kom hjem med både rammer, lamper, et spejl, en vase og en stempelkande - flest ting til Johannes hjem. Det var hyggeligt at gå rundt og kigge på ting, det fjerne mit fokus fra omverden at kigge efter genbrug. Det virker en smule afslappende.

Hjemme kiggede vi på fotos og film af Noam.

Jeg blev hentet i bil af Ida, som kom direkte fra sit arbejde. Vi kørte til deres lejlighed på Nørrebro og startede med at lære hinanden lidt at kende ved at fortælle, hvad vi har især laver til dagligt. Ida er lærer på en specialskole og bor på Nørrebro sammen med Erik, han er far til Anna og Clara, som jeg har kendt lige så længe jeg kan huske. Ida har to store sønner i trediverne og en hjemmeboende søn Christian på 16 år. Så har hun også Frode på evigt halvandet år, som hun mistede i en bilulykke, hvor hun selv var fører af bilen. Hendes bil skred og det gik værst ud over passagersædet hvor Frode sad. han blev skadet i hovedet og på halsen. Hun fik rakt ham ud af vinduet til en, der var kommet for at hjælpe, men han døde efter få vejrtrækninger. En forfærdelig og trist skæbne.

Det var meget stille og roligt. Vi sad i deres ene stue, og jeg begyndte at fortælle om hvad der var sket.

Jeg spurgte ind til den langsigtede sorg, for hvor længe skal jeg være her? Jeg kunne forstå på hende, at hun lever og har det godt, men samtidig lever hun stadig hver dag med en dyb sorg. Det skræmte mig egentligt ikke, for jeg har mistet, og der findes ikke noget værre end at miste sit barn, men jeg ser frem til at kunne leve med det. Hun viste mig et billede af Frode og gav mig en lille grøn sten, som Frode fik på sin dåbsdag med et lille brev til. Det var en meget fin og personlig ting at give videre. Den blev jeg rigtig glad for, og jeg var rørt over at hun ville give den til mig.

Hun kørte mig hjem igen efter to timer og sagde, at hun ville ringe igen.

Min mor havde besøg af Kirsten og Lærke. Benjamin og Andreas havde færdiggjort eksamen. Alexander havde også været forbi.

Aftensmaden foregik samlet. Vi spiste hjemmelavet vegetarpizza.

Jeg har ikke set eller talt et ordentligt ord med Benjamin i dag, selvom vi har opholdt os i det samme hus det meste af tiden. Han har spillet computer og forberedt eksamen, imens jeg har lavet mit. Vi har sagt få dårlige ting til hinanden og havde ikke noget at sige til hinanden, da vi lå i sengen om aftenen. Vi faldt i søvn irriteret på hinanden og uden overskud. Det er svært at være i vores forhold, for vi har meget kort lunter, og vi kan ikke forudse eller gennemskue hinandens irritations punkter.

Jeg har brug for Benjamin.